De Gule Veste havde planlagt at fylde Place de la Concorde lørdag, når »hele Frankrig indtager Paris«, som parolen for demonstrationen lyder.
Den enorme plads i hjertet af hovedstaden er det eneste rigtige sted at sætte Udkantsfrankrigs colère (raseri) i scene, mente toneangivende medlemmer af den foreløbigt lederløse bevægelse, der nu i en uge har rystet Frankrig:
En massedemonstration her, hvor guillotinen under 1700-tallets franske revolution kappede hovedet af tusindvis, ville være et passende vink med en vognstang til såvel præsident Emmanuel Macron og hans regering som resten af de bycyklende parisiske borgerdyr.
Men da indenrigsministeriet torsdag modstræbende gav tilladelse til demonstrationen, var den blevet flyttet til Champs-de-Mars-parken nær Eiffeltårnet. En lokalitet, der er lettere at kontrollere for politiet, og som – nok så vigtigt – ligger knap så tæt på Élysée-palæet og andre magtcentre.
Det vil vise sig, om de mindst 30.000 aktivister, der ventes at møde op, følger anvisningerne. Belært af den seneste uges begivenheder tager de franske myndigheder ingen chancer og har bebudet, at sikkerheden ved »følsomme steder« vil være massiv.
To har mistet livet og op mod 600 er blevet såret, siden demonstranter iført de gule sikkerhedsveste, der giver bevægelsen navn, sidste lørdag gik i gang med at blokere trafikken overalt i landet.
En kvinde på vej til lægen med sin datter forårsagede det ene dødsfald, da hun i panik trådte speederen i bund, efter at demonstranter ved en vejspærring havde banket løs på hendes bil.
Det andet offer er en motorcyklist, der blev ramt, da en lastbil foretog en uventet manøvre i et forsøg på at forcere en anden blokade. Og de sårede, hvoraf adskillige er politifolk, er i mange tilfælde kommet til skade efter sammenstød mellem demonstranter og ordensmagten.
Grønne afgifter rammer skævt
Men hvorfor gik ikke færre end 300.000 og i mange tilfælde ganske almindelige franskmænd – i bogstavelig forstand – på barrikaderne sidste lørdag? Og hvorfor fortsætter protesterne – om end i mindre omfang – en uge senere over hele landet?
Det korte svar er de grønne afgifter på brændstof, som Macron-regeringen har besluttet at indføre fra nytår. Skatter, der især vil ramme befolkningen uden for de store byer, hvor alternativer til privatbilismen ofte glimrer ved deres fravær.
Vreden over afgifterne fungerer imidlertid blot som katalysator for en dybere utilfredshed med forarmelsen af de franske landområder, som socialforskere længe har advaret om.
Frankrigs 15 største byer stod for 75 pct. af væksten mellem 2000 og 2010, påpeger geografen Christophe Guilluy i en bog udgivet sidste år. 55 pct. af lønmassen og halvdelen af den økonomiske aktivitet er koncentreret i storbyerne, mens BNP per indbygger er 50 pct. højere end i Udkantsfrankrig.
Så meget desto mere uretfærdigt virker det derfor, når udgifterne i forbindelse med den grønne omstilling rammer transporten og dermed fordyrer den i forvejen nøjsomme hverdag uden for de store byer.
»De fattige (i landområderne) er i højere grad afhængige af deres biler for at kunne handle i supermarkederne og forbruge industriproducerede varer, som er det eneste, de har råd til,« skriver teknologifilosoffen Fabrice Flipo i en kronik.
Forsigtig Le Pen
Det var først og fremmest takket være Udkantsfrankrig, at Marine Le Pen opnåede sit historisk gode resultat ved sidste års præsidentvalg. Og De Gule Vestes oprør kunne tyde på, at tiden igen arbejder for hende efter nederlaget til Macron i valgets anden runde.
Lederen af Rassamblement National – som Front National nu kalder sig – har imidlertid indtil videre holdt lav profil og nøjes med på afstand at udtrykke sin sympati.
Protestbevægelsen insisterer da også i sin kommunikation, der næsten udelukkede foregår via sociale netværk, på at være »apolitisk, uafhængig af fagforeninger og geografisk repræsentation« samt »autodidakt, fri og uafhængig«.
Spørgsmålet er, om De Gule Veste, som nogle meningsdannere spår, kan udvikle sig til et fransk svar på den italienske Femstjernebevægelse, eller om oprøret, som det skete i forbindelse med Occupy-fænomenet for nogle år siden, relativt hurtigt vil bukke under for sin mangel på struktur.
Under alle omstændigheder har præsident Macron her og nu fået endnu et problem til samlingen. Han har ladet forstå, at der ikke er nogen vej tilbage med hensyn til brændstofafgifterne, men lovet at gøre sig større umage med at forklare den grønne omstillings udfordringer.
Spørgsmålet er, hvor mange af franskmændene som fortsat hører efter.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
