Macron vil stoppe »De Gule Vestes« oprør med fleksible afgifter og folkemøder

Efter ti dages blokader og protester mod omkostningerne ved den grønne omstilling forsøgte den franske præsident i en tale tirsdag at komme demonstranterne i møde med løfter om økonomisk hjælp og større medindflydelse.

»Lad os omstille os sammen,« stod der med store bogstaver på væggen bag Emmanuel Macron, da præsidenten benyttede præsentationen af sin strategi for den grønne omstilling til at række hånden ud mod »De Gule Veste«, der nu i ti dage har skabt kaos i Frankrig i protest mod afgifter på diesel og benzin. Blondet Eliot/ABACA/EPA/Ritzau Scanpix

Emmanuel Macron forstår demonstranternes »knurren« og bekymringen for, at jævne franskmænd i udkantsområderne kommer til at betale en urimelig høj del af prisen for den grønne omstilling.

Og selv om den franske præsident holder fast i sin ambitiøse politik, er han parat til at diskutere, hvordan den udmøntes mest retfærdigt.

Indrømmelserne kom i en tale tirsdag, hvor Macron benyttede præsentationen af sin miljøstrategi til at søge forsoning med »De Gule Veste«, som nu i ti dage har forsøgt at lamme Frankrig i protest mod grønne afgifter.

Præsidenten fremsatte desuden en række konkrete forslag i forsøg på at få sine utilfredse medborgere til at lægge de gule sikkerhedsveste tilbage i bagagerummet. Her er de vigtigste af dem:

  • Størrelsen af de grønne afgifter knyttes sammen med prisudviklingen på oliemarkederne. Afgifterne fordyrer kun diesel og benzin med hhv. fem og tre pct. Men det skal ses i forhold til, at priserne det seneste år i forvejen er steget med 23 og 15 pct.

  • Økonomisk støtte fra staten til lokalsamfund, der berøres af lukningen af samtlige Frankrigs kulkraftværker og halvdelen af atomkraftværkerne i de kommende år.

  • Økonomisk støtte til at udskifte gamle og forurenende biler samt til isolering af boliger. Ordninger eksisterer allerede, men de skal udvides, og der skal informeres bedre om dem.

  • En række folkemøder om den grønne omstilling vil i løbet af de kommende måneder blive arrangeret over hele landet med deltagelse af lokale beslutningstagere og borgere samt en særlig indbydelse til demonstranter.

  • »Topmøde« mellem ministeren for grøn omstilling, François de Rugy, og repræsentanter for »De Gule Veste« senere tirsdag.

Foreløbig tyder intet dog på, at de protesterende vil tage mod præsidentens udstrakte hånd. I hvert fald fortsatte blokaderne flere steder i landet, og Virginie – en »gul vest«, der var inviteret i studiet af TV-stationen LCI for at følge talen – vendte øjeblikkelig tommelfingeren nedad.

»Han har intet forstået, og jeg kan næsten ikke holde ud at se på ham,« lød vurderingen.