Hvis jeg skulle udpege verdens bedste mad/vin-match, ville chablis og fjordrejer utvivlsomt være med i opløbet. I min mund og næse smager og dufter chablis simpelthen af rejeskaller. For mig kommer det ikke som den store overraskelse, for når man står på Chablis’ bedste marker kan man se med det blotte øje, at jordbunden, som er tudsegammel havbund, er fyldt med fossiler af bittesmå skaldyr, der umiddelbart ligner små muslingskaller.
Jeg ved godt, at videnskaben siger, at man ikke kan smage kalk i vinen, selvom vinen har vokset på en kalket jord, men ikke desto mindre er det sådan, jeg har det med chablis. Den smager mineralsk og kalket, altid med en god portion citrus, som i kombination med god frisk syre gør den perfekt til ikke bare rejer, men de fleste skaldyr og fisk. Bestil en flaske chablis til dit skaldyrsplateau, og du vil med garanti ikke blive skuffet!