Mens du sov: Trump siger, at han taler godt med Taliban og bekræfter interesse i Grønland

Ja, det handler i høj grad om USAs præsident Donald Trump i morgenens udgave af Mens du sov – bl.a. advarer Trump Kina mod at slå ned på demonstranter. Trump har drøftelser med Taliban i Afghanistan. Og Trump bekræfter strategisk interesse i Grønland.

USAs præsident Donald Trump forklarer journalister, at han har »meget gode drøftelser med Taliban« i Afghanistan. Fold sammen
Læs mere
Foto: NICHOLAS KAMM

Præsident Donald Trump siger, at USA har gode drøftelser med Taliban i Afghanistan om en fredsaftale.

Det samme gælder også i forhold til den afghanske regering, påpeger han ifølge AFP.

»Vi har meget gode drøftelser med Taliban. Vi har meget gode drøftelser med den afghanske regering,« siger han til journalister.

Der er stigende forventning om, at en aftale kan indgås med Taliban, og de amerikanske styrker i landet kan trækkes hjem.

Der har været soldater fra USA i Afghanistan siden 2001. Her blev landet invaderet, efter Osama bin Ladens al-Qaeda havde angrebet World Trade Center i New York og forsvarsministeriet i Washington. Det kostede næsten 3000 mennesker livet.

Trumps regering er stærkt opsat på at afslutte USA's krig i Afghanistan, der har kostet op mod 1000 milliarder dollar.

Der har i år været en række møder mellem repræsentanter for den amerikanske regering og Taliban. De har fundet sted i Qatars hovedstad, Doha.

Siden begyndelsen af sin præsidentperiode har Trump sagt, at hans mål er at få USA's soldater ud af Afghanistan.

Til gengæld skal Taliban forpligte sig til at give sikkerhedsgarantier, så radikale islamistiske grupper som al-Qaeda ikke igen kan få fodfæste i Afghanistan.

En selvmordsbombe lørdag mod et bryllup i hovedstaden Kabul understreger, hvor svært det bliver at sikre et fredeligt Afghanistan i fremtiden.

Bomben kostede mindst 63 bryllupsgæster livet, og op mod 200 blev såret.

Islamisk Stat i Afghanistan har taget skylden for angrebet.

Kritikere siger, at USA's ønske om en hurtig retræte kan sætte nogle af de fremskridt, der er nået siden 2001, over styr. Det gælder for eksempel demokratiske valg og pigers ret til skolegang.

De påpeger også, at USA har forhandlet med Taliban uden at involvere den afghanske regering.

/ritzau/

Trump bekræfter strategisk interesse i Grønland

USA's præsident, Donald Trump, bekræfter søndag, at han er interesseret i Grønland ud fra et »strategisk« synspunkt.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

»Det er noget, vi har talt om. Danmark ejer det principielt. Vi er allierede med Danmark, og vi beskytter Danmark, så idéen blev drøftet, og jeg synes bestemt, at det strategisk lyder spændende,« siger præsidenten.

Meldingen kommer, efter at præsidentens økonomiske rådgiver, Larry Kudlow, sagde, at Trump-administrationen var i færd med at undersøge et muligt køb af verdens største ø.

Ifølge Kudlow var præsidenten interesseret i et køb - blandt andet fordi Grønland har mange værdifulde mineraler og spiller en vigtig strategisk rolle.

Mens den amerikanske præsident søndag bekræfter, at han er interesseret i Grønland, så understreger han samtidig, at eventuelle planer om et køb »ikke ligger øverst på dagsordenen«.

»Meget kan blive gjort. I virkeligheden drejer det sig om én stor ejendomshandel. Det er hårdt for Danmark, fordi de taber 700 millioner dollar om året på Grønland,« siger præsidenten til journalister søndag.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er søndag på besøg i netop Grønland. Hun måtte under sit besøg understrege, at Grønland ikke er til salg.

»Grønland er ikke til salg. Grønland er ikke dansk. Grønland er grønlandsk. Jeg håber vedholdende, at det ikke er noget, der er alvorligt ment,« siger Mette Frederiksen om den amerikanske interesse for Grønland.

2.-3. september lægger USA-præsident Donald Trump efter planen vejen forbi Danmark, hvor han blandt andet skal tale om Arktis med Mette Frederiksen.

Under sit besøg skal han også mødes med formanden for det grønlandske selvstyre.

Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen, afviste fredag, at Grønland er eller kan komme til at være til salg.

Du kan læse mere om den diskussion her og her.

/ritzau/

5000 er evakueret under skovbrande på Gran Canaria

Lørdag brød en voldsom skovbrand ud på den spanske ferieø Gran Canaria, der også for nylig har været ramt af brande.

5000 personer er søndag blevet evakueret, oplyser myndighederne på De Kanariske Øer ifølge nyhedsbureauet AFP.

Branden brød ud lørdag formiddag og har hærget et område på mere end 500 hektar.

»Ilden er ikke under kontrol eller stabiliseret,« siger områdets regionale præsident Angel Victor Torres på et pressemøde.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Torres været i kontakt med den spanske premierminister, Pedre Sanchez, og anmodet om hjælp til slukningsarbejdet.

Ti fly, helikoptere og omkring 700 brandmænd har søndag hjulpet med slukningsarbejdet nær byen Valleseco på den nordlige del af øen.

Flammerne har haft fat i et område på omkring 1700 hektar, og 11 veje er blevet lukket. Myndighederne meddelte søndag formiddag, at mindst seks byer i området var blevet evakueret.

Øen var også ramt af skovbrande i sidste uge. Flammerne fortsatte i to døgn, og spredte sig til et område på omkring 1500 hektar, inden de blev slukket.

Den kraftige skovbrand i sidste uge brød ud i bjergene i Artenara-kommunen nær Las Palmas, og 1000 borgere blev evakueret.

Skovbrande er ikke noget usædvanligt fænomen i den sydlige del af Europa, når det er sommer og varmt.

Store områder i Spanien var i alarmberedskab søndag, da det er højrisiko for brande, har det spanske meteorologiske institut, AEMET, oplyst.

/ritzau/

Trump: Vold mod demonstranter vil skade aftale med Kina

USA's præsident, Donald Trump, advarer Kina om, at en voldshandling mod demonstranter i Hongkong vil gå ud over en eventuel handelsaftale mellem USA og Kina.

»Jeg tror, at det vil være meget svært at lave en aftale, hvis de (Kina, red.) udøver vold, altså hvis det bliver en ny 'Den Himmelske Freds Plads',« siger Trump til journalister i New Jersey ifølge nyhedsbureauet AFP.

Donald Trump henviser til 4. juni 1989, hvor massevis af demonstrerende, kinesiske studerende blev dræbt i en massakre, da den kinesiske hær åbnede ild mod demonstranterne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing.

Demonstranter har i flere måneder protesteret i Hongkongs gader. Søndag gik flere hundredtusinder gennem Hongkongs gader i en fredelig protest.

Trump fortalte videre, at han mener, at Kina er klar til at indgå en handelsaftale, men at han selv vil vente på, at der er ro i Hongkong, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Økonomisk rådgiver i Det Hvide Hus Larry Kudlow siger til det amerikanske medie Fox News, at parterne vil mødes igen inden for de næste ti dage. Det skriver Reuters.

Handelskrigen mellem verdens to største økonomier har skabt frygt for en ny global recession.

Torsdag lød det i en analyse fra Nationalbanken i Danmark, at risikoen for en recession i USA inden for de næste to år er på 60 procent.

Det afviser Kudlow dog.

»Der er ingen recession i sigte. Forbrugere er i arbejde, deres lønninger stiger, de bruger penge, og de sparer op,« siger han.

Den amerikanske centralbank sænkede i juli renten for første gang i 11 år.

I den forbindelse blev det indikeret, at yderligere rentenedsættelser kunne være på vej.

USA's økonomi voksede ellers 3,2 procent i årets første kvartal og 2,1 procent i andet kvartal. Det ligger langt over den gennemsnitlige vækst i Europa.

USA har dog oplevet et fald i fabriksproduktionen og i erhvervsinvesteringer, skriver Reuters.

/ritzau/

Iransk olietanker forlader Gibraltar trods protester fra USA

En iransk olietanker har sent søndag aften forladt havnen i Gibraltar efter at have været tilbageholdt i det britiske oversøiske territorie siden begyndelsen af juli.

Det viser data over skibstrafikken i området, skriver nyhedsbureauet Reuters.

På trods af protester fra det amerikanske justitsministerium besluttede højesteret i Gibraltar torsdag, at olieskibet skulle frigives. Dagen efter udstedte USA en arrestordre på skibet, men den valgte Gibraltar ikke at efterkomme.

De amerikanske myndigheder har sat skibet i forbindelse med Irans Revolutionsgarde, som i USA er opfattet som en terrororganisation.

Derfor har USA krævet skibet tilbageholdt og lasten, der består af mere end to millioner tønder råolie, beslaglagt.

Olietankeren blev opbragt med hjælp fra britiske marinesoldater 4. juli. Det skete efter mistanke om, at skibet var på vej med råolie til Syrien i strid med EU's sanktioner. Iran har afvist, at det er tilfældet og krævet skibet frigivet.

Søndag blev det iranske flag på olietankeren hejst, ligesom at skibet fik et nyt navn malet på skroget. Således ændrede fartøjet navn fra »Grace 1« til »Adrian Darya-1«.

Ifølge nyhedsbureauet AP viser trafikdata, at olietankeren styrer langsomt mod sydøst, hvor en række internationale farvande skiller Marokko og den sydlige spids af Den Iberiske Halvø.

Skibets destination er ikke kendt.

Spændingerne mellem USA og Iran er taget til, siden den amerikanske præsident, Donald Trump, sidste år trak USA ud af atomaftalen med Iran.

USA besluttede i den forbindelse at genindføre en række sanktioner mod Iran, som i høj grad har påvirket landets olieeksport.

/ritzau/