I natklubbens forlokale spiste Søren Frank et ganske gedigent grønt måltid. Men en enkelt ret sendte ham tilbage i tiden

Bag restauranten ligger en natklub, som stinker af ølsjatter og cigaretskod. Men før aftenen blev til nat, nåede Søren Frank at nyde et fint – omend visse steder noget rustikt – måltid i spisestedets rå lokale. 

Ceviche med blåmuslinger. Søren Bidstrup

I fjor chokerede natklubben SIGURD, i folkemunde bare kendt som »Gurden«, med følgende budskab : »Det er slut med Jägerbombs (en blanding af Jägermeister og Red Bull, red.) og gymnasiefester,« hvorefter man hævede adgangsalderen til 21 år.

Man kan med rette spørge, hvad undertegnede laver på et ungdomsdiskotek, kendt, ifølge min ledsager, for »berlinerstemning« på ydre Nørrebro. Svaret er, at brødrene Koch-Søfeldt, som står bag SIGURD, for nylig åbnede en restaurant og vinbar, opkaldt efter lillebror Noel, i forlokalet til deres natklub.