Det er langtfra alle butikker i Torvehallerne, der lider efter et år med coronakrise: »Vi kan konstatere, at folk ikke er bekymrede over deres kalorieindtag«

Mens spisestederne lider, er salget af delikatesser som foie gras og trøfler røget i vejret i TorvehallerneKBH. Det samme gælder råvarer som fisk og kød til madlavning. Og så er køkulturen blevet bedre.

Foie gras, trøfler og franske oste er nogle af de produkter, der er solgt flere af hos Ma Poule i Torvehallerne. Stadechef Anya Mouhat har desuden bemærket, at køkulturen er blevet bedre. Mathias Svold

Hos Ma Poule bliver der ikke udskænket vin for tiden. Til gengæld bliver der langet masser af foie gras, sort trøffel og sauterneconfit over disken i den franske butik, der har været med, siden TorvehallerneKBH åbnede for snart ti år siden.

»Der har været en stor vækst i efterspørgslen på delikatesser. Sammenlignet med året før har vi solgt 60 procent mere foie gras,« siger stadechef for Ma Poule Anya Mouhat, som også kan fortælle, at salget af trøfler er steget med 150 procent siden marts 2020, salget af mousse au chocolat er fordoblet, og at de handlende har lagt 40 procent flere oste i kurven, siden coronavirussen sendte os hjem.