Nomas René Redzepi: 2020 er et hundeår

René Redzepi har lagt en plan: Det er slut med at freake ud på Noma indtil sommeren 2022, hvor de vilde eksperimenter til gengæld vender tilbage med fornyet styrke.

Nomas René Redzepi mener, at 2020 er et hundeår, fordi det har gjort alle syv år ældre. Her holder han en cedrat citron, som ikke bruges på menuen, som inspiration. Søren Bidstrup

»Det her år er ligesom et hundeår. Vi har levet syv år på 12 måneder, når man tænker tilbage til marts kan man jo slet ikke fatte alt det, der er sket,« siger Nomas chef og hovedejer, René Redzepi.

Da coronaen for alvor brød ud i Danmark, befandt René Redzepi sig sammen med sin familie langt inde i junglen i Yucatán i Mexico. Som den første af Nomas medarbejdere var han i færd med at gøre brug af et nyt og indenfor restaurationsbranchen fuldstændigt uhørt personalegode: tre måneders orlov, som udløses, når man har arbejdet syv år på Noma. Turen havde blandt andet bragt Redzepi til Japan, hvor han for første gang, i en alder af 42 år, prøvede at stå på ski.