Madklubbens »frække dreng i klassen« åbner på Frederiksberg: »Her kan vi godt lide at bryde normerne«

Madklubben udvider med endnu en asiatisk restaurant under navnet Hanzo. Den nye skal ligge på Frederiksberg og åbner i maj for siddende gæster, mens man fra 16. april kan købe takeaway. Det er den tredje nye restaurant, Madklubben åbner under coronapandemien.

Madklubben Hanzo åbner nu også på Frederiksberg. I april med takeaway, men fra maj som restaurant. Fold sammen
Læs mere
Foto: Madklubben

På Værnedamsvej i København har man på restauranten Hanzo i flere år kunnet gå om bord i retter som kylling i karry, forårsruller, bao samt andre asiatiske specialiteter – eventuelt ledsaget af en drink som Purple Pleasure eller en klassiske Dark 'n' Stormy.

Nu åbner Madklubben endnu en restaurant ud fra samme koncept og med næsten samme navn. Hanzo Frederiksberg åbner på Sprogøvej 1 ikke langt fra Frederiksberg Station.

»Jeg bor selv på Frederiksberg, og jeg knuselsker det virkelig. Det betyder, at jeg nok er en anelse biased i forhold til placeringen af Hanzo Frederiksberg, for restauranten vil næsten ligge i min baghave,« konstaterer Madklubbens direktør, Anders Aagaard.

Anders Aagaard, direktør, Madklubben

»Vores kokke er efterhånden blevet mere vant til at anrette i papæsker end på stentøj.«


Menukortet vil – som på Hanzo Vesterbro – bestå af retter, der er inspireret af køkkenerne i lande som Thailand, Japan, Vietnam, Kina, Cambodia og Indonesien. Det bliver dog ikke klassiske opskrifter fra hvert enkelt land, forklarer Anders Aagaard og uddyber, hvorfor Madklubben på hjemmesiden kalder Hanzo for »den frække dreng i klassen«.

De dampede boller, bao, er en af de vietnamesiske specialiteter, der er på menukortet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Madklubben.

»Det er den sætning, der står på Hanzos fødselsattest. Her kan vi godt lide at bryde normerne og forventningerne. Landegrænserne er ikke trukket skarpt op, og frem for at følge originale opskrifter arbejder vi med kulinariske referencer. Dette er vores tilgang til en asiatisk restaurant,« siger han.

Succes med takeaway

Den nye restaurant åbner for siddende gæster 6. maj og for takeaway fra 16. april. Det er langtfra tilfældigt, at takeaway vil fylde meget i den nye restaurant.

Anders Aagaard, direktør, Madklubben

»Der er dog noget, jeg har lært det seneste år, og det er, at jeg ikke er god til at spå om fremtiden.«


Allerede i september kunne Madklubben melde, at kædens salg af takeaway var mere end fordoblet, siden coronakrisen lukkede Danmark – en tendens, der er holdt ved.

»Vores kokke er efterhånden blevet mere vant til at anrette i papæsker end på stentøj, så takeaway er blevet en langt mere integreret del af Madklubben, end takeaway var før corona. Den oplevelse fintuner vi konstant – også når vi igen kan byde gæster velkommen i vores restauranter,« siger Anders Aagaard.

Hanzo Frederiksberg ligger i direktør Anders Aagaards »baghave«. Det er den tredje restaurant, Madklubben åbner i København siden juni 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen.

Tre nye restauranter

Man kan ikke beskylde Madklubben for at have ligget på den lade side det seneste år, hvor restaurationsbranchen ellers har været hårdt ramt.

I juni åbnede Madklubben København i Store Kongensgade 66 med dansk på menukortet. I den forbindelse udtalte Anders Aagaard, at han havde udnyttet den første del af coronanedlukningen til at renovere lokalerne, så de stod klar til at huse Madklubbens nye smørrebrødssatsning.

Mindre end to måneder senere, i august, slog morgenmadsstedet Bjørns dørene op på Vesterbrogade, hvor københavnere nu kunne få stillet sulten fra klokken 7.30. Med Hanzo Frederiksberg er der tale om den tredje åbning inden for et år.

»Der bød sig en mulighed, som jeg simpelthen ikke kunne sige nej til. Jeg har altid drømt om en rigtig naborestaurant, og da jeg så lokalerne, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det var nu, den drøm skulle føres ud i livet,« siger Anders Aagaard.

Til spørgsmålet om timingen midt i en pandemi svarer han:

»Jeg ved ærligt talt ikke, om timingen er den rette. Jeg er dog skruet sådan sammen, at jeg har det klart bedst med at kigge ud af forruden i stedet for i bakspejlet.«

Hanzo Vesterbro på Værnedamsvej fortsætter ufortrødent, men får nu en navnebror. Fold sammen
Læs mere
Foto: hanzo.

Efter et rædselsår for landets restauranter – ikke mindst siden jul – tror Anders Aagaard på, at der er lysere tider på vej:

»Vi begynder så småt at kunne ane lyset for enden af den tunnel, vi som resten af branchen har bevæget os rundt i siden december 2020. Der er dog noget, jeg har lært det seneste år, og det er, at jeg ikke er god til at spå om fremtiden.«