Selv hvis det er rigtigt, at Boris Johnson kun bekymrer sig om én ting – nemlig Boris Johnson – burde han kunne forstå det.
Den britiske premierminister har været dødssyg af covid-19. Man skulle tro, at han ville være den første til at overholde de restriktioner, han havde pålagt briterne – om ikke andet, så af hensyn til sit eget helbred.
Men sådan fungerer Boris Johnson ikke. Han siger aldrig nej til en fest. For går den, så går den. En livsfilosofi, som indtil nu har fungeret upåklageligt for ham.
De kommende dage vil vise, om premierministeren også denne gang kan lurepasse, charmere og klovne sig ud af problemerne.
Især den alvorligste af en serie festbomber under hans karriere – afsløringen af, at han midt under pandemiens ondeste fase i foråret 2020 deltog i en havefest – er hård kost selv efter Boris-standard.
Mens tusindvis af briter på grund af restriktioner måtte lade deres kære dø alene, blev der holdt sammenskudsgilde i Downing Streets baghave.
Men bag spørgsmålet om, hvorvidt han denne gang er gået for langt – om både menige briter og mange partikammeraters harme endelig vil tvinge ham til at træde tilbage – gemmer sig et mysterium.
Hvorfor i alverden opfører han sig på den måde?
Hvorfor løber han en risiko, som både sundhedsmæssigt og politisk er oplagt, blot for at sippe et par glas rosévin på en lun maj-eftermiddag?
Og, ikke mindst, hvordan er det lykkedes ham indtil nu at slippe afsted med stort set hvad som helst?
»Som fra en anden menneskelig art«
»Boris ser sig som en klassisk helt, en slags Odysseus. Han føler sig ikke bundet af de regler, guderne har pålagt almindelige dødelige,« siger et konservativt parlamentsmedlem til den spanske avis El País og tilføjer:
»Samtidig er han som et barn, der ser din is og tænker: 'Den vil jeg have'. Hvorefter han flår den ud af hånden på dig.«
At politikere og andre magtfulde personer lader sig beruse af deres position og misbruger den til at rage til sig, få sex eller opnå andre fordele, er Boris Johnson langt fra det eneste eksempel på.
Det er, som om der opstår en slags etisk fartblindhed. De arbejder hårdt og har fortjent at have det godt. De behøver ikke at tage smålige hensyn til love, regler og almindelige moralbegreber.
Men Boris Johnson er i en kategori for sig blandt britiske og formentlig også europæiske toppolitikere.
»Han kunne ligeså godt tilhøre en anden menneskelig art,« skriver Tom McTague, der sidste forår gennem et par måneder fulgte den britiske premierminister for det amerikanske magasin The Atlantic.
I så fald må faderen Stanley Johnson være »the missing link«.
Arv og miljø
Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan premierministerens far under pandemien konsekvent har opført sig som en selvoptaget »skiderik«.
Stanley Johnson har snydt sig foran i vaccinekøen og demonstrativt brudt såvel rejsestriktioner som andre forholdsregler for bagefter at prale med det på morgen-tv.
Og hvad Boris Johnson ikke måtte have arvet via generne, har han kunnet samle op i sit kaotiske og dysfunktionelle barndomsmiljø.
I premierministerens første 14 leveår flyttede familien 32 gange. Stanley Johnson var konsekvent utro og ofte også voldelig over for moderen, Charlotte, der til sidst brød psykisk sammen.
Som blot 11-årig blev Boris sendt på elitekostskolen Eton, og her begyndte den indtil da lidt indadvendte dreng at forvandle sig til den grænseoverskridende »BoJo«, vi kender i dag.
En eksplosiv, men også langt mere sofistikeret og talentfuld udgave af sin far – fraregnet dog, så vidt vides, hans voldelige sider.
Latterlig, men også hjertelig
»Man kan være alt i politik – undtagen til grin,« har en tidligere spansk toppolitiker sagt, men han kendte ikke Boris Johnson.
Den britiske premierministers karriere er nærmest bygget på mere eller mindre frivillige klovnerier. Og han er udstyret med en forunderlig evne til at vende umiddelbart latterlige situationer til sin fordel.
Som da han i sin tid som borgmester i London sad fast i en svævebane, men fortsatte med at vinke med to britiske flag, mens folk jublede.
Eller da han under en tale til en erhvervsorganisation for nylig farede vild i sine papirer og begyndte at fable om tegneseriefiguren Gurli Gris.
Så er han »i fin form«, som vicepremierminister Dominic Raab bagefter hævdede. Så er han: Ah, det er bare Boris. Fuld af sjov, uforudsigelighed og selvironi.
Samtidig, og nok så vigtigt, er fjollerierne som regel ledsaget af en ægte og smittende begejstring, pointerer Tom McTague i The Atlantic.
»Han nyder virkelig at være premierminister. Når han taler med folk, udbryder han hele tiden 'det er utroligt', 'er det virkelig rigtigt', 'vidunderligt' og 'fantastisk'.«
Kynismens mørtel
Er det denne helt særlige evne til at være til stede og til at være begejstret – også når han er til grin – som er Boris Johnsons »hemmelige våben«?
I hvert fald er han helt bevidst om den. Han betegner sig over for Tom McTague som en romantiker: »Og alle romantikere har brug for kynismens mørtel for at holde sammen på sig selv.«
Nærmere kommer man ikke en varedeklaration på Boris Johnson fra hovedpersonen selv.
Og formlen ligner et godt bud på, hvordan han har kunnet nå til tops i politik og blive der på trods af et utal af små og store skandaler undervejs.
Da Boris Johnson inden sin politiske karriere var journalist, blev han fyret fra sit første job på The Times for at opfinde et citat.
Det forhindrede ham ikke i at blive EU-korrespondent for The Telegraph, hvor han med ofte fordrejede historier om kondomstørrelser og bananers bøjningsgrad var med til støbe vejen til Brexit.
Det stoppede heller ikke Boris Johnsons politiske karriere, da han i 2004 blev tvunget til at træde tilbage fra sine tillidsposter af den konservative ledelse efter at have løjet om sit forhold til en journalist.
Siden synes såvel partikammeraterne som resten af briterne at have accepteret et omtumlet kærlighedsliv, der har resulteret i mindst seks børn med tre forskellige kvinder plus et utal af affærer.
Små og store synder
Indtoget i Downing Street i juli 2019 – henover partikammeraterne David Cameron og Theresa Mays politiske lig – har ikke stoppet strømmen af skandaler, nærmest tværtimod.
Kort før Boris Johnson og hans hustru Carrie Symonds flyttede ind i embedsboligen måtte politiet rykke ud til deres hjem, tilkaldt af bekymrede naboer og vidner til et gigantisk skænderi.
Siden har det vist sig, at parrets ekstremt dyre renovering af Downing Streets private gemakker blev finansieret af en privat rigmand tæt på det konservative parti – muligvis på ulovlig vis.
På politisk niveau har den fremmedgjorte toprådgiver Dominic Cummings affyret en serie torpedoer mod sin tidligere chef.
Han har blandt andet afsløret, at Boris Johnson kun indgik Brexit-aftalen for at vinde et valg, og at han aldrig havde tænkt sig at overholde den.
Samt at premierministeren under pandemiens anden bølge i slutningen af 2020 nægtede at indføre nye restriktioner med bemærkningen: »Ikke flere fucking lockdowns, uanset om tusindvis af lig hober sig op«.
Men hverken Cummings' hævnaktioner eller syndfloden af andre skandaler har været i stand til at sænke Boris Johnson.
Indtil nu, indtil afsløringerne om coronafestkulturen i Downing Street.
Premierministeren beskriver i The Atlantic-artiklen sin moralske habitus på denne måde:
»Kristendommen udgør et fremragende etisk system, og jeg ser mig selv som en form for meget, meget dårlig kristen.«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
