Julen er jo ellers hjerternes tid, men da Frans efter godt et års tid i pavestolen holdt tale for medlemmerne af Kurien i forbindelse med højtiden, var budskabet nådesløst.
Kirkelederen stillede i sin tale en diagnose over 15 udbredte »lidelser« blandt de forsamlede kardinaler. Såsom arrogance, kynisme, splid, sladder, »åndelig Alzheimer« – og især en »bedemandsagtig« mangel på humor.
Men hvad med paven selv? Hvor langt er han nået med at kurere kirkens måske mere alvorlige udvendige »sygdomme«, når han denne påskesøndag for ottende gang lyser sin urbi et orbi-velsignelse ud over Peterspladsen?
Har Frans, som konklavet efter Benedikt XVIs abdikation i 2013 »måtte helt til verdens ende for at finde«, levet op til forventningerne om en reformator af verdens største trossamfund?
Eller er den efterhånden 84-årige Jorge Maria Bergoglio mere leveringsdygtig i argentinsk varmemestersnak end håndgribelige resultater?
Berlingske har taget temperaturen på syv af den katolske kirkes vigtigste konflikter med omverdenen og i forhold til sig selv.
Pædofili: Tilstand fortsat alvorlig
Katolske præsters misbrug af børn er kirkens i særklasse alvorligste problem, og de seneste år er skeletterne fortsat med at vælte ud af skabet i blandt andet USA, Australien, Tyskland, Irland og Chile.
Frans har strammet op på kontrollen, gennemført grundige undersøgelser af overgreb og indført lovændringer, der gør det lettere at anmelde præster til de verdslige myndigheder.
Han har også sagt undskyld, i nogle tilfælde ved personligt at ringe til ofrene. Men fremskridtene drukner i den stadige strøm af nye afsløringer fra alle hjørner af verden.
Ifølge nogle eksperter er den eneste udvej at indkalde et vatikanerkoncil – den katolske kirkes grundlovgivende forsamling, om man vil – der kan gribe fat om ondets rod.
Eventuelt ved at ophæve skriftemålets ukrænkelighed, når præster tilstår overgreb, som nogle har foreslået.
Cølibat: Mirakelkur skudt til hjørne
Katolske præsters undertrykte seksualitet en af årsagerne til de mange sager om pædofili, mener kritikere af reglen om, at de skal leve i cølibat.
Afholdenheden skaber imidlertid også andre problemer. I visse uvejsomme egne af verden som Amazonas-junglen er det mere end svært at rekruttere præster.
For at råde bod på det, vedtog sydamerikanske kirkeledere ved synode i 2019 gøre det muligt for gifte mænd at blive ordineret med ret til at uddele nadver, dog udelukkende i Amazonas.
Det lignede ikke desto mindre første skridt til et opgør med cølibatet, 900 år efter at det blev indført. Også fordi paven samtidig mindede om, at levereglen ikke er et dogme og dermed åben for reform.
Så gik en magtfuld gruppe konservative kirkeledere, anført af emeritus pave Benedikt XVI, til modangreb, og i 2020 valgte Frans at droppe reformen.
I et hyrdebrev anerkender han imidlertid de sydamerikanske kirkelederes »moralske autoritet«. Som en trædesten lagt ud til fremtidige reformatorer, vurderer vatikanologer.
Homoseksuelle: To skridt frem og et tilbage
Homofobiske kræfter i den katolske kirke fik morgenkaffen galt i halsen, da de i oktober sidste år i aviserne kunne læse om pavens udtalelser i en dokumentarfilm.
»Homoseksuelle er Guds børn og har ret til at have en familie,« sagde han blandt andet.
What! Havde Frans netop givet kirkens blå stempel til de homoseksuelle ægteskaber, der efterhånden er anerkendt i en række katolske lande?
Paven har flere gange før udtalt sig gayfriendly, men også denne gang blev det i første omgang ved snakken.
Så sent som midt i marts slog Vatikanets troslærekongregation igen fast, at »Gud ikke kan velsigne synden«.
Dokumentet åbner imidlertid for, at personer »med homoseksuelle tilbøjeligheder« på individuelt niveau kan modtage kirkens velsignelse.
Et første skridt på vejen?
Kvinder: I svag bedring
Der går givetvis endnu en rum tid, før vi ser en mater lede messen i en katolsk kirke – om nogensinde.
Men først på året tog paven et vigtigt skridt med en lovændring, der regulerer kvinders ret til at deltage i gudstjenesten som medhjælpere ved nadverritualer og ved oplæsning af tekster.
Kritikere påpeger, at det er ren symbolpolitik, fordi paven blot legaliserede en længe udbredt praksis ved messer over hele verden, herunder Vatikanet.
Andre minder om, at Rom ikke blev bygget på en dag, og at Frans arbejder på sit erklærede mål om at skabe en mere »feminin« kirke. Eksempelvis ved at udnævne kvinder til en række højtstående poster i Vatikanets administration.
Han forsøgte også først i sit pontifikat at åbne kirken for »kvinder, der har et mislykket ægteskab bag sig og måske også en abort, men som nu lever i fred med deres familie«.
Forslaget opnåede imidlertid ikke det nødvendige to tredjedeles flertal ved et synode i 2014.
Korruption: Ulige kamp mod kronisk sygdom
Frans indledte sin regeringsperiode som lyn og torden, da han fyrede topledelsen i Vatikan-banken. En institution, der har været indblandet i en endeløs række af skandaler – blandt andet for sine forbindelser til mafiaen.
Men »kragerne«, som italiensk presse kalder Vatikanets rænkemagere, er ikke lette at få ned med nakken.
Den australske kardinal George Pell, som paven havde sat til at lede den finansielle udrensning i kirken, måtte i 2017 forlade sin post på grund af pædofilianklager.
Sidste år blev han imidlertid frikendt af den australske højesteret, og samtidig kom det frem, at vidneudsagn i sagen mod Pell muligvis var købt og betalt af en højtstående kirkeleder.
Affæren kostede sammen med andre uregelmæssigheder Giovanni Angelo Becciu både en toppost i Kurien og kardinalværdigheden.
Becciu var konservative og »italofile« kræfters bedste bud på en kommende pave, og udrensningen af ham er et nederlag for »kragerne«. Men de vil givetvis vide at slå igen.
Pomp og pragt: Eksemplets magt
Frans har taget sit pavenavn efter tiggermunken Frans de Assisi, og det har fra begyndelsen været hans vigtigste ambition at skabe »en fattig kirke for de fattige«.
Om den katolske kirke som en helhed har fjernet sig fra eliten og er rykket tættere på den brede befolkning, kan diskuteres. Men at paven selv går forrest, er ubestrideligt.
Mens forgængeren Benedikt XVI elskede embedets ceremonielle pomp, pragt, smykker og gyldne gevandter, lever Frans anderledes asketisk.
Den officielle residens er skiftet ud med et kammer i en religiøs stiftelse, hvor paven, når tiden tillader det, gerne deltager i madlavningen.
Omvendt har han meget mod sin vilje og af sikkerhedshensyn måttet give afkald på sin vane med at bevæge sig rundt i bus eller på gåben.
Da Vatikanet, tvunget af pandemien, forleden måtte gennemføre en nedskæringsrunde, gik det naturligvis hårdest ud over kardinalerne, der måtte bøde med ti procent af deres løn, mens de menige præster slap med tre procent.
Den politiske linje: Delte meninger
Frans beskyldes ofte for at være kommunist, men i virkeligheden forholder det sig omvendt:
»Det er kommunisterne, der, når de vil bekæmpe fattigdommen, opfører sig som kristne,« hævder han med typisk argentinsk sarkasme.
Sammenlignet med koldkrigeren Johannes Paul II og den dogmatiske Benedikt XVI er der dog ingen tvivl om, at Frans befinder endog langt ude på venstrefløjen.
Paven tordner mod den vestlige verdens migrationspolitik og kæmper for grøn omstilling, der kan stoppe »søster jords stønnen«.
I et rødgrønt hyrdebrev offentliggjort i 2015 kritiserer han desuden finansverdenen og opfordrer til at opbygge en »ny økonomi baseret på etiske principper«.
Ideer, der har fået især amerikanske kirkeledere og politikere til at protestere.
»Hverken mine biskopper, mine kardinaler eller min pave skal diktere den økonomiske politik,« lyder det eksempelvis fra Floridas tidligere guvernør Jeb Bush.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
