I Hollywood har de for længst lært det. Laver man film om historiske personer og virkelige hændelser, indleder man med sætningen “Inspireret af virkelige begivenheder”. Så er der i princippet ikke noget at komme efter for dem, der ønsker at film om historien skal være 1:1 gengivelser af det skete.
Virkeligheden overgår i mange tilfælde fantasien, og det er en af de simple grunde til, at film om vor fortid kan virke så stærkt, hvilket blandt andet blev demonstreret lørdag aften, da Martin Zandvliets »Under sandet« modtog tre af filmkritikernes bodilpriser, for bedste danske film, bedste mandlige hovedrolle (Roland Møller) og bedste mandlige birolle (Louis Hoffman). Kvinder har aldrig fyldt meget i krigsfilm.
Tidligere har filmen modtaget en Robert, og også i udlandet er »Under sandet« blevet priset for sin skildring af et relativt ukendt kapitel af den ikke så fjerne fortid. Den handler om en gruppe tyske drengesoldater, der bliver udkommanderet til at rydde miner ved de danske strande med mange dødsfald og lemlæstelser til følge.
Da jeg anmeldte »Under sandet« til biografpremieren, drillede skismaet mellem fiktion og virkelighed. Der er ingen tvivl om, at filmen fortjener sine mange priser. Det er ganske enkelt meget længe siden, at man har set så intense scener i en dansk film, og hver gang en ny mine detonerer i sandklitterne, kan man kortvarigt mærke rædslen i sin egen krop.
Men i takt med at drengene bliver sprængt i stykker, bliver behovet for at vide, hvad der »i virkeligheden« skete, desto større.
Man laver et faktuelt overgreb ved at lade det være en dansk sergent, der vogter på tyskerne. I virkeligheden var de tyske mineryddere under tysk og engelsk kommando, men konfrontationen bliver selvsagt stærkere i dramaet set med danske øjne, hvis det er en dansker. I mine øjne er det en fordrejning, der tangerer det kritisable, for som den formentlig første og sidste spillefilm om denne krigsepisode spiller filmen en afgørende rolle for vores fælles opfattelse af, hvad der rent faktisk skete.
Historiens fakta er fastholdt i dokumenter og statistikker, men vore følelser om historien er til gengæld skrevne i sand. For hvert årti vi kommer på afstand af verdenskrigen, udviskes og genfortælles vor opfattelse og følelser for krigen og dens aktører.
I årene umiddelbart efter krigen var film præget af et stort had mod tyskerne. Siden er billedet blevet modereret i film som »Undergangen«, der skildrer Hitlers sidste dage. Her ser man drengesoldater kæmpe en håbløs kamp i Berlins gader mod russiske tanks, og effekten er selvsagt, at man føler medynk på trods af, at de er i nazistisk tjeneste. Ligesom i “Under sandet”, er de gjort unge for at understrege deres status som ofre.
Dette fortællegreb kan virke stødende på de der ønsker at bevare en fortælling om tysk ondskab over en kam. Men det kan ikke betragtes som et faktuelt overgreb, da der vitterligt fandtes tyske drengesoldater i krigens sidste måneder. På samme måde fik Thomas Vinterbergs biografaktuelle “Kollektivet” kritik for ikke at skildre den marxistiske politisering af privatlivet i 1970ernes kollektiver. Man kan kritisere valget af vinkel, men man kan dårligt dokumentere, at politiseringen blev udfoldet med samme iver i samtlige af de tusinder af kollektiver, der fandtes i landet. Der var givetvis kollektiver, hvor man lagde mere vægt på at ryge hash og slå på tromme end at læse højt af Marcuse.
Hverken faktuelle overgreb eller særlige synsvinkler behøver imidlertid at føre til dårlige film, og det er “Under sandet” og “Kollektivet” begge glimrende eksempler på. Deres mange priser er fortjente. Spillefilm er nemlig, i en vis henseende, en “dum” kunstart, der kun i meget begrænset omfang bør konsulteres, når det handler om fakta. Men de er glimrende til at sætte følelserne i spil, og det er deres primære opgave.
