I dag, hvor der stort set ligger en vinbar på hvert gadehjørne, kan det være svært at forstå, at fænomenet er forholdsvist nyt i København. Terroiristen, som har eksisteret siden 2008, er således lidt af en pioner på ikke bare vinbarscenen, men også i Jægersborggade, som dengang – før Relæ og Manfreds tid – var en pushergade hårdt styret af rockere.
Terroiristen er ikke bare et caféagtigt mødested, hvor der tilfældigvis er vin i glassene i stedet for øl eller kaffe. Som navnet antyder, tager man vinen alvorligt her på adressen, der også fungerer som vinbutik for importør Stefan Jensen.
Hans firma, Winewise, er specialiseret i vine fra Italien og Østeuropa såvel som naturvine samt meget traditionelle vine. Det er således ikke her, man skal lede, hvis man er på jagt efter bordeaux eller de såkaldte supertoscanere lavet på internationale druetyper og lagret på små franske egefade.
Undergrundsforetagende
Bortset fra relativt få supplerende flasker fra andre importører, er det Terroiristens nicheprægede vine, som præger billedet, men i min verden er de bestemt så interessante, at de kan udfylde en aften.
Terroiristen er bogstavelig talt et undergrundsforetagende. Baren fordeler sig på tre små forbundne rum i hvad, der ligner en gammel cykelkælder med vinreoler på væggene. Vi fik bord med stole uden ryglæn i det første, relativt mørke og larmende rum umiddelbart ved siden af indgangen og stumtjeneren. Mildest talt ikke komfortable forhold, så vi rykkede straks ind i det bageste rum, som til gengæld var meget lyst og stille, og hvor vi blev bænket i lænestole.
Der eksisterer hverken vinliste eller glaskort på Terroristen; man er nødt til at spørge sig frem hos de to tjenere, som denne aften havde et godt indblik i, hvad der var på hylderne. Hovedreglen er, at tjenerne åbner det meste, mod at man bestiller mindst to glas, hvis der er tale om de dyrere vine.
Mild orangevin fra Slovenien
Min ledsager lagde ud med et glas udmærket knastør blanc de blanc champagne fra Fourny i Vertus Champagne (130 kroner), mens jeg varmede smagsløgene forsigtigt op med et med en blød, let og velsmagende orangevin fra Slovenien. 2019 Bela fra producenten Burja (100 kroner).
Der er flere vinbarer, som ligeså godt kunne kalde sig restauranter, men dertil hører Terroiristen ikke. Her er tale om et lille barkøkken med diverse charcuterie og oste suppleret med retter, som leveres af MadRo i Guldbergsgade og opvarmes på stedet.
Vi lagde ud med en gang gedigent charcuterie (119 kroner): Blød 24 måneders parmaskinke, salami, finocchiona – den store toscanske fennikelpølse og en udmærket andepaté sekunderet af artiskokpesto.
Orangevin er generelt god til charcuterie, fordi tanninerne i vinen skærer fint gennem det fede kød, så vi fik et glas let orangevin med fem dages maceration – udblødning af drueskaller i mosten. En 2019 Munjebel bianco fra min yndlingsproducent på Sicilien, Frank Cornelissen, baseret på de lokale druer carricante og grecanico (130 kroner). Jeg noterede mig endnu engang, at den selvlærte belgiske vinbondes vine bliver stadig mere civiliserede med tiden.
Smagen af god harpiks
Vi fortsatte med en ny og endnu mere særpræget og sjælden orangevin: Testalonga fra Dolceacqua i Ligurien lavet på vermentinodruen (125 kroner) – en herlig vin, som smagte lidt hen af harpiks på den gode måde.
På tallerken havde vi nu en glimrende version af den klassiske vitello tonnato (115 kroner), som jo ellers kan være lidt af en ørkenvandring. Her var skiverne af kalvekød dog smagfulde og ikke for tynde og toppet med god tunfiskesauce, friterede kapers og – så vidt jeg kunne smage – også ansjoser (115 kroner).
Så fulgte en gang klassiske cannelloni, pastaruller, med fyld af ricotta og spinat gratineret efter bogen med tomatsauce og mozzarella (170 kroner).
Toppen af Etna
Det var nu omsider tid til rødvin i glasset. Vi vendte tilbage til Cornelissen på Etna med hans 2018 Munjebel PA på den lokale nerello mascalese-drue fra marken Porcaria i 640 meters højde (150 kroner). En virkelig flot og elegant vin med en næsten fløjlsagtig tekstur, som ledte tankerne i retning af stor brunello og matchede pastaretten fornemt.
Hovedretten var en rustik servering af lammebov med limabønner, palmekål og bagt selleri (170 kroner). Her skiftede vi til en dejlig frisk, mineralsk og saftig ungarsk rødvin fra Peter Wetzer (110 kroner) baseret på kekfrankosdruen, der er identisk med blaufränkisch i Østrig, som rensede munden fint efter det fede kød.
Aftenen sluttede med en særlig lys og feminin, men ikke desto mindre ekstremt elegant udgave af barolodruen, nebbiolo, 2017 Stella Retica fra ARPEPE i Valtellina i Lombardiet.
Vi konkluderer, at der er hyggeligt i Terroiristens kælder, selvom stedet næppe kommer til at vinde priser for indretning og design. Køkkenet bakker fint op om de særdeles velkuraterede vine, som klart er rejsen til det Ydre Nørrebro værd.
Jægersborggade 52, kælderen, telefon: 36 90 60 40
Priser: Retter 115 kroner
