Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Chokmelding: Groft sagt roser Anders Samuelsen

Bent Blüdnikow. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Hatten af for Samuelsen

Bent Blüdnikow

Det ligger ikke lige til for Groft sagt at rose folk. Vi gør det bedst i det sure og bitre. Men for en enkelt gangs skyld må Groft sagt afvige sin sædvanlige sure  gammelmands-stil og rose udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) for, at han rent faktisk stod fast og lod Danmark stemme imod en af de sædvanlige antisraelske resolutioner i FNs Mennskerettighedsråd.

Det tilfredsstillede selvfølgelig ikke det yderliggående venstrefløjsblad Information, som skrev: »Realiteten er jo, at de israelske politikere fra den yderste højrefløj - og den er yderlig - til et pænt stykke hen over den politiske midte, ikke har intentioner om at acceptere en palæstinensisk stat på deres dørtrin. Var det deres hensigt, var det sket for længst.«

Information glemmer bare, at Israel flere gange har tilbudt palæstinenserne 95 pct. af Vestbredden, men fået nej tak. Information er stadig antiisraelsk med hud og hår.

Satire er ikke en forbrydelse

Niels Jespersen

Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

»Stop jeres chikane!« Sådan lyder det fra Amnesty International til de to satiriske journalister Frederik Cilius og Rasmus Bruun, der i radioprogrammet »Den Korte Radioavis« på Radio24syv har gjort grin med Amnestys samarbejdspartner, den letpåklædte Instragram-stjerne Amalie Have. Hun er efterfølgende blevet udsat for trusler, hvilket Amnesty mener er Radio24syvs ansvar.

Det er den samme argumentation, som den malaysiske stat bruger mod den fængslede dokumentarjournalist Fahmi Reza. Hendes satire beskyldes for at chikanere den malaysiske præsident Najib Razak. Groft sagt ville ønske, at der fandtes en menneskerettighedsorganisation, der kæmpede for journalisters ret til at bedrive satire.

Arkæologiske følelser

Hans Hauge

Hans Hauge. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Arkæologer skændes åbenbart om, hvorvidt »Egtvedpigen« og »Skrydstrupkvinden«  var »pæredanske« eller »indvandrere«. På den baggrund kan vi godt regne ud, hvilke partipolitiske interesser, forskningen varetager. En »miljøarkæolog« – ja, fint skal det være, ved navn Karin M. Frei, er »mobilitetsforsker«. Så har vi næsten det hele: miljø, indvandring, mobilitet. Vi mangler kun klimaet. For Frei er videnskabelig sandhed identisk med, hvad »mange forskere verden over« mener. Videnskab mener i flok, når de er mange nok. Mobilitetsforsker Frei indrømmer dog til sidst, at det ikke har noget med videnskab at gøre, men at bronzealderen »vækker dybe følelser i os«. Hvad mon det er for følelser?