Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Menneskerettigheder kan åbenbart sagtens være fundament for fascisme

Jespersen
Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Fundament for fascisme

Niels Jespersen

»Nej, vi har ikke fascisme i Danmark, MEN…« skriver Alternativets Carolina Magdalene Maier på Facebook, hvorefter hun ender med at konstatere, at vi faktisk har fascisme i Danmark, for se bare på Udrejsecenter Sjælsmark, som Folketingets ombudsmand vurderer, vanskeliggør børns naturlige udfoldelsesmuligheder.

Groft Sagt har i modsætning til Carolina Magdalene Maier læst den ombudsmandsrapport, hvor der også står, at vilkårene er »i overensstemmelse med gældende ret, herunder navnlig internationale konventioner (...)  som f.eks. Børnekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.«

Groft Sagt kan altså konstatere, at en politik, der er i overensstemmelse med de ellers af Alternativet så højt skattede menneskerettigheder, sagtens kan være fundament for fascisme.

Karaktermord på køer

Peter Nedergaard

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Landbrugskonsulent Thorkild Nissen fra Holistisk Økologi mener, at der begås karaktermord på køerne, når man påstår, at de generelt har en negativ effekt på klimaet. Man mangler imidlertid, ifølge Nissen, at medregne køernes effekt på græsningsarealet. Så får man et helt andet og for klimaet positivt resultat. Det skyldes, at græssende køer bidrager kraftigt til kulstofopbygningen i jorden.

Groft sagt er enig. Efterhånden betragtes danske køer som Mao Zedong i 1958 under »Det store spring fremad« så på spurvene som årsagen til et stort svind i kornproduktionen i Kina. Da jagten på spurvene gik ind, var der imidlertid ingen til at spise de insekter, som forårsagede alle sygdommene i kornet. Resultatet kender vi i dag: millioner døde af sult.

Paradigmesjov

Eva Selsing

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Der er ikke noget »paradigmeskift« i dansk udlændingepolitik. Altså, hvis De nogensinde var i tvivl. Udsigten til, at vor Bruxelles-feticherende statsminister og den internationalt solidariske venstrefløj rent faktisk ville tillade en politik, der respekterede dansk suverænitet i dette afgørende spørgsmål, er naturligvis fatamorganisk.

Mens det ikke er skægt at tænke på de uskyldige, danske skæbner, der lider overlast som følge af massetilstrømningen, er det til gengæld morsomt at følge udviklingen i sagen om øen Lindholm, der er blevet billede på de åh-så-nye tider. Der er ikke tale om at holde udviste og uønskede asylansøgere væk fra samfundet, som der ellers blev lagt op til. Der er derimod tale om et ekstremt dyrt teaterstykke med statssubsidieret færgefart til de uvelkomne. Måske »paradigmeskiftet« simpelthen er politisk satire op til et valg?