Grimme, dumme og beskidte.
Det var i sin tid titlen på en italiensk film, og den passer også meget godt på Erik Clausens nye værk, der skildrer en flosset og lurvet del af det danske samfund uden nogensinde helt at få overbevist tilskueren om, at dette grove og deprimerende miljø er værd at beskæftige sig med.
På sin sædvanlige tørre og noget monotone facon, men ellers overbevisende nok, spiller Clausen selv straffefangen John, der i anledning af sin søns bryllup får udgangstilladelse med den flinke fængselsbetjent Bo (Jesper Asholt) som godmodig ledsager.
Man forestiller sig selvfølgelig, at den aggressive plattenslager John nok vil benytte lejligheden til at stikke af, men i første omgang er hans vigtigste projekt tilsyneladende at samle mod til at deltage i bryllupsfesten, som såmænd foregår på Hovedbanegården. Det lykkes med besvær og resulterer i flove pinligheder, for Johns parodiske familie er mildest talt ikke den mest velfungerende i verden, men efter det akavede familiære intermezzo - der er langt mere ubehageligt end morsomt - tager handlingen en uventet og tiltrængt drejning, da John opsøger en tidligere kæreste, den hærgede ludder Lisbeth, og den tilsyneladende så bløde bamse Bo viser sig at have en dramatisk fortid og være en helt anden slags menneske end hidtil antaget.
Denne overraskelse virker ganske vist mere postuleret end troværdig, men er ikke desto mindre kernepunktet i en løst konstrueret film, der overvejende foregår på Vesterbros gader som en mindre barsk slægtning til »Pusher« og svinger mellem det realistiske, det kuriøse - f.eks. Elith Nulle Nykjær Jørgensen som gal opfinder - og det kulørt karikerede. Ligesom Erik Clausens foregående film, den mere ambitiøse »Villa Paranoia«, er »Ledsaget udgang« med andre ord hamrende ujævn, og den fungerer bedst som verbal og mental duet (eller duel) for Erik Clausen og den som altid ubesværet velspillende Jesper Asholt, der er filmens mest interessante person, mens den brovtende John bare er en sølle taber med en rapkæftet facade.
I de øvrige roller er spillet af yderst vekslende valør - nogle af de medvirkende er amatører, og det mærkes - men Ditte Gråbøl yder en skarp indsats som den forhærdede og forgræmmede Lisbeth, der skaber et par tragiske klange i en ellers underlig karakter- og konturløs handling præget af sort galgenhumor, men helt uden varme og charme.
Hvad der har motiveret den næppe bevidst misantropiske Erik Clausen til at lave »Ledsaget udgang«, og hvad tilskueren kan bruge den til ud over at blive grebet af akut mismod, ser vi os ikke i stand til at forklare. Men vi tager hatten af for Jesper Asholt og Ditte Gråbøl, der som et par af de grimme, dumme og beskidte alligevel får formet figurer, som ikke ville virke malplacerede i en bedre film end denne. Og dem er der en del af.
