Kaffebarer i Canada ændrer navn på kaffe i protest mod USA

En tendens breder sig i Canada, efter Donald Trumps toldkrig og hentydninger til at indlemme Canada i USA er begyndt. Nu bestiller man ikke længere en kop amerikansk kaffe. 

Da Frankrig ikke ville være med til at invadere Irak for at finde masseødelæggelsesvåben – som dog i sidste ende viste sig ikke at være der – begyndte en række amerikanske restauranter at omdøbe french fries, altså pommes frites, til freedom fries

Og nu får amerikanerne lov til at smage deres egen medicin. 

For flere canadiske cafeer er nu holdt op med at sælge kaffetypen americano, som er en espresso fortyndet med vand. 

I stedet hedder den nu flere steder i Canada en »canadiano«, skriver Forbes.

Årsagen skal findes i den igangværende toldkrig, som Donald Trump har indledt, ligesom han har talt om, at Canada skal være USAs 51. delstat. 

Ifølge Forbes begyndte trenden hos Kicking Horse Coffee, der ligger i British Columbia i den vestlige del af Canada. 

For egentlig gjorde cafeen det allerede uofficielt gennem 16 år, men nu gør cafeen altså navneskiftet officielt. 

»Vi serverer stolt canadianos«, skrev de på et skilt og postede det på Instagram.

Og en række cafeer er fulgt efter – nogle i sjov, mens andre mener det mere alvorligt. 

Hvor kommer americano fra?

Den såkaldte caffé americano siges at være blevet skabt under Anden Verdenskrig i Italien.

Historien lyder, at de amerikanske soldater ikke brød sig om italienernes stærke espresso og ønskede sig nogle større kopper kaffe, der mindede om hjemlandets filterkaffe. 

Så de driftige italienere begyndte at fortynde espressoen med en masse kogende vand, så det smagte tættere på det, som de amerikanske G.I.s var vant til. 

Men den historie er angiveligt apokryf, og i virkeligheden skal udtrykket være opstået i Centralamerika i 1950erne, hvor det blev brugt nedsættende om en tynd kop kaffe. 

White Ukrainian

At kalde mad noget andet som reaktion på kriser er ikke kun forbeholdt amerikanerne og canadierne. 

Herhjemme skulle restaurant Laika ved Planetarium på Gammel Kongevej have åbnet i marts 2022. Laika var en sovjetisk hund og det første dyr, der var i kredsløb om jorden.

Men efter Ruslands invasion af Ukraine valgte man at ændre navnet på restauranten til Gemini, som var et amerikansk rumprojekt i 1960erne. 

Også efter Ruslands invasion af Ukraine begyndte nogle barer i både Danmark og i andre lande at skifte navnet på cocktailene White Russian og Moscow Mule til henholdsvis White Ukrainian og Kyiv Mule.

Og ideen om en boykot af amerikanske varer er også begyndt at brede sig i Danmark, ligesom man også så det under Vietnam-krigen. 

Spørgsmålet er, om vi i Danmark også skal til at bestille caffé danese.