Før i tiden vankede der knaldhårde håndmadder, nu står den på luftig hollandaise

Dyrehaven på Vesterbro er i dag et populært spisested, der specialiserer sig i eggs benedict. Men stedets fortid er noget mere rå end nutidens hyggelige hipsterstemning og velsmagende mad kan forlede en til at tro.

Før Café Dyrehaven på Vesterbro var et hyggeligt, trendy spisested, var det et benhårdt værtshus, hvor håndmadder ikke var noget, der røg i munden, men lige i fjæset. De nye ejere har dog heldigvis besluttet at beholde det meste af det originale interiør, hvilket giver en god stemning og akustik. Thomas Lekfeldt

Januar 1996.

Jeg læser til eksamen på Universitetet. Jeg sidder ved vinduet i lejligheden, der ligger for enden af Valdemarsgade på Vesterbro. Sneen daler ned i vinternatten. Skråt nedenfor vinduet ligger bodegaen Dyrehaven – eller som den kaldes lokalt, »Syrehaven«. Der står altid to-tre gutter udenfor og ryger nogle imponerende »reggaesmøger«.