Søren Frank giver 1 stjerne: Maden er en forbrydelse på denne kendte frokostklassiker

AOK
Gastronomi
Anmeldelse

Stemningen er god på Hansens Gamle Familiehave, men maden er én lang kavalkade af de tarveligste råvarer og præfabrikata, byen har at tilbyde.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Familiehaverne på Frederiksberg er lidt af en institution med kolonihaveagtig stemning, inklusive ternede duge, Dannebrog og hvide lammeskyer på himlen. Vi valgte at besøge den ældste af dem, Hansens Gamle Familiehave fra 1850, som med sin overdækkede gårdhave minder en del om Grøften i Tivoli. Alt er gammelt her, også publikummet – for en gangs skyld trak vi aldersgennemsnittet i lokalet ned – og tjenerne, som hverken har hipsterskæg eller går med læderforklæder eller tophuer.

Her er vi på det gamle traktørsted Hansens Gamle Familiehave på Frederiksberg, som Berlingskes vin- og madanmelder anmeldte til én stjerne. Nu har Fødevaretilsynet været på besøg hos naboen, som modtager en sur smiley og en bøde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Frisk stenbiderrogn i august?

Vores modne tjener var således ikke ligefrem typen, der masserer gæsten i nakken, mens han præsenterer menuen. Den travle opvarter var kontant og kortfattet. På spørgsmålet om, hvilke øl huset havde at byde på, svarede han prompte »Almindelig, classic, rød og guld«, hvilket ikke er specielt dækkende nu, hvor landets mere end 100 bryggerier hvert år sender tusindvis af forskellige bryg på gaden.

Da jeg undrede mig over, at dagens tavlekort her i august under overskriften »Guf« udtrykkeligt bød på frisk stenbiderrogn, som ellers sjældent er til at få efter maj, og tillod mig at spørge, hvor stenbideren var fra, kiggede han forundret på mig og svarede:

»Den er sgu heller ikke fanget her på Frederiksberg, du, den kommer oppe fra Sjællands Odde.«

Han var tydeligvis ikke vant til gæster, som spørger til råvarernes oprindelse, hvilket man jo heller ikke gjorde på byens restauranter i 1970erne og 80erne, hvor det meste kom fra dåse, spand eller frysepose.

Hverken hønsesalat eller rejemad smagte af noget på Hansens Gamle Familiehave Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Sur sild

Vi krydsede vores ønsker af på den klassiske smørrebrødsseddel, hvor man selv kunne vælge mellem rugbrød og franskbrød og smør eller fedt. Og så satte vi os ellers til at vente – i lidt for lang tid i frokostsammenhæng, hvor man jo sjældent har hele dagen til rådighed. Til gengæld kom samtlige stykker på én gang, hvilket var svært at håndtere, ikke mindst pladsmæssigt.

Vi startede med spegesilden. Hvis en sild skal være værd at sætte tænderne i, bør den være gammeldags tøndemodnet i salt i mindst tre måneder. Dette lignede dog grangiveligt den industrielle lynmodnede variant, som får et kort syrebad, der sprænger fibrene i fisken, så den bliver mør og samtidig så syrlig, at der må kompenseres med store mængder sukker i lagen.

Vi tog en enkelt bid af den afblegede, pivsøde sild, der var kedelig i konsistensen, og som alle de andre stykker var ledsaget af husets standardpynt bestående af salatblad, knapt moden industritomat (og så her i august, hvor tomaterne normalt er bedst!) og agurk, og så havde vi fået nok.

Rugbrødet ankom færdigsmurt, men ikke nysmurt, for det var så koldt, næsten frossent, at det var vanskeligt at fjerne tandsmørret, som i øvrigt var så blegt og smagsløst, at det kunne have været et smørret hybridprodukt – det var i hvert fald ikke gammeldags kærnet.

Fiskefileten smagte underligt af kage, og den hjemmerørte remoulade var sød og uafbalanceret i smagen.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Remoulade fra Helvede

Desværre var fiskefileten ikke et hak bedre. Den panerede og formentlig friterede fladfisk var sej og træt i konsistensen og smagte både ramt (måske havde man ikke fjernet det fede, hvide bugskind?) og underligt kageagtigt (var det frituren eller paneringen?). Ifølge kortet var remouladen hjemmelavet (jeg gætter på mayo fra spand, smagt til af kokken), men her synes jeg undtagelsesvis, at kokken med fordel kunne have sparet sig besværet, for den hvinende søde remo var helt ude af balance og fik ulykkeligvis kun fisken til at smage endnu værre.

De vandige rejer havde absolut ingen smag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Monokrom rejemad uden smag

Rejemaden var tæt på at være monokromt hvid. Formbrødet var hvidt, smørret var hvidt, den modbydelige, fade mayonnaise var hvid, og de små rejer var hvide. Det bedste, man kan sige om rejerne, er, at de i det mindste ikke smagte dårligt, for de smagte nemlig af absolut ingenting og var i øvrigt så vandede, at der løb en hel skefuld af, da jeg trykkede på et par af dem.

Tjeneren så på mig, som om jeg var debil, da jeg spurgte, hvad hønsesalaten indeholdt, og svarede så: »Hønsekød, mayonnaise, asparges og champignon«, tydeligvis træt af mine evindelige spørgsmål.

Meningerne er delte om, hvorvidt der skal rug- eller franskbrød under hønsesalat. Efter at have set husets hvide formbrød, valgte min ledsager dog rugbrødet. Men det skulle vise sig at være en uklog disposition, eftersom rugbrødet, som man efter sigende får fra »det store bageri inde ved Hovedbanen«, var det eneste element med bare en anelse karakter og således totalt overdøvede den smagsløse hønsesalat, som var domineret af husets gustne mayo og vandede dåseasparges. Jeg tror aldrig, jeg har fået en hønsesalat, som smagte af så lidt.

Alle gode gange tre: Røget sild med røgede kartofler og røget mayonnaise. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Et ubehageligt kig tilbage til 1970erne

Vi rundede frokosten af med kortets eneste innovative stykke, kaldet »Sol over Hansens«. Der var tale om en ikke videre ophidsende røget sild garneret med røgmayo og røgede kartofler. På papiret tre gange røg, men det var nu langt fra sådan, at dampen stod os ud af munden, for hverken de kedelige kartofler eller mayoen  – der var, så vidt jeg kunne se, tale om den samme fade spandmayo, som vi havde måttet trækkes med hele dagen – smagte af ret meget.

Det bedste, man kan sige om Hansens Familiehave, er utvivlsomt, at stemningen er god, og at selve stedet er en unik tidslomme. Men som bekendt er det langtfra alt, der var bedre i de gode, gamle dage og da slet slet ikke smørrebrødet. Det, vi oplevede, var et ubehageligt kig tilbage til niveauet på mange af byens frokostrestauranter i 70erne og 80erne, før Adam Aamann og co. i 2007 satte ild under smørrebrødsrevolutionen.

Én lang kavalkade af de tarveligste råvarer og præfabrikata, byen har at tilbyde. Faktisk så sløje, at det er svært at forestille sige en ringere smørrebrødsfrokost noget sted, inklusive landets kantiner. Vi er med andre ord helt nede at skrabe bunden, helt dernede, hvor det giver mening at tale om gastronomisk forbrydelse. Når man driver et unikt sted med en arv som Hansens Familiehave, følger der et ansvar for at servere god mad med, og det ansvar lever den nuværende restauratør ikke op til.

   

Frokostanmeldelse: Hansens Gamle Familiehave Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Hansens Gamle Familiehave

Pile Allé 10-12, Frederiksberg tlf. 36 30 92 57

Priser fra: Smørrebrød: 72 kroner. Lille fadøl: 35 kroner

LÆS MERE