Teaterlederen venter stadig: »Det seneste år har jeg godt nok ønsket, at jeg havde en spåkugle eller en direkte telefonlinje til Borgen«

København er så småt ved at vågne fra, hvad der føles som verdens længste vinterhi. Her er historien om coronaåret, og hvordan det egentlig går i byen, fortalt gennem fem af Berlingskes nærmeste naboer. Stadig i uvished står Zangenbergs Teater. Det var på vej ind i en travl og spændende tid. Så gjorde coronavirussen det hele lidt for spændende.

 
Berlingske mødte teaterleder Thea Kulavig på Zangenbergs Teater til en snak om, hvordan det står til for forretningen, gaden og København. Foto: Tobias Kobborg. Produktion: August Bang. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Thea Kulavig, teaterleder Zangenbergs Teater:

»Bare spørgsmålet »hvordan går det?« er blevet enormt komplekst at svare på.

Solen skinner, og det er meget dejligt, at der er mennesker i gaden, for det har føltes lidt som en zombiefilm at gå ned ad Strøget.

Det er dejligt, at børnene er tilbage i skole. Det er skønt, at butikkerne er åbne. Det er virkelig mærkeligt, at teatrene ikke er det.

I Bilka har du måttet stå og slikke på indkøbsvognene under hele pandemien. Jeg vil vove at påstå, at vi kan passe mindst lige så godt på vores publikum, som de kan i et storcenter. Det begynder at blive absurd.

Jeg savner publikum. Jeg savner det helt vildt meget. At sidde inde i salen og blive spyttet lidt i nakken, fordi dem bagved griner.

Teater handler om at vise frem. Hvis der ikke er noget publikum, er der ikke noget teater.

Det seneste år har jeg godt nok ønsket, at jeg havde en spåkugle eller en direkte telefonlinje til Borgen. Genåbningen af de danske teatre flyder lidt rundt i det uvisse lige nu. Det, vi ved, er, at vi må åbne 6. maj. Men vi venter stadig på at få at vide hvor mange, vi må lukke ind, hvor mange billetter, vi må sætte til salg, og hvilke retningslinjer, vi skal følge.

Når man arbejder med teater, planlægger man gerne to år ud i fremtiden. Når vi er et produktionshold, så er vi 17 mennesker, hvis kalendere skal gå op – så det er en stor udfordring.

Siden 2016 har vi på Zangenbergs Teater knoklet for at vende økonomien og det kunstneriske virke. Vi har fået en målgruppe, som er fra 9 år og opefter. Det, vi kalder tweens og teens. Denne sæson skulle have været den travleste nogensinde. Vi skulle have tre teaterproduktioner og rejse hele Danmark rundt med dem. Der er blevet løbet så enormt hurtigt for at nå en masse mål.

Det var en spændende tid, vi stod i. Så ramte coronavirussen og gjorde det hele lidt mere spændende og lidt mere kompliceret.

Zangenbergs Teater har eksisteret i 14 år. Thea Kulavig kom til i 2014, hvor teateret ændrede målgruppe fra de små børn til dem over ni: »Måden, vi arbejder på, er at vi inviterer vores målgruppe helt ind i maskinrummet, når vi lavet forestillinger herinde.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Vi ville så gerne kunne have en forestilling på plakaten  6. maj. Men Zangenbergs er ikke driftet økonomisk af hverken staten eller Københavns Kommune. Og kompensationerne fungerer på den måde, at du hele tiden selv skal lægge ud med penge, du ikke har.

Vi løber rundt, lidt ligesom den lokale pizzamand. De penge, vi har, får vi fra de billetter, vi sælger. Vi skulle have haft en premiere 5. marts, som vi har brugt penge på at producere.

Den er pakket fint ned i en papkasse. Vi står lige nu og har mistet omkring 260.000 kroner på denne ene forestilling. Derfor kan vi simpelthen ikke lave en forestilling igen lige nu. Desværre.

Derfor bruger vi tiden på at få det bedste ud af det. Lige nu arbejdes der på at komme ud og spille på en masse græsplæner. Den kommende sommer bliver mere omrejsende cirkus, end det bliver teaterdrift i Indre By.

Jeg glæder mig til at stå helt klinet op ad døren til teatersalen. Høre publikum grine, råbe, huje og snorke, eller hvad fanden de gør.

Måske er det det, vi alle sammen savner: mennesker. Og vores målgruppe sidder stadig i stor grad for sig selv derhjemme. Når vi ved, hvad den medicin, der hedder teater,  kan give børn og unge – så synes jeg, at det er endnu mere vanvittigt, at vi ikke har fået lov til at åbne endnu.«