Stanley Johnson er primært kendt for to ting: Han er far til premierminister Boris Johnson, og så er han pinlig.
Nu er den tidligere konservative politiker, der blandt andet sad i Europa-Parlamentet fra 1979 til 1984, blevet anklaget for upassende adfærd.
Mere specifikt er 81-årige Stanley Johnson blevet anklaget for ved to lejligheder at have befamlet kvinder. Den ene en tidligere minister.
Det skriver The Guardian.
Anklagen kom frem under en tv-debat mellem fire kvindelige parlamentsmedlemmer, der diskuterede bedre forhold for kvinder i nattelivet i kølvandet på drabet på Sarah Everard og den bølge af demonstrationer, det medførte.
Under debatten forklarede medlem af det konservative parti og formand for udvalget for kvinder og ligestilling Caroline Nokes, at den daværende kandidat for Teignbridge i Devon i 2003 slog hende i numsen og udtalte, at hun havde en dejlig »ende«.
Den daværende kandidat var Stanley Johnson.
Caroline Nokes' anklage har fået endnu en kvinde til at træde frem.
På Twitter takker Ailbhe Rea, der er politisk korrespondent for mediet New Statesman, Caroline Nokes for at træde frem med sin anklage. Hun siger, at hun selv oplevede noget lignende i 2019.
»Stanley Johnson befamlede også mig ved en fest i forbindelse med en konservativ konference i 2019«.
Stanley Johnson har til Sky News fortalt, at han »overhovedet ikke har nogen erindring om Caroline Nokes. Han har endnu ikke kommenteret anklagen fra Ailbhe Rea.
Det lykkedes ikke Stanley Johnson at blive valgt ved valget i 2005.
Indenrigsminister Damian Hinds er åben for at indlede en undersøgelse af anklagerne, skriver The Guardian.
Verdens måske mest pinlige far
Det er ikke første gang, at Stanley Johnson er i søgelyset.
En familieven har i en biografi beskrevet Stanley Johnson med ordene: »He is a shit« og kaldt ham »helt enestående selvisk«.
I starten af pandemien fik Stanley Johnson blandt andet sprunget foran i vaccinekøen. Samtidig fik han sagt – samtidig med at hans søn lukkede landet ned – at restriktionerne ikke skulle forhindre ham i at gå til den lokale pub og drikke øl.
Siden er han flere gange blevet spottet uden mundbind, hvor det ellers har været påkrævet.
I Tom Bowers Boris Johnson-biografi, »The Gambler«, der udkom sidste år, hævdes det, at Stanley Johnson på et tidspunkt slog sin hustru så hårdt, at han brækkede hendes næse.