Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.
Dyr smørrebrødsplatte
Niels Jespersen
Som flere har påpeget, så blev danmarkshistoriens dyreste smørrebrødsplatte for nylig serveret i Mariager. Her trakterede Dansk Folkepartis trafikordfører Kim Christiansen trafikminister Ole Birk Olesen med en aldeles overflødig omfartsvej til 377 mio. kr., hvilket var DFs pris for at opsige togfonden med rød blok.
Man siger, at det er umuligt at være vred med fuld mave og en skarp i glasset. Det må siges at gælde for Ole Birk. Den hovne liberalist, der ellers har bygget sin politiske karriere på at håne de Venstefolk og Konservative, der i 00erne skulle have samarbejdet med DF til at fungere. Nu spiser han selv fornøjet og med velbehag af truget med offentlige penge og indgår fedtede små forlig og laver rævekager. Groft Sagt synes, at det klæder ham. Han ligner efterhånden en rigtig politiker.
Lovenes ånd
Peter Nedergaard

Venstres politiske ordfører, Britt Bager, modtog forud for sidste folketingsvalg 100.000 kroner i støtte fra en virksomhedsejer. Efter loven skal donorens identitet i så fald offentliggøres, men vedkommende opsplittede støtten i fem portioner af 20.000 kroner fra fem forskellige virksomheder med samme ejer. Juraprofessor Jørgen Albæk Jensen kalder det »i strid med lovens ånd«, men det er Britt Bager da ligeglad med: »Jeg kender ikke til nogen særlig ånd i loven.«
I vestlige demokratier er lovenes ånd ellers et velkendt fænomen. Hele den demokratiske magtdelingslære bygger endda på Montesquieus bog med titlen »Lovenes ånd«. Groft sagt anbefaler derfor, at Britt Bager indskriver sig på et aftenskolekursus på Folkeuniversitetet for at lære herom og for at få lidt almen borgerlig dannelse.
En sand disrupter
Lars Møller

Hvis man tror, at de Konservative går ind for lov og orden, ordnede forhold og respekt for folkestyrets traditioner, eller hvis man tror, at disruption er en sag for venstrefløjen, så tro om igen. Det viser sig, at Mette Abildgaard (K) havde tænkt sig at disrupte en afstemning i folketingssalen. Til formålet havde hun medbragt et styks baby på fem måneder inklusiv en standardsut. Hvis aktionen udartede, havde hun tænkt sig at amme den medbragte baby, men kun lidt.
Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, der som bekendt ikke holder af tant og fjas i salen, afbrød dog aktionen ved at henvise babyen til de tilstødende gemakker. Groft sagt må protestere, når nu endelig de Konservative finder på noget originalt, er der da ingen grund til at standse dem.
