Søren Frank: Blodet flyder bogstaveligt talt i det kriseramte Bordeaux, men for os forbrugere er det en fest

En historisk krise raser i Bordeaux, og den har medført flere selvmord blandt vinbønderne. Både billige og eksklusive vine fra det engang så prestigiøse vinområde har det svært, og vinlagrene i Bordeaux bugner. En dansk vinhandler »har aldrig set noget lignende.« 

Bordeaux oplever den værste krise i mange år.  Georges Gobet/AFP/Ritzau Scanpix

I maj tog den 59-årige vinbonde Christophe Blanc sit eget liv. Ifølge Le Figaro foregik det i bondens egne vinmarker i Castillon i Bordeaux. Vinmarker, som han grundet den dybe afsætningskrise i Bordeaux havde besluttet at braklægge to tredjedele af mod efterfølgende kompensation fra staten.

Problemet var, paradoksalt nok, at banken ikke ville låne den hårdt trængte bonde penge til at omlægge markerne, på trods af, at hans ansøgning var godkendt af staten.