Michelle Nielsen, restaurantchef på Madklubben Grill:

»Der har været sådan en underlig tomhed i hele gaden. Den har man aldrig rigtig lagt mærke til før.

Vi har en stamgæst, som kommer hernede tre til fire gange om måneden med sin søn. Jeg behøver ikke spørge dem, hvad de skal have at spise.

Før den anden nedlukning fortalte hun mig, at det var virkelig mærkeligt, at vi ikke var her, for hun føler, at det er hendes andet hjem. Det rørte mig, for det er jo enormt glædeligt at få at vide. Men jeg blev så skuffet, da vi fik at vide, at vi skulle lukke ned én gang til.

Det har været svært ikke at kunne give gæsterne det, vi gerne vil. Vi kan ikke give dem den samme oplevelse med takeaway, som vi kan i restauranten. Det har bare været »velbekomme« og »god weekend« og så ud ad døren med gæsterne. Jeg har savnet nærværet og samtalerne. I stedet har jeg bare haft den her lidt tomme følelse.

Som menneske er det ikke sådan, jeg fungerer. Jeg kan godt lide alt det sociale ved det her arbejde. At byde gæsterne velkommen og give dem en god oplevelse. Det bedste er, når de går ud af døren og siger, at de har haft en rigtig god aften.

Jeg er ikke særlig god til at sidde stille. De første par uger med nedlukning føltes det lidt som ferie, men det klingede hurtigt af. For mig er det ikke optimalt at være hjemme, for jeg elsker virkelig mit arbejde.

Det har også været underligt ikke at se mine kollegaer hver dag. Ikke at have den samme fortrolighed og tæthed. Normalt er jeg meget udadvendt. Jeg bliver ladet op af at være sammen med andre og af, at der er en glad summen i restauranten. Det kan jeg mærke, jeg har manglet. Rigtig meget.

Vi har aldrig nogensinde oplevet det her før. En nedlukning af et helt land. Det har været frustrerende, at vi ikke har kunnet give vores folk deres arbejdstimer eller klare svar på, hvordan vi kommer igennem det her – og om vi kommer igennem. Det tror jeg også, de andre restaurantchefer på Madklubbens restauranter har tænkt. Der er noget i vejen, som ingen af os kan gøre noget ved.

Selvfølgelig har vi mistet omsætning. Men vi har også været heldige med at blive sendt hjem på lønkompensation, hvilket er meget anderledes fra, hvordan mange andre gør det. Der er mange i restaurationsbranchen, der er blevet fyret, og mange, der er gået konkurs. Jeg er stolt over, at Madklubben har valgt at gøre det ordentligt over for både ledere og medarbejdere. Så vidt jeg ved, har vi ikke måttet sige farvel til nogen.

»Vi har ikke kunnet give vores medarbejdere de svar, de har brug for. Det har været frustrerende.«
»Vi har ikke kunnet give vores medarbejdere de svar, de har brug for. Det har været frustrerende.« Tobias Kobborg

Jeg blev ret overrasket over, at vi fik lov at åbne igen. Måske havde jeg tænkt, at genåbningen ville blive fremrykket på grund af det faldende smittetryk, men ikke at det ville gå så stærkt.

Der har været pres på for at blive klar, men jeg kan mærke mine kollegaers entusiasme. Der er ingen sure miner, ikke nogen, der ikke vil på arbejde i weekenden. De er bare glade for at være her og vil gerne være sammen, selvom det bare er i en arbejdssammenhæng. Som chef er det dejligt, at de så gerne vil det.

Jeg er selv meget glad. Det er det her, jeg brænder for. Det her, der er mit liv.«