Ferie, Flasker og Falck
Peter Nedergaard
Berlingske har afdækket, hvordan ledende medarbejdere fra landets største fagforening, 3F, og den private virksomhed Falck i årevis har rejst ned under varme himmelstrøg for at forhandle overenskomster. Det skulle jo nødigt være for hårdt alt det der med at varetage kontingentbetalende medlemmers interesser, så hvorfor ikke forene forhandlinger med fornøjelser på et sted med billigere våde varer, synes tankegangen at have været.
Groft sagt synes, at landets graverjournalistiske avis nummer ét skal roses for afdækningen. Nu forstår vi også, hvorfor 3F har reklamer i alle landets biografer med, hvordan alting var bedre i 1992. Det var dengang pamperiet og kammerateriet i fagbevægelsen kunne trives uden nedrige journalisters granskning. Sidst – men ikke mindst – har vi endelig fået afklaret mysteriet om, hvad 3F står for: Ferie, Flasker og Falck.
Billigt sluppet
Niels Jespersen
Skulle man gå og tro, at enkelte muslimske friskoler blot var et smart påhit, der har til hensigt at udnytte en bundnaiv og slap skolelov til at få snablen ned i de offentlige kasser og efterfølgende bruge pengene på at bedrive islamistisk missionsvirksomhed... Ja, så har man ganske ret.
Al Quds Skole i København har tidligere været i medierne, da den daværende skoleleder delte propagandabilleder fra terrororganisationen Hamas på Facebook. På hans profilbillede rettede Hamas-terrorister deres geværer mod en mand med en davidstjerne på ryggen. Nu er det så kommet frem, at skolen har taget både elever og lærere med på pilgrimsfærd til Mekka – på statens regning.
Groft Sagt er sådan set ikke overrasket. Vi er jo landet der giver terrorister dagpenge og SU med, når de rejser til Syrien. Set i det perspektiv er en Mekka-tur billigt sluppet.
Venezuelanske tilstande
Lars Møller
Københavns Kommune har ført en krig mod det private erhvervsliv, som nu har fået Transportministeriet til at blande sig. Det røde flertal i kommunen støtter en grøn politik om at få privatbilismen lagt i graven, men kun hvis man benytter de af kommunen støttede ordninger. Skal man benytte udlejningscykler, skal man anvende de cykler, som kommunens skatteborgere betaler til. Private initiativer harmonerer ikke med den politik, og der slås hårdt ned på udbydere. Kommunen har derfor bekriget private firmaer, der helt usolidarisk udlejer cykler eller løbehjul på privat basis. Topstyring uden kapitalisme giver pr. definition de bedste grønne løsninger. Transportministeriet blander sig helt urimeligt, men Groft sagt håber det røde flertal holder stand.