Emmanuel Macron forstår demonstranternes »knurren« og bekymringen for, at jævne franskmænd i udkantsområderne kommer til at betale en urimelig høj del af prisen for den grønne omstilling.

Og selv om den franske præsident holder fast i sin ambitiøse politik, er han parat til at diskutere, hvordan den udmøntes mest retfærdigt.

Indrømmelserne kom i en tale tirsdag, hvor Macron benyttede præsentationen af sin miljøstrategi til at søge forsoning med »De Gule Veste«, som nu i ti dage har forsøgt at lamme Frankrig i protest mod grønne afgifter.

Præsidenten fremsatte desuden en række konkrete forslag i forsøg på at få sine utilfredse medborgere til at lægge de gule sikkerhedsveste tilbage i bagagerummet. Her er de vigtigste af dem:

  • Størrelsen af de grønne afgifter knyttes sammen med prisudviklingen på oliemarkederne. Afgifterne fordyrer kun diesel og benzin med hhv. fem og tre pct. Men det skal ses i forhold til, at priserne det seneste år i forvejen er steget med 23 og 15 pct.

  • Økonomisk støtte fra staten til lokalsamfund, der berøres af lukningen af samtlige Frankrigs kulkraftværker og halvdelen af atomkraftværkerne i de kommende år.

  • Økonomisk støtte til at udskifte gamle og forurenende biler samt til isolering af boliger. Ordninger eksisterer allerede, men de skal udvides, og der skal informeres bedre om dem.

  • En række folkemøder om den grønne omstilling vil i løbet af de kommende måneder blive arrangeret over hele landet med deltagelse af lokale beslutningstagere og borgere samt en særlig indbydelse til demonstranter.

  • »Topmøde« mellem ministeren for grøn omstilling, François de Rugy, og repræsentanter for »De Gule Veste« senere tirsdag.

Foreløbig tyder intet dog på, at de protesterende vil tage mod præsidentens udstrakte hånd. I hvert fald fortsatte blokaderne flere steder i landet, og Virginie – en »gul vest«, der var inviteret i studiet af TV-stationen LCI for at følge talen – vendte øjeblikkelig tommelfingeren nedad.

»Han har intet forstået, og jeg kan næsten ikke holde ud at se på ham,« lød vurderingen.