François Hollandes forvirrede og skandaleombruste regeringstid står som et skræmmebillede for Emmanuel Macron.
Så meget desto mere frustrerende må det være for den franske præsident, at han i flere meningsmålinger nu klarer sig dårligere end forgængeren på samme tidspunkt i embedsperioden.
Samtidig breder der sig efter flere højtprofilerede ministres faneflugt en fornemmelse af, at de seneste års superstar i fransk og europæisk politik er ved at miste grebet.
I forsøg på at genvinde det politiske fodfæste har Macron i nu godt en uge holdt sine landsmænd – og sine ministre – hen i spænding, mens han forberedte en større regeringsomdannelse.
Men uanset hvem det er lykkedes at hyre, især til den vigtige post som indenrigsminister, når sløret sidst på ugen løftes, vil det næppe vende popularitetskurven, vurderer meningsmålingseksperter.
»Effekten bliver begrænset og kortvarig. Også fordi præsidenten allerede har meldt ud, at omdannelsen ikke får betydning for hans politiske linje,« siger Frédéric Dabi fra instituttet Ifop til Le Journal du Dimanche.
Det bliver med andre ord et sejt træk at genvinde franskmændenes tillid til Macrons reformer og, ikke mindst, til hans lederskab. Her er tre af de vigtigste forhindringer:
De riges præsident
Macron er hverken højre- eller venstreorienteret. Han er begge dele og vil på samme tid – au même temps, præsidentens yndlingsudtryk – reformere Frankrigs generøse velfærdsmodel og bevare den.
Men »fornemmelsen af, at der i virkeligheden er tale om en traditionel (borgerlig) dagsorden med liberalisering og skattelettelser, breder sig«, påpeger den tidligere Macron-rådgiver, økonomen Jean Pisani-Ferri, i Le Journal du Dimanche.
Og selv om en fattigdomspakke fremlagt i september ifølge en meningsmåling offentliggjort mandag har tilbageerobret en del centrumvenstrevælgere, kommer Macron den ene gang efter den anden til at spænde ben for sig selv.
I sidste uge blev en pensionist offer for belæringer fra præsidenten, der opfordrede til at stoppe klagesangen og glæde sig over at være gammel i et land som Frankrig.
Tidligere har Macron bedt en arbejdsløs krydse gaden, hvis han ville finde et job, mens en teenager fik besked på at tiltale ham som »Monsieur Le Président«.
Episoder, der bekræfter mange franskmænds billede af ham som en præsident for »de rige«, der er ude af trit med almindelige menneskers bekymringer.
Jupiter ligner en almindelig dødelig
Under valgkampen og de første måneder i Élysée-palæet var det, som om Macron kunne gå på vandet.
Alt lykkedes for den unge, dynamiske præsident. Og hans idé om den franske statschef som en slags overgud – en Jupiter – der hævet over den politiske andedam kun skal beskæftige sig med de store dagsordener, virkede rimelig.
Men de seneste måneder er Macron faldet ned af piedestalen, mens eksemplerne på hans manglende autoritet og evne til at holde styr på såvel sine folk som »situationen« har stået i kø.
Først fik afsløringen af, at en medarbejder ulovligt havde leget urobetjent under en demonstration, i løbet af sommeren lov at udvikle sig til en skandale.
I slutningen af august meddelte miljøminister (og TV-kendis) Nicolas Hulot, uden at have orienteret Macron, der var på vej til et besøg i Danmark, at han trådte tilbage.
Og som om det ikke var nok, har også den indtil for nylig nære rådgiver, indenrigsminister Gérard Collomb, forladt regeringen. Oven i købet efter have trodset Macrons ordre om at blive på sin post.
Respekten for »Jupiter« er på retur, og det smitter af i meningsmålingerne.
Højrenational modvind i Europa
Macrons talent for iscenesættelse fejrede triumfer i forbindelse med hans første møder med bl.a. Donald Trump og Vladimir Putin, og franskmændene værdsætter fortsat hans indsats på den internationale scene.
Præsidentens udenrigspolitiske hjertebarn, reformeringen af EU, forekommer imidlertid stadig mere vanskelig.
Hans naturlige samarbejdspartner, den tyske kansler Angela Merkel, er svækket, og hendes eventuelle efterfølger vil næppe i samme grad være på bølgelængde.
Samtidig spiller Macron højt spil, når han påtager sig rollen som hovedmodstander for de højrenationale kræfter på fremmarch overalt i Europa, anført af Ungarns regeringschef, Viktor Orban, og den italienske vicepremierminister Matteo Salvini.
Taber han styrkeprøven ved næste års valg til Europa-Parlamentet, kan det få konsekvenser også på hjemmebane, hvor Rassemblement National (tidligere Front National) og Marine Le Pen begynder at vejre morgenluft.
