Berlingskes gastronomiredaktør, Søren Jacobsen Damm, blev forbløffet, da han besøgte restauranten i forrige uge. Han mener, at den vil blive en »gamechanger«, hvis den da ikke går bankerot på grund af de lave priser.

»Til de her priser er Bouillon simpelthen uimodståelig. Vellavet, gedigen, fransk bistromad til hjemmelavede priser. Kan man andet end at knuselske konceptet?« skrev han og kvitterede med tre en halv stjerne.

Bouillon på Frederiksberg forbløffer nemlig med priser som 124 kroner for en steak frites med kryddersmør a la maître d' hotel og 30 kroner for en crème brûlée.

Nu har både Politikens og Jyllands-Postens anmeldere været forbi, og de roser også den nye restaurant, som har lange køer ud ad døren til de få walk in-pladser. 

I Jyllands-Posten skriver anmelderen, at restauranten er »bedste køb på den danske restaurantscene lige nu«, men nævner også de usædvanligt lave priser, og at man derfor skal skynde sig derhen, ifald restauranten ikke kan løbe rundt.

»Med priser ned til 19 kroner for en forret (græskarsuppe) og steak frites til 124 kroner gør han (Torben Klitbo, red.) noget hidtil uset, og kan det virkelig lade sig gøre? Hvis det kan, er der nogle stykker i branchen, der får sig en ubehagelig overraskelse,« skriver Niels Lillelund i Jyllands-Posten og kvitterer med fire stjerner.

Konkurrent til Vivaldi og McDonald's

Torben Klitbo var efter en familietur i Paris ikke i tvivl om, at han skulle åbne sådan en type restaurant i København. Han vil endnu en gang gerne gøre noget ved det høje prisniveau i København, har han tidligere fortalt til Berlingske. Resultatet blev Bouillon. 
Torben Klitbo var efter en familietur i Paris ikke i tvivl om, at han skulle åbne sådan en type restaurant i København. Han vil endnu en gang gerne gøre noget ved det høje prisniveau i København, har han tidligere fortalt til Berlingske. Resultatet blev Bouillon.  Søren Bidstrup

Samme historie gentager sig i Politiken, hvor Lærke Kløvedal ligeledes giver fire stjerner. Hun roser især den sprødstegte bars med grov ratatouille til 95 kroner, som hun kalder dagens bedste servering.

»Bouillon bliver de studerendes og pensionisternes mekka. Men det bliver også et tilløbsstykke for mødregrupper, for hurtige frokoster og gnidningsfrie familiemiddage og for dig, der bekymrer dig mindre om, hvor maden kommer fra,« skriver Lærke Kløvedal og kalder Boullion for »det franske køkkens McDonald's«, fordi alt er gennemtænkt og veleksekveret, og man ved, hvad man får.

I Børsen skriver Ole Troelsø, at restauranten næppe bliver en konkurrent til steder i bistrogenren som eksempelvis Pastis.

»Jeg ser nærmere Bouillon som konkurrence til steder som Jensens Bøfhus, Café Vivaldi-kæden, endda deciderede fastfoodkæder. For det koster ikke voldsomt meget mere end på McDonald’s at nyde langt bedre mad i det charmerende miljø hos Bouillon,« skriver Ole Troelsø, der kvitterer med tre stjerner.

Indehaveren, Torben Klitbo, der grundlagde Cofoco, har tidligere udtalt til Berlingske, at Bouillon fungerer ved at skære helt ind til benet. 

»Alt skal skæres væk, og det skal gøres simpelt,« sagde han og tilføjede, at det også kræver mange gæster, hvis Bouillon skal løbe rundt. 

Heldigvis for Klitbo så er det ikke kun anmelderne, der kan lide stedet.

Han skriver nemlig i et opslag på LinkedIn, at der allerede er 30.000 personer, der har booket bord.

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på linkedin