Film om tabubelagt emne bør ses af alle

I mere en 40 år har DR sendt noget, der hedder »OBS – oplysning til borgerne om samfundet«. Små korte film om ting, alle borgere i Danmark skal vide. Jeg får sådan lyst til at klaske et stort selvlysende »OBS«-klistermærke hen over Christina Rosendahls dokumentarfilm »Vold i kærlighedens navn«, der er så afsindigt vigtig, at den bør ses af alle voksne uanset køn, personlig historie og social status.

Christina Rosendahl følger i sin dokumentarfilm fem kvinder, der har søgt tilflugt på krisecenteret efter partnervold, gennem fem år. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Partnervold, det være sig fysisk, psykisk eller begge dele, er nemlig stadig tabu. 33.000 kvinder udsættes årligt for vold fra den, der burde elske dem. Heraf henvender 7.500 sig til et krisecenter. 2.000 får plads. Mange af dem frygter for deres liv. 38 procent af alle drab på kvinder bliver begået af deres partner.

Det er tal, der ikke hverken kan eller bør ignoreres. Alligevel er vold mod kvinder ikke noget, der tales – nok – om. Hverken fra samfundets side eller fra kvindernes, der forståeligt nok er for bange og desværre også ofte for skamfulde til at fortælle om det og søge hjælp. Forhåbentlig kan »Vold i kærlighedens navn« være både den stemme, der taler for dem og til dem og indgyder dem mod til at sige fra, søge hjælp og genvinde retten til deres eget liv. For som en voldsramt kvinde tidligt i filmen siger:

»Ved han, hvad han har gjort ved mig? Jeg er så bange. Jeg har ændret mig fuldstændigt. Jeg er ikke mig selv mere.« Bum.

»Vold i kærlighedens navn« handler om krisecentret Danner i København. Her er dørene af hensyn til kvindernes sikkerhed normalt hermetisk lukkede, men Christina Rosendahl er, som den første nogensinde, blevet lukket indenfor med sit kamera.

Gennem fem år har hun fulgt fem kvinder, med hver sin historie, og de mennesker, der utrætteligt kæmper for at give dem og deres børn selvværd og styrke tilbage.

Fem kvinder, der står hver sit sted i deres (erkendelses)proces, fem kvinder der beviser, at der ikke kan hæftes socialklasser eller personlighedstyper på voldsofre. Det kan ske for alle. Og det er aldrig din egen skyld!

Udråbstegnene er sat af denne anmelder, for Christina Rosendahl fortæller sin stærke historie uden brug af hverken udråbstegn eller løftede pegefingre.

Fokus er ikke på hverken mændene eller voldshandlingerne, den er på kvinderne her og nu, på overlevelsen, på vejen ud. Fortalt afdæmpet og med stor nænsomhed, men ikke mindre hårdtslående af den grund.

Nærbilleder af børnetegninger med tårer sprøjtende ud af øjnene og en faderskikkelse, der som et monster tårner sig op over den lille kvinde og de endnu mindre børn er tilstrækkeligt stærke billeder.

Her er ikke brug for blå mærker og knyttede næver.

Christina Rosendahl har de seneste dage været i medierne med sin egen historie om at vokse op i et hjem, hvor far slog mor. Hendes historie er ikke med i filmen, faktisk er hun kun fluen på væggen, der ikke stiller spørgsmål eller blander sig. Hun observerer bare og lader de professionelle psykologer og socialrådgivere stille de vigtige spørgsmål.

Men måske er det alligevel hendes egen historie, man fornemmer gennem filmen, hvor alvor går hånd i hånd med en stemning af sørgmodighed, dyb empati – og en snert af vrede?

Uanset er det helt umuligt at sidde igennem filmen uden at føle den berømte klump i halsen vokse. I sympati med de mange kvinder der kæmper for at komme videre, i afmagt over hvor mange der lever alt for længe i forhold, de burde flygte skrigende fra, i forståelse for hvorfor de gør det, i beundring og respekt for de kvinder på Danner, der vier deres liv til at hjælpe andre kvinder, og i sorg over at det er nødvendigt.

Vold i kærlighedens navn

Instruktør Christina Rosendahl