Simon Staho er en af de mest produktive danske instruktører i nyere tid. Han får mange idéer og han er god til at omgive sig med folk, der arbejder hårdt for at forvandle dem til film. Med røntgenfotografiet af det modne parforhold i »Himlens hjerte« ramte han mesterværket, med rock’n’roll dramaet »Bang Bang Orangutang« var han et stykke fra og med den stædigt sorte »Daisy Diamond« skød han helt forbi målskiven. Hurra for den slags virketrang.
Skyder vildt om sig, det gør Staho, og denne gang giver han ungdomsfilmen et skud af sin kant. »Magi i luften« kan vi kalde »Supervoksen« på syre, men den ligner også en hjemlig utæmmelig og hvalpet udgave af Francis Coppolas »One From the Heart« (1982) og den bringer mindelser frem om Baz Luhrmans »Romeo Juliet«. Staho styrer sit univers forbilledligt som en slags billed- og musikdigt i fuld fart frem som et kokain-rush gennem natten.
Selv om Staho efterhånden er fyldt 40 år, føler man, at han forstår de unges drømme og sprog. Lina (Emma Sehested Høeg) vil til tops. Koste hvad det vil. Daniel (Gustav Hintze) er mest besat af at bestige Lina. Hun ænser ham kun i glimt. Terese vil have sin mødom taget af Stefan, som mest tænker på Michael Laudrups ben, og det som hænger mellem dem. Som en tynd fernis oven på problemerne fester de fire i overhalingsbanen i fornemt udklædningstøj og vi skal et godt stykke ud på natten, før maskerne falder.
Til at begynde med virker det altmodisch med en stribe af ældre pop- og rockklassikere fra Gasolin, DAD, Thin Lizzy, Lars HUG, Østkyst Hustlers, Gnags og alle de andre ikoner til de unge menneskers bevægelser. Staho har imidlertid forstået, at de gamle numre jo netop er skabt af unge kunstnere på et tidspunkt, hvor de havde lige dele livssult og livstvivl. Derfor holder konceptet meget godt. Musikken er indlejret i vores allesammens DNA. Også i hovedpersonernes.
Jeg tror på, at »Magi i luften« kan skabe en kult i forskellige teenagelommer, fordi den fanger tanken om og fornemmelsen af det sorgløse trip. Den fanger nuet med en provokerende dialog og en masse begivenheder under bæltestedet. I de fire unges kaotiske tur rundt i hinandens arme er der dog kun lige knap nok materiale til en spillefilm, så »Magi i luften« føles meget fragmenteret i anden del.
Formen og lyden får overtaget i forhold til indholdet, og det kan irritere en smule, men man ender med at købe filmens sindstilstand som en pointe, indtil varmen indfinder sig. Lina er trods den lettere eksalterede stil et præcist portræt af en af tidens wannabee darth vaders. Dygtig, egoistisk men også tidstypisk kold og sig selv mere end nok.
I afslutningsræset hen imod titelsangens rituelle afsyngning sætter Staho og manuskriptforfatter Peter Birro fra Sverige en dobbelt knockout ind med den sjoveste »komme ud af skabet«-scene i en dansk film nogensinde. Og en kandidat til mest bizarre begravelsesscene lige efter. Her går mod og talent op i en højere enhed og det gør det i det hele taget meget ofte i »Magi i luften«.
