Ja tak, jeg vil gerne med på »Viggo« og ha' »Dumme Peter«!

Madanmeldelse: Café Victor er nok et af landets mest berømte etablissementer, både på godt og ondt. Stedets køkken har gennem tiden kæmpet med at holde et niveau, der var stamgæsternes forventninger værdigt. Men noget tyder på, at det er ved at ændre sig.

 
Se video fra Café Victor her. Video: Emilie Lærke Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Skal I med på Viggo og ha' Dumme Peter?«

Spørgsmålet kom fra en af de overfriske finansdrenge. De ville videre fra den private middag. De ville i byen. »Viggo« var kælenavnet for Café Victor, og »Dumme Peter« var slang for den eksklusive champagne Dom Perignon.

Sætningen er så formidabel irriterende, at den har brændt sig fast i min erindring, men det er også en sætning, der på flere niveauer indkapsler, hvilken sjælden størrelse Café Victor udgør i den kollektive københavnske bevidsthed.

Serie af litografier af Poul Isbak på Café Victor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilie Lærke.

»Viggo« er så meget mere end et spisested. Siden det åbnede i 1981, har det udgjort et safe space for en unik gruppering af 80er-yuppier, som nu er flyttet ud til Rungsted og Klampenborg, men stadig kommer forbi i weekenden, for vilde kunstnere, som i dag er blevet etablerede, og folk fra Københavns bedre kvarterer, der stadig sætter pris på stedets særegne miks af pariserbrasseri, præmillennium eksklusivitet, service og nordsjællandsk borgerskab.

Østers, fruits de mer og »Dumme Peter« kan du efterhånden få på Rentemestervej, men da Victor åbnede, var det noget, som måske fem steder i byen kunne diske op med – og på »Viggo« kunne du høvle det ned blandt ligesindede, mens du sad ud til Ny Østergade med dit guld-Rolex, mens socialdemokraterne og munkemarxisterne forargede gik forbi.

Café Victor er et af i gå steder i landet, der fanger den særlige parisiske brasseristemning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilie Lærke.

Selvom om solen skinnede, da vi var forbi, valgte vi at gå indenfor, for der er en særlig æstetik og stemning på Victor, noget uforanderligt, et eklektisk mix af moveable feast, udknaldet 80er kunst, 90ernes lethed og 10ernes revitaliserede jagt på luksus. Victor har lidt af det hele. Køkkenet har dog ofte haltet, men for nylig hørte jeg rygter om, at køkkenet var blevet skarpere, så nu skulle det prøves.

Menukortet tilbyder både klassiske brasseriretter – der mestendels går igen på aftenkortet – samt de bedste numre fra den danske frokost, hvilket var den vej vi valgte at gå.

Det hjemmebagte brød på speltmel viste med det samme, at Victor følger med tiden. Det var godt og luftigt uden den tunge klæghed, man tit oplever med den populære melsort.

Tårnhøj kartoffelsilo

Vi startede med en røget sild. Den var let og nænsomt røget og saltet uden de toner af ubehagelig bitterhed, som tit sidder i eftersmagen af dårligt røgede sild. Den fine fisk var garneret med papirtynde skiver af pebret radise, rødløg, purløg og en knaldorange æggeblomme. Let, enkelt og velsmagende på hjemmebagt og velsmagende rugbrød.

Røget sild fra Christiansø med knaldorange æggeblomme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilie Lærke.

Min ledsager fik Victors kartoffelmad (det skal i øvrigt bemærkes, at der er et pænt udvalg at retter til dem, der foretrækker at spise vegetarisk). Anretningen var imponerende voluminøs. Kartoflerne med skræl smagte »nye« (måske Mallorca) og var omringet af pivgrøn ramsløgmayo og en let creme af karamelliserede jordskokker og hjemmelavede jordskokkechips samt en gavmild mængde krydderurter. Virkelig en vegetarmad i særklasse med kraftig smag af muldens bedste produkter.

Tårnhøj kartoffelmad med det bedste fra jorden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilie Lærke.

Mens vi afventede næste hold anretninger, bemærkede jeg, hvordan flere af tjenerne og gæsterne tydeligvis kendte hinanden. Det er et godt tegn, når tjenerne på et sted har været der i mange år og tydeligvis sætter en stolthed i deres fag og det sted, de arbejder. På Victor er man servicemindet og vidende, men aldrig fidel. Det er noget, der positivt smitter af på alle led, og man får lyst til at komme igen. Ligesom man har stamkunder, kan man også tale om en stamtjener, der er det modsatte af en stumtjener.

Desuden har stedet en velfungerende akustik, der giver en stemning af intimitet ved bordene. Man kan flygte et par timer fra den kedelige grå verden, når man befinder sig på Victor, samtidig med at man er omgivet af andre gæster uden at skulle forholde sig til deres konversation. Tak for det.

Der er et ok vinkort på Victor uden de store overraskelser og til halvfrække priser (en flaske Dom Perignon står pt. i 4.000 kroner). Vi var dog mere til en øl til vores smørrebrød, men da udvalget var meget begrænset, vil jeg ikke gøre så meget ud af det.

Kong Karl Johan

Næste ombæring ramte bordet.

Jeg fik stedets hønsesalat med en velstegt og velsmagende »pagode« af tørsaltet bacon på toppen med masser af pebret brøndkarse. Selve hønsesalaten fremstod frisk, relativ let, og de konfiterede Karl Johan-svampe havde dyb smag og gav anretningen et eksklusivt og komplekst smagsbillede med frisk modspil fra æble, selleri og brøndkarse.

Café Victors hønsesalat med konfiterede Karl Johan svampe er en af byens bedste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilie Lærke.

Min ledsager fik eftermiddagens eneste lune ret: Victors smørstegte rødspætte, som var sprød og nøddet i stegeskorpen. Fisken var stegt lidt for længe, hvilket fik kødet til at skille en anelse for meget. Den var dog stadig meget velsmagende og fremstod frisk. Den hjemmelavede remoulade sad lige i øjet. Vi sprang dog den medfølgende agurkesalat over, der ellers var udmærket, men som overdøvede fiskens gode smag.

Vi lukkede med to kopper espresso i høj kvalitet og en creme brulé, hvor selve cremen desværre var en anelse grynet, men trods alt med flot smag og et fint brændt sukkerlåg, der dog godt kunne have fået lidt mere med brænderen. Men det er en smagssag. Ved siden lå en perfekt turneret yoghurt/limeis af upåklagelig friskhed og kvalitet.

Café Victors creme Brulé. Sukkerlåget kunne godt have været brændt lidt mere på toppen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilie Lærke.

Desuden bemærkede jeg, at Victor fik sine fyldte chokolader fra Alida Marstrand, som efter min mening er byens bedste til den slags.

Så kære læser, smut forbi til frokost og støt et sted, der på femte årti endegyldigt har vævet sig ind i succeshistorien om en af verdens skønneste byer, København. Det er god frokost, de serverer på Café Victor, men en anelse mere spræl i udvalget og lidt flere øl på kortet havde hjulpet, men vi ender dog på fire solide stjerner.

Og ja, jeg skal snart ind og spise frokost på Viggo igen, og så skal jeg sgu ha' et glas »Dumme Peter«!

Café Victor
Ny Østergade 8, 1101 København K