Tirsdag aften blev det annonceret, at verdens bedste restaurant hedder Noma.
Der er tale om World's 50 Best Restaurants-listen, som anses for at være en af de to mest prestigefyldte gastronomiske udmærkelser i verden. Den anden er Michelin-stjernerne, som Noma netop har opnået tre af.
Selvom køkkenchef og medejer af Noma René Redzepi og flere andre fra Noma var til stede i Antwerpen i Belgien til offentliggørelsen af listen, havde Noma åbent hjemme i København. Personalet så med på en lille computer, og jubelbrølet over sejren var til at tage at føle på. Det kan man se i et opslag på Twitter, som Noma har lagt op.
Personalet og gæster samledes i jubelbrøl, -klap og -hujen, som du kan se i videoen herunder.
Det er femte gang, Noma bliver kåret som verdens bedste restaurant. De forrige fire gange var dog da Noma lå på sin tidligere adresse. Siden har Noma også fået et lidt anderledes koncept og en anden ejerkreds. Ændringerne var også årsag til, Noma kunne vinde igen, for fra i år er det ikke muligt for tidligere vindere at komme på listen igen.
Men Noma var altså alligevel med i afstemningen, som de omtrent 1.000 hemmelige jurymedlemmer afgiver stemmer til.
Sejren skyldes ifølge William Drew, Director of Content for The World’s 50 Best Restaurants, at Noma er en af de mest indflydelsesrige restauranter lige nu.
»Noma sætter nye standarder i forhold til forskning og råvareudvikling, præsentation og iscenesættelse af oplevelsen på tallerkenen. Den er blevet en af de mest efterspurgte spisedestinationer fra hele verden, og vi er glade for at kunne annoncere den som dette års nummer et. Det er fantastisk at se otte nye restauranter debutere, såvel som to tilbage på listen, efter en af de mest udfordrende perioder for branchen nogensinde. Det har været en ære at være vidne til den dedikation og fællesskabsfølelse fra så mange af restauranterne på The World’s 50 Best Restaurants listen og flere til,« udtaler William Drew i en pressemeddelelse.
Geranium, som ligger i Parken på Østerbro, blev kåret til verdens næstbedste restaurant. For nylig vandt Ronni Vexøe Mortensen, der er kok på Geranium, sølv ved det uofficielle verdensmesterskab for kokke, Bocuse d'Or, som køkkenchefen på Geranium, Rasmus Kofoed, tidligere har vundet guld, sølv og bronze i.
Berlingskes mad- og vinredaktør Søren Frank var til stede ved World's 50 Best Restaurants-kåringen i Antwerpen. Du kan læses hans interview med Rasmus Kofoed og René Redzepi her.