Søren Frank: Hvad sker der for det ældste italienske vindistrikt?

AOK
Gastronomi

Chianti har indført nye topkategorier for at genvinde positionen som et af verdens førende vinbrands.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der har været lavet vin i Chianti, som ligger i Toscanas centrale højland mellem Firenze og Siena, i flere tusinde år, og således burde chianti være et af verdens stærkeste vinbrands. Ikke desto mindre er det sådan, at Chianti-områdets dyreste og mest ikoniske vine ikke sælges under navnet Chianti, men med den generiske appellation IGT Toscana.

Selvom flagskibe som Antinoris Tignanello, Fontodis Flaccianello og Isole e Olenas Cepparello overholder reglerne for Chianti Classico, sælges de som IGT Toscana, for der er åbenbart en grænse for, hvor meget forbrugeren er parat til at betale, når der står Chianti på etiketten.

Årsagerne til Chianti-paradokset skal findes tilbage i 1960erne og 70erne. Dels har man strakt Chianti-zonen til nærmest at dække det halve af Toscana, således at man i dag bør holde sig til Chianti Classico, hvis man ønsker at drikke den ægte vare fra den historiske Chianti-zone.

Dels plantede bønderne højtydende sangiovese, som gav tynde og stikkende vin – hvilket ikke blev bedre af, at chianti ifølge loven dengang skulle indeholde mindst ti procent hvide druer (trebbiano eller malvasia). Man har historisk set tilsat hvide druer for at blødgøre sangioveses tanniner, som godt kan blive meget kradse i Chiantis kølige højder (de fleste marker ligger mellem 200 og 700 meters højde).

Italienerne har aldrig være meget for at følge centralmagten, og oprøret kom da også i 1971, med Antinoris Tignanello. Vinen var lavet på husets ejendom af samme navn i Chianti, uden de lovpligtige hvide druer, men i stedet tilsat cabernet sauvignon og lagret på små nye franske egefade modsat de traditionelle store gamle fade, man dengang brugte i Italien.

Vinen, som indlysende nok ikke kunne kaldes chianti, blev markedsført under Italiens mest tarvelige appellation, vino da tavola. Tignanello blev næsten øjeblikkelig et stort  hit og startede sammen med lignende vine en bølge af super vino da tavola’er, også kaldet supertoscanere, som hurtigt blev langt dyrere end nogen chianti.

1970ernes og 1980ernes toscanske vinrevolte handlede i høj grad om internationalisering af den italienske vin. Efterhånden som chianti-lovgivningen blev liberaliseret, således at de hvide druer røg ud, og det blev tilladt at tilsætte sangiovese 20 % andre druer, plantede vinbønderne cabernet, merlot og syrah en masse og indførte små franske egefade, barriques, i kælderen. I dag er det tydeligt, at dette selvfølgelig var en systemfejl. Især cabernet sauvignon kan i selv små mængder dominere sangiovese betragteligt, og efter min mening skal chianti heller ikke have for meget barrique.

De franske druer i chiantivinene er således nedtonet en del i dag. Det har været et fåtal af de cirka 40 vine, jeg har smagt mig igennem i denne anledning, hvor cabernet og merlot har spillet en mærkbar rolle.

Selvom internationaliseringen af chiantien således er på retur, er situationen ikke desto mindre stadig den, at distriktets dyreste vine, også de sangiovesebaserede, sælges som IGT Toscana, modsat barolo eller for den sags skyld naboen i Toscana, Brunello di Montalcino, hvor producenterne her ikke kunne drømme om at sælge deres topvine under andre appellationer end Barolo og Brunello.

Den paradoksale situation har selvfølgelig medført mange diskussioner i producentsammenslutningen i Chianti. Således indførte man i 2014 den nye topkategori Gran Selezione, hvor druerne skal komme fra egne marker, og vinen skal lagre i et halv år længere end riserva (i alt 30 måneder) og indeholde en halv procent mere alkohol (i alt 13 %).

I princippet betyder et halv års lagring og en ekstra halv procent intet, men de fleste producenter har taget den nye kategori til sig og benyttet lejligheden til at skrue priserne op på disse vine.

Som man vil kunne se af mine bedømmelser af vinene, er det ikke altid nødvendigvis sådan, at jeg foretrækker Gran Selezione frem for den almindelige chianti. Det hænger mest sammen med, at jeg sætter pris på friskheden i vinen og ikke nødvendigvis er vild med lavere udbytter og mere fadlagring, som giver mere koncentreret og tung vin.

Set med mine øjne er vejen frem for Chianti, at man i højere grad fokuserer på de forskellige zoner i distriktet, altså kommunerne og cru’erne – ligesom man gør i Bourgogne og i Barolo. I producentforeningen blev man således i fjor enige om fremover at give 11 kommuner ret til at skrive navnet på etiketten – i første omgang gælder det kun for Gran Selezione-vinene, men på længere sigt kommer det også til at gælde for alle chianti classico’er.

Mens bukserne var nede, fik man også justeret reglerne for druesammensætningen for Gran Selezione, som fremover skal bestå af minimum 90 procent sangiovese, mens de resterende 10 procent skal være lokale røde druesorter. Således er det altså fremover slut med cabernet i de dyreste chiantier. Denne regel kommer dog kun til at gælde for Gran Selezione, formentlig fordi der findes mange højvolumen-chiantier derude, som kan få svært ved at leve uden cabernet og merlot til supplere de knap så perfekt modne sangiovesedruer.

Foto: Bjarne Sorensen i.

2019 Chianti Classico, Tenuta di Carleone (239 kroner, Distinto) ★★★★★☆

Den britiske vinmager Sean O’Callaghan arbejdede i 25 år for den glimrende Chiantiproducent Riecine, men er i dag gået i partnerskab med den østrigske familie Egger, som siden 2012 har ejet Tenuta Carleone i Radda. Det er der bestemt kommet noget godt ud af, for denne chianti, som scorer fem og en halv stjerne, er efter min mening smagningens bedste.

Vinen er baseret på 100 procent sangiovese, heraf 10 procent i hele klaser med stilke fodtrampet og macereret hele to måneder uden nogen form for tilsætninger og lagret i udelukkende gamle fade og stål. Den ekstremt frugtige og parfumerede næse formelig oser af amerena-kirsebær med et strejf af acetone, mens saftigheden og drikbaren er særdeles høj. Her har vi Chiantis fremtid!

Foto: Bjarne Sorensen i.

Monteraponi (Niche Vine)

2018 Chianti Classico (199 kroner) ★★★★★☆

2016 Chianti Classico riserva Il Campitello, Monteraponi (550 kroner) ★★★★☆☆

Michele Bragantis økomarker ligger i 450 meters højde i Radda, og vinene lagrer på en blanding af brugte barriques og større slovenske fade. Chianti Classico er herligt åben og oser lækkert af fint ren, bærret frugt med næsten burgundisk fløjl!

Riserva er straks en anden snak, den er langt tungere, mere koncentreret, mørk og  maskulin og krydret med blandt andet sveske og eucalyptus. Fire og en halv stjerne.

Foto: Bjarne Sorensen i.

2018 Le Trame IGT Toscana, Podere Le Boncie (325 kroner, Terroiristen) ★★★★★☆

Giovanna Morganti, som står bag Le Boncie på knap fem hektar, har valgt at trække sin vin ud af Chianti-appellationen, selvom vinen fint lever op til kravene. Le Trame, som er lagret på store gamle fade af slavonsk eg, er, trods det faktum at den kommer Castelnuovo Berardenga i syd, hvor vinene normalt er mørke og tunge som for eksempel Felsina, nærmest chokerende lys i glasset. Det lyse og bærret feminine går igen i næsen, hvor man finder fine ribs og tranebær. Trods den manglende appellation en arketypisk chianti.

Foto: Bjarne Sorensen i.

2018 Chianti Classico Terra di Lamole, I Fabbri (215 kroner, Terroristen) ★★★★☆☆

Vi er virkelig oppe i højderne her i Lamole, næsten 700 meter. Næsen er følgende flot og luftig med næsten burgundiske noter af kirsebær, lakrids, fløjl og underskov. Vinen har også et let pappet strejf af øl i smagen, som gør, at vi ender på fire og en halv stjerne i stedet for fem.

Foto: Bjarne Sorensen i.

2019 Chianti Classico, Montesecondo (200 kroner, Lieu-dit) ★★★★☆☆

Denne vin fra San Casciano in Val Pesa har kun set store gamle fade og cement og er således meget ren og klassisk i udtrykket. Næsen er åben, luftig og bærret, osende af kamfer, æter, te og kirsebær. Munden er saftig med medium tyngde. Fire og en halv stjerne – tæt på fem.

Foto: Bjarne Sorensen i.

Castell’in Villa (Copenhagen Wine)

2018 Chianti Classico, Castell’in Villa (165 kroner) ★★★★☆☆

2015 Chianti Classico riserva, Castell’in Villa (329 kroner) ★★★★☆☆

Bag Castell’in Villa står den selvlærte Coralia Pignatelli, en ældre dame, som holder en fin klassisk stil med 100 procent sangiovese og lang lagring på store gamle fade. Chianti Classico er meget lys i glasset og dufter af lys frugt – rabarber, ribs og jordbær i næsten burgundisk stil. Munden er frisk og let (13,5 %), men også blød. Frem med en skål pasta! Fire og en halv stjerne.

Der er stadig jordbær i 2015 riserva, men frugten er mere tørret og væsentligt mørkere og dybere med en vis sødme, men her er stadig ingen træ at spore. Fire og en halv stjerne.

Foto: Bjarne Sorensen i.

I Molino di Grace (Copenhagen Wine)

2018 Chianti Classico (125 kroner) ★★★★☆☆

2015 Chianti Classico Gran Selezione, Il Molino (250 kroner) ★★★★☆☆

Amerikaneren Frank Grace købte i 1998 en vingård i Panzano, som i dag tæller 45 økologisk dyrkede hektar. Stilen er dejligt ren og bærret, ikke mindst på den almindelige chianti, som er fint åben med præcis kirsebærfrugt, lidt chokolade, ikke for meget træ og god saftighed. Et af testens bedste køb, værd fire og en halv – næsten fem – stjerner.

Il Molino fra det varme år 2015 er en hel del mørkere og mere koncentreret med tørret sveskefrugt og noter af lakrids og eukalyptus som i gammeldags hostesaft, men også fløjl.

Foto: Bjarne Sorensen i.

2013 IGT Toscana, Pacina (234 kroner/ 195 kroner V 6 fl. Gladvin/Rosforth) ★★★★☆☆

Denne gård på 10 økologisk dyrkede hektar ligger i udkanten af Castelnuovo Berardenga. Stilen er helt klassisk med et års lagring på store gamle fade. Frugten her er mørk, dyb og veludviklet med noter af underskov, tørret frugt, chokolade, tørrede svampe og en snert af stald, for ikke at sige flodhestebur, og fløjl. Fire og en halv stjerne, tæt på fem.

Foto: Bjarne Sorensen i.

2019 Chianti Classico, Isole e Olena (199 kroner v. 6 fl., Philipson Wine) ★★★★☆☆

Relativt lyst og luftigt udtryk med bærret jordbær- og kirsebærfrugt suppleret med lakrids – umiddelbart ikke noget træ at spore. Munden er frisk, sødmefuld og saftig. Fire og en halv stjerne, tæt på fem.

Foto: Bjarne Sorensen i.

Castello Fonterutoli/Mazzei (Victoria Vine)

2019 Chianti Classico (149 kroner) ★★★★☆☆

2018 Chianti Classico Gran Selezione, Castello Fonterutoli (349 kroner) ★★★★☆☆

Markiserne Mazzei har lavet vin på Fonterutoli-godset i Castellina siden 1435, ikke desto mindre er stilen moderne og international. Ikke mindst den almindelige chianti, som er violet i glasset, frugtig og barrique-præget og, selv om den er tilsat merlot, med sine ristede, kødagtige noter giver mig associationer i retning af syrah.

Castello Fonterutoli, som i dag udelukkende er lavet på italienske druesorter, er faktisk mere klassisk i udtrykket, med klare sangiovese-noter i retning af bitre kirsebær og – sten, inklusive chokolade og let tørret frugt. Fire og en halv stjerne.

Foto: Bjarne Sorensen i.

Bibbiano (Adriat Vinimport)

2019 Chianti Classico (129 kroner) ★★★★☆☆

2018 Chianti Classico Gran Selezione Vigne di Monternello (295 kroner) ★★★★☆☆

Min yndlingsønolog i Toscana, nu afdøde Guido Gambelli, arbejdede her hos Bibbiano i Castellina i næsten 70 år, hvilket jeg stadig bilder mig ind at kunne smage på husets almindelige chianti, som i min verden er intet mindre end lærebogsmateriale: Lys og let med fint ren frugt (bitre kirsebær og ribs) og dejligt frisk og mundrensende uden mærkbart træ. Perfekt til en god gang pasta. Fire og en halv stjerne.

Monternello er anderledes mørk og noget mere tung (15 %) og tørret i frugten med noter af blandt andet sveske og solbær. Fire og en halv stjerne.

Foto: Bjarne Sorensen i.

2018 Chianti Classico, Pagliarese (165 kroner, 145 kroner v 6 fl., Jysk Vin) ★★★★☆☆

Denne klassiske ejendom i Castelnuovo er i dag ejet og drevet af Felsina, men stilen er noget mere klassisk og luftig end Felsinas. Næsen er fint åbent med relativt mørk frugt uden fadpræg, men inklusive engelsk lakrids. Dejligt med beherskede 13 %. Fire og en halv stjerne.

Foto: Bjarne Sorensen i.

2019 Chianti Classico, L’Erta di Radda (179 kroner, Distinto) ★★★★☆☆

Arketypisk lys chianti/sangiovese. Fin, bærret næse med jordbær, kirsebær og tranebær suppleret med lidt chokolade. Let og saftig i munden med høj drikbarhed (13,5 %). Fire og en halv stjerne.

Foto: Bjarne Sorensen i.

Fontodi (Otto Suenson)

2019 Chianti Classico (289 kroner) ★★★★☆☆

2018 Chianti Classico Gran Selezione Vigna del Sorbo (625 kroner) ★★★★☆☆

Giovanni Manetti har været blandt pionererne på den moderne chianti og på økologi. I dag er cabernet sauvignonen dog udfaset på disse to chiantier, som dog begge stadig er lagret på barriques i henholdsvis 18 og 24 måneder og er meget mørke i stilen.

Den almindelige chianti er nærmest violet i glasset med ganske saftig kirsebærfrugt med lakrids og fadnoter. Værd fire og en halv stjerne. Vigna del Sorbo er en tand mørkere og mere tæt og koncentreret med tørret sveske, chokolade og lakrids og meget drøj og tannisk finish.

Foto: Bjarne Sorensen i.

Castello di Monsanto (Bichel Vine)

2018 Chianti Classico riserva (260 kroner/ 175 kroner v 6 fl.) ★★★★☆☆

2017 Chianti Classico Gran Selezione, Il Poggio (525 kroner/ 400 kroner v 3 fl.) ★★★★☆☆

Monsanto bruger hverken franske druer eller barriques til deres chiantier, og udtrykket er meget traditionelt, med en frugt, som snarere går i retning af ribs og solbær end kirsebær. Faktisk er noterne af solbærblade så udtalte, at jeg får sauvignon-agtige associationer i retning af svedig armhule.

Jeg foretrækker 2018 riserva frem for den højt besungne Il Poggio, eftersom førstnævnte er meget bærret og saftig og således scorer fire og en halv stjerne, tæt på fem. Il Poggio har et brunligt skær i glasset og er let blommet i frugten med noter af læder og jord.

Foto: Bjarne Sorensen i.

Felsina (Kjær & Sommerfeldt)

2019 Chianti Classico (169 kroner) ★★★★☆☆

2017 Chianti Classico riserva Rancia (329 kroner) ★★★☆☆☆

2017 Chianti Classico Gran Selezione »Colonia« (649 kroner) ★★★★☆☆

2013 Chianti Classico riserva Rancia (519 kroner) ★★★★☆☆

Felsina holder til i Castelnuovo Berardenga i det sydlige Chianti, hvor stilen generelt er til den kraftfulde, lidt tungere side. Det gælder også hos Felsina, hvis vine har en del fadpræg. Den almindelige chianti forekommer endnu meget ung og frugtig og en smule skarp.

2017 Rancia er tørret i frugten og seriøst træet med noter af høvlspåner, fernis og dild i næsen som old school rioja og tørrer således også meget ud i munden, fordi egetræ indeholder en masse tannin. Tre og en halv stjerne.

Den kraft- og magtfulde Colonia byder ligeledes på tørret frugt, chokolade og karry, men forekommer en anelse mindre træet end Rancia, selvom den stadig rasper munden op med tannin.

I 2013 Rancia er træet dampet noget af. Her meget klart udviklede noter af tobak, underskov, mødding, råd og fordærv, som blander sig med chokolade og tørret frugt. Fire og en halv stjerne.

Foto: Bjarne Sorensen i.

Castello di Ama (Sueson)

2018 Chianti Classico riserva, Montebuoni (319 kroner) ★★★★☆☆

2017 Chianti Classico Gran Selezione, San Lorenzo (449 kroner) ★★★☆☆☆

Castello di Amas marker befinder sig i op til 500 meters højde i Gaiole. Ikke desto mindre er producenten kendt for mørke, koncentrerede barriquelagrede vine tilsat en vis portion merlot. Set i den kontekst er riserva Montebuoni 2018 til den lyse side med kirsebær og behersket fadpræg og relativt frisk frugt. Fire og en halv stjerne.

San Lorenzo, som er en selektion fra de bedste marker, høstet ved lave udbytter, er til gengæld lidt af et monster: Nærmest sort i glasset og meget tæt og varm i frugten med eukalyptusnoter, som man kender det fra australsk vin. Ikke så lidt af en ekstraheret tanninbombe at få ind i munden.

Foto: Bjarne Sorensen i.

2015 Chianti Classico Riserva, Borgo la Stella (136 kroner v 6 fl., Kobaj.dk) ★★★★☆☆

Denne vin fra Radda, som, så vidt jeg kan læse, er verificeret hos Mazzei i Castellina, er laget et år i 500 liters tonneaux. Vinen er fuldt udviklet med en flot åben, relativt klassisk næse, inklusive tørret frugt og jord i eftersmagen. Ganske pæn og drikbar til prisen uden at være stor.

Foto: Bjarne Sorensen i.

Antinori (H.J. Hansen/ Vinspecialisten)

2019 Chianti Classico Peppoli (169 kroner) ★★★☆☆☆

2018 Chianti Classico Riserva Villa Antinori (209 kroner) ★★★★☆☆

2018 Chianti Classico Gran Selezione Badia a Passignano (369 kroner) ***

Antinomierne har lavet vin i mere end 600 år og er med en produktion på mange millioner flasker årligt Toscanas største producent. Stilen er meget international og modernistisk. Jeg har faktisk svært ved at genkende Peppoli, som da også indeholder 10 procent merlot og syrah som chianti, med syrah-agtige noter af kærnemælk og ung, nærmest syntetisk frugt. Så kan jeg langt bedre lide Villa Antinori på trods af, at den indeholder 10 procent cabernet, som giver noter af lakrids og chokolade og en del træ. Munden er saftig og moderne.

Jeg husker, der var engang, hvor jeg satte pris på Badia a Passignano, men i den foreliggende årgang 2018 er det simpelthen for meget af det gode med 15 procent alkohol, tons af træ og en mørk og voldsomt varm frugt, der giver associationer i retning af Primitivo og portvin!

Foto: Bjarne Sorensen i.

Rocca di Montegrossi (Domaine Brandis)

2019 Chianti Classico (169 kroner) ★★★☆☆☆

2016 Chianti Classico Gran Selezione San Marcellino (399 kroner) ★★★☆☆☆

Her befinder vi os i Gaiole-kommunen, og i dette tilfælde er frugten monstersort som i portvin eller Primitivo, og der spares ikke på egetræet i nogen af de to vine. San Marcellino, som scorer tre og en halv stjerne, er tæt og svesket som en amarone med fernis og høvlspåner i næsen, som dog fordufter en anelse, når vinen får luft.

Foto: Bjarne Sorensen i.

2018 Chianti Classico Riserva, Castello di Volpaia (229 kroner v 3 fl., Jysk Vin) ★★★★☆☆

Lavet på 100 procent sangiovese, men ikke desto mindre meget mørk i glasset. Her er solbær, blåbær og tørret sveskefrugt. Udmærket saftighed og en del tannin. 14,5 %

Foto: Bjarne Sorensen i.

2019 Chianti Classico, Castello dei Rampolla (150 kroner v 6 fl., Philipson Wine) ★★★☆☆☆

Biodynamiske Rampollas stil er relativt international med brug af cabernet og merlot og lagring på barriques. Denne basischianti er mørk i glasset med et let blåligt skær. Frugten er varm, moden og portagtig med solbær, blåbær og labre larver (chokoladeglaseret lakrids). I munden på én gang saftig og raspende. Tre og en halv stjerne.

Foto: Bjarne Sorensen i.

2019 Chianti Classico, Castellare (199 kroner, Distinto) ★★★☆☆☆

Denne vin fra Castellina er mørk, blommet  og småtung i frugten med et strejf af lakrisal. Tre og en halv stjerne.