Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den voksne læser vil kunne huske, at der indtil for ti år siden i kælderen på Hauser Plads 32 lå en legendarisk kæmperestaurant ved navn Sankt Gertruds Kloster.
Ikke, at der nogensinde har befundet sig et kloster på adressen, men kælderen var stemningsfuld, og priserne fejlede heller ikke noget: I velmagtsdagene var de faktisk nogle af byens højeste, på niveau med Kong Hans, uden at kvaliteten på nogen måde fulgte med.
Kælderen var, med andre ord, indbegrebet af en turistfælde.
Plads til 9.000 flasker
I dag er kælderen på Hausers Plads 32 slet ikke til at kende: Væk er den store garderobe, hvor man som i et andet provinsdiskotek skulle betale for at hænge sit overtøj. I stedet mødes man af en veludstyret bar, hvor væggene er beklædt med mørkt ædeltræ i en stil, der leder tankerne i retning af 1920ernes Bauhaus.
Bag barområdet finder man en vinkælder med kapacitet til 9.000 flasker.
Det er her, medlemmerne af Københavns første private, vinklub The Vault, har deres vin liggende på aflåste hylder.
»I London og New York, ja, selv i Stockholm, eksisterer der flere af denne form for private vinklubber, som vi synes manglede i København,« siger sommelieren Corneliu Tiulenev, som grundlagde The Vault sammen sin forretningspartner, Gwenn Larsson, for et år siden.
Hvor det i London i flere århundreder har været normen, at man var medlem af en privat gentlemens club, hvor man, serviceret af en stab af butlere, har kunnet hænge ud med ligesindede, er det en helt ny tanke i Danmark.
Som medlem betaler man et månedligt beløb for at have sine vine liggende i The Vaults kælder samt retten til at tage sine gæster med i baren. Et privat sølvmedlemskab til 600 kroner giver adgang til at medbringe tre gæster og opbevare 24 flasker i den temperaturkontrollerede vinkælder. Platinmedlemskabet giver adgang til at opbevare 72 flasker og medbringe syv gæster.
God service i lækre rammer
Folk, der samler på vin, vil vide, at når man først går i gang med dén hobby, får man hurtigt samlet væsentligt mere end 72 flasker. For Corneliu Tiulenev er The Vaults primære force således heller ikke vinopbevaring i større stil, men at kunne yde gæsterne god service i lækre rammer.
»Det er vigtigt for os, at vinen serveres korrekt af dygtige sommelierer, uden at stemningen nødvendigvis er stiv og formel som på en fine dining restaurant,« siger Corneliu Tiulenev. Han er født i Moldova, som han forlod som 20-årig for at arbejde som sommelier, først i Italien og siden 2015 i København, hvor han startede på The Studio, som dengang havde en Michelin-stjerne.
Fra advokater til fodboldspillere og DJs
Ifølge Tiulenev er ideen med The Vault, at man skal kunne drikke store vine – hvad enten det er fra egen hylde eller fra husets vinkort – uden at betale de smertefuldt høje mark-ups, man ser på byens restauranter.
Det er også klart, at netværksdelen betyder noget. Ifølge Tiulenev er der typisk tale om businessmedlemmer, der medbringer deres kunder i kælderen. Man booker bord dagen i forvejen og vælger fra et lille spisekort med snacks, charcuterie og caviar. Ved særlige anledninger har der været arrangeret mere elaborerede middage med catering udefra.
Af hensyn til medlemmernes diskretion vil Corneliu Tiulenev ikke nævne nogen navne, men han kan dog afsløre, at vidt forskellige professioner, fra på ene side revisorer og advokater til på den anden side fodboldspillere og DJs, er at finde på listen.