Philip Skovgaard har efterhånden opbygget en lille gruppe af italienske restauranter, som tæller Mangia, Bar la Una, Circolo og så Bevi Bevi i Oehlenschlægersgade på Vesterbro, som startede det hele for ti år siden.

Bevi var dengang ikke meget andet end et hul i muren, en rustik vinbar med lidt charcuteri og en gryde ragù på komfuret. Efterhånden har Bevi udviklet sig til en lille restaurant, som serverer en fast take it or leave it-menu på seks retter til 275 kr.

Overraskende nok kalder Bevi Bevi sig dog stadig vinbar, på trods af at stedet kun har syv forskellige vine på glasset – to hvide, to orange, to røde og et glas bobler – og man altså er tvunget til spise seks retter mad.

Det er ikke til at komme udenom, at priserne på Bevi Bevi er meget konkurrencedygtige og studentervenlige. Fredag og lørdag aften lægger den lille bar/restaurant tydeligvis rum til flere små opvarmningsfester før den store fest ude i natten. Den lørdag, vi var forbi, var der således skruet godt op for musikken, mens en særdeles velkendt popstjerne festede med drengene i forlokalet, og vi gemte os i baglokalet.

Som sagt var der ikke mange glasvine at vælge imellem og desværre heller ikke nogen hjælp at hente fra vores første tjener, som tydeligvis ikke var udstyret med en mastergrad i vin. Kortets enlige boblevin turde jeg ikke binde an med med, eftersom den var lavet på prosecco-druen glera, så jeg endte med et glas udmærket spansk orangevin, Les Alifares fra Frisach i Penedes (115 kr.), på grenache gris-druen med god dybde og karakter. Min ledsager fik en noget lettere, men dog også ganske sjov hvid beaujolais på chardonnay, 2019 Ricochet fra France Gonzalvez (95 kr.).

Meget kan man sige om Philip Skovgaard, men han har altså knækket den italienske køkkenkode – det gælder også her på Bevi Bevi. Maden er superenkel og autentisk, stramt fokuseret på råvarerne, og går i en bue udenom de mest fortærskede turistslagere. Menuen består af fire anti pasti og to primi og stopper således før hovedretten. Hvilket også er godt det samme, eftersom hovedretten stort set altid udgør et antiklimaks i det italienske køkken, og man i øvrigt er stopmæt.

Vi startede med en helt perfekt salat af den romerske specialitet puntarelle, som er en bitter mælkebøtteagtig plante. Punterellen var herligt sprød og saftig og serveret efter bogen med en vinaigrette med god ansjos.

Første runde talte også en rå skiveskåret kammusling serveret med pinjekerner og puré af rød peberfrugt. Kammuslingen var en kende undersaltet, så vi fik hidkaldt en kværn, og efter et par vrid var der fin balance i den havfriske servering.

Til næste vinrunde smagte vi lige en bundskjuler af den hvide sicilianske »Vino del Giorno«  (85 kr.), men den var trods alt for vandet, så vi endte i stedet med med en lækkert saftig orangevin, Ex Alba fra Podere Pradarolo i Emilia Romagna, som til 95 kr. gav rigtig meget for pengene.

Anden anti pasti-runde bød på dels en klassisk velturneret vitello tonnato, tynde skiver kalvekød med lækkert cremet tunsauce og gode kapers. Dels en rigelig servering af den gode cremede stracciatella fra La Treccia i Rødovre, fint toppet med bitter radicchio, men desværre også lidt for meget sød balsamico efter vores smag.

Festlighederne i forlokalet udviklede sig mere og mere. Popstjernen opførte sig nogenlunde pænt, men hans venner var, for nu at sige det lige ud, pattestive. Overtjeneren, som vi endnu ikke havde hilst på, havde tydeligvis sit at se til. Da han endelig fik gelejdet popstjernen, hans eksalterede følge og et par typer i baren, som angiveligt ville slås, ud af butikken, fik han så endelig tid til vores bord. Fra da af kunne alt pludselig lade sig gøre: Tjeneren kom nu anstigende med det meget større vinkort fra Bar La Una ved siden af, hvoraf han kunne åbne det meste.

Valget faldt på rødvinen Alea Jacta Est fra Le Coste baseret på den sjove, aromatiske drue aleatico (125 kr.), som vi nød sammen med første glimrende primo, der var en gang stegt polenta med en god, karakterfuld ragù, som er det, man normalt kalder bolognesesauce herhjemme.

Herefter en gang gnudi in umido, gnocchilignende dumplings – eller nøgenpasta, om man vil –  lavet af spinat, ricotta og mel, serveret med tomatsauce og parmesan. Det er, så vidt jeg husker, første gang, jeg har fået denne ret på dansk jord, og det smagte glimrende.

Måltidet var til ende, og vi var tilpas mætte og følte, at vi havde fået meget for pengene. Det er dog ikke til at komme udenom, at vinsiden de første to tredjedele af aftenen var et godt stykke fra at være optimal, så mere end tre stjerner kan det ikke blive til denne gang.

Bevi Bevi

Oehlenschlægersgade 53, Kbh V. tlf. 41 34 21 20

Priser fra: 6-retters menu 275 kr., vin på glas 85 kr.