Benhård læsning: Man burde give 1.000 stjerner til Peter Øvigs afslørende bog om de misbrugte børnehjemsbørn

Boganmeldelse: Peter Øvigs bog, »Dem der ikke tier«, om det skammeligt oversete seksuelle misbrug af danske børnehjemsbørn, er kvalmende, men også stærkt nødvendig.

Peter Øvig Knudsen i sit hjem. Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

Forfatteren Peter Øvig er aktuel med en bog, der er svær at læse. Mildest talt. Faktisk er »Dem der ikke tier« så forfærdelig at være i selskab med, at man allerede på side et går med kraftige overvejelser om, hvorvidt side to overhovedet er ubehaget værd.

Men det er side to. Og det samme er de efterfølgende 330 sider. Øvig har nemlig skrevet en bog, der er lige så hamrende vigtig, som den er voldsom svær at kapere. Vi er nærmest ude i en form for pligtlæsning for alle og enhver.