Klassisk Ventoux med masser af slagkraft: Et fremragende køb til 55 kroner!

Ugens bedste køb skal findes i den billige afdeling.

Prisen på stor rhône-vin har været markant stigende de senere år, og det har priserne på gode vinmarker også. Det har fået mange producenter til at kigge efter skråninger i  mindre kendte områder som for eksempel Saint-Joseph, hvorfra ugens mest interessante flaske, Domaine des Miquettes, kommer.

Miquettes er et lille hus med bare fem hektar. Her har Paul Esteve og hans kone siden 2011 arbejdet efter Rudolf Steiners bioprincipper. Vinene er fremstillede så naturligt som muligt. Der anvendes blandt andet naturligt gær, og man hverken klarer eller filtrerer vinene. Herudover tilsættes ikke svovl under vinproduktionen, hvilket giver et fint og uforstyrret frugtudtryk med indslag af mørke oliven, brombær, kirsebærsten, krudt og et strejf af granit med lidt spegepølse på toppen. Smagen er saftig, intens og koncentreret med struktur og elegance som en lille côte-rôtie. Ja faktisk er der mange producenter (heriblandt kultproducenten Guigal) der betragter visse dele af Saint-Joseph som en slags mini-côte-rôtie på grund af den granittede jordbund, som ofte er med til at fremkalde samme spændstighed og friskhed.

Selvom Saint Joseph nok aldrig kommer op i samme liga som ægte côte-rôtie, er der ingen tvivl om, at området indenfor de seneste 10-15 år har taget et ordentligt tigerspring opad i kvalitet. Og kigger man på priserne, så er de stadig ikke helt ublu.

Ugens bedste køb skal findes i den billige afdeling, og den kommer også fra Rhône. Nærmere bestemt fra huset Vidal Fleury, der tidligere var et lidt nedkørt domæne. Ikke desto mindre er kvaliteten steget voldsomt, og jeg mindes ikke at have fået en trist flaske Vidal de seneste fem-seks år. Selv bundniveauet er højt, og det ser vi konkret i testen, hvor vi har en klassisk Ventoux til 55 kroner med indslag af hindbær, peber, strejf af lakrids og lidt kærnemælk. Samtidig er der en garvesyrestruktur, som rammer frugten fint ind. Et fremragende køb med masser af slagkraft til prisen! Tre nydelige og velproportionerede stjerner.

0 – 99 kroner

Ventoux, Vidal-Fleury
Rhône, Frankrig 2016

★★★☆☆☆
Rustik og meget karaktertypisk vin fra syd-Rhône med indslag af hindbær, peber og strejf af lakrids, der suppleres af en bagkant kærnemælk. Samtidig finder man en lidt robust garvesyrestruktur, som rammer frugten fint ind.

Philipson Wine
Pris: 55 kr. v. 12 flasker


Riesling Trocken, Vincent Eymann
Pfalz, Tyskland 2019

★★★☆☆☆
Slank, ren og mineralsk tysker fra den nye tyske topårgang 2019. Masser af friske æbler, kiwi og rød grape suppleres her af en livlig og sprød syre, der bider nydeligt i munden. Ikke den store dybde, men prisen er bestemt heller ikke skræmmende.

Esprit du Vin
Pris: 90 kr. (1 liter)

100 – 200 kroner

Pinot Noir, Firesteed Cellars
Oregon, USA 2019

★★★☆☆☆
Lys og røget næse med indslag af kirsebærjuice, lakridskonfekt, et drys af peber og grønne grene. Luftig og samtidig blød i munden med en del frugtsødme og et lille syrebid i eftersmagen.

Meny
Pris: 2 flasker 280 kr.


La Montesa, Bodegas Palacios Remondo
Rioja, Spanien 2017

★★★☆☆☆
Lidt brombær, hindbær og krydderier og et skvis vanilje samt orangeskal. Ret letbenet vin med en smule frugtsødme på toppen og et lille syrepift i afslutningen. En anelse alkohol fornemmes i eftersmagen.

H.J. Hansen
Pris: 159 kr.


Pinot Noir, Domaine Marchard de Gramont
Bourgogne, Frankrig 2019

★★★☆☆☆
Ret indtagende duft af friske kirsebær, lidt blommesten og en lille fadristning. Slank i smagen med god syrenerve, der spænder fint op om frugten, men der fornemmes også en adstringerende stenfrugtsbitterhed (overekstrahering) i afslutningen, som tenderer til at blive aggressiv.

Bichel
Pris: 130 kr.

200 –

Pouilly-Fuissé, Jules Desjourneys
Bourgogne, Frankrig 2017

★★★★★☆
Så står den på klassisk og mineralsk bourgogne. Vidunderlig duft af citrus, ananas og en lille bagkant af fernis. Dejlig sprød i munden med en fantastisk syre og sprælsk livlighed, der afsluttes af en lille saltet og kridtet tone, som et øjeblik leder tankerne hen på mineralsk chablis.

Domaine Brandis
Pris 399 kr.


Saint-Joseph, Domaine des Miquettes
Rhône, Frankrig 2018

★★★★★☆
Lækker og indtagende duft af mørke oliven, brombær, kirsebærsten, krudt og et strejf af granit, der toppes op af lidt flæskekød – min kollega Søren Frank ville sikkert bruge ordet spegepølse her. Saftig, intens og koncentreret vin med masser af elegance.

Lieu-Dit
Pris 290 kr.