Boris Johnson blev fældet af en løgn for meget. Og hvis Mario Draghi ender med at trække sig, vil det især være på grund af planer om at bygge et forbrændingsanlæg nær Rom.
Ingen af delene har noget med krigen i Ukraine at gøre, men det forhindrer ikke regimet i Moskva i at fryde sig over mandefaldet i Storbritannien og Italien på det værst tænkelige tidspunkt.
»Hvem bliver den næste,« spurgte den tidligere præsident og trofaste Putin-støtte Dmitrij Medvedev torsdag aften i en sarkastisk Telegram-post med portrætter af de to afgående premierministre.
Kreml kan desuden glæde sig over, at præsident Emmanuel Macron står svækket, efter at han mistede sit absolutte flertal i den franske nationalforsamling.
Samt at den endnu relativt nye tyske koalitionsregering har svært ved at finde rundt i ruinerne af årtiers forfejlet Ostpolitik.
Alle Europas fire største lande befinder p.t. midt i politiske kriser af mere eller mindre alvorlig karakter.
Men mens problemerne i Paris og Berlin er til at løse, og Johnsons efterfølger givetvis vil fortsætte hans meget aktive støtte til Ukraine, kan et farvel til Italiens »Super Mario« blive skæbnesvangert.
Med russiske flag blafrende i vinden
»Nu fester de i Moskva, og mit hjerte græder,« sukkede udenrigsminister Luigi Di Maio torsdag aften, da Draghi havde meddelt, at han ville trække sig.
Bemærkningen var en giftig stikpille til Di Maios gamle rival Giuseppe Conte – Femstjernebevægelsens leder, der har fremprovokeret regeringskrisen.
Men det var også en resigneret konstatering af tingenes tilstand i Vesteuropas mest prorussiske land.
I en meningsmåling offentliggjort i juni af European Council on Foreign Relations gav 27 procent af italienerne Ukraine skylden for krigen – den klart største andel blandt undersøgelsens ti lande.
Samtidig insisterer adskillige italienske medier, som Berlingske tidligere har beskrevet, på at give masser af taletid til ikke blot prorussiske stemmer men også repræsentanter for regimet i Kreml.
På politisk niveau har såvel Femstjernebevægelsen som Lega svært ved at skjule deres sympati – samt, for Lega-lederen Matteo Salvinis vedkommende, økonomiske bånd – til Moskva.
Billederne af lastbiler med nødhjælp fra Putin, der i pandemiens første fase af den daværende Conte-regering fik lov at køre gennem i Italien med russiske flag blafrende i vinden, er blevet siddende på nethinden.
Drivkraft, prestige og stikpille til Macron
Det var, som allerede nævnt, især opførelsen af et forbrændingsanlæg nær Rom, der torsdag fik Conte og hans folk til at stemme mod regeringen i Senatet og fremprovokere regeringskrisen.
Men balladen med Femstjernebevægelsen, der var en del af Draghis parlamentariske grundlag, begyndte meget betegnende for nogle uger siden som modstand mod at sende våben til Ukraine.
Hverken Contes protester eller en ikke uanselig del af den folkelige opinion har dog fået den tidligere europæiske centralbankchef til at ændre så meget som et komma i sin støtte til koalitionen mod Rusland.
Og ikke nok med det. Draghi har desuden været en drivkraft i EUs sanktionspolitik. Hans store erfaring og prestige har åbent døre for Europa – ikke mindst i Det Hvide Hus.
I den mere kuriøse afdeling har han desuden venligt men bestemt afvist sin ellers nære forbundsfælle Emmanuel Macrons dialog med Putin som »telefonitis«.
Hvis Draghi, som meget tyder på, forlader Palazzo Chigi, vil Ukraines venner stå langt svagere – i Italien, først og fremmest, men også på europæisk niveau.
En skæbnetime for Europa
Det er den direkte og – om man vil – militære grund til skadefryden i Moskva. Men der er også en indirekte og økonomisk.
Knap var regeringskrisen torsdag aften brudt ud i Rom, før rentespændet mellem tyske og italienske statsobligationer begyndt at stige foruroligende.
Italiens enorme offentlige gæld er en evigt tikkende bombe under eurosamarbejdet, og uden Draghi på broen kan der hurtigt på ny opstå pres på finansmarkederne.
En galopperende gældskrise i det store sydeuropæiske land er det sidste, EU har brug for i en i forvejen svær situation med lodret stigende priser og risiko for energimangel.
De feststemte russiske ledere gør i imidlertid klogt i at vente til på onsdag med at proppe den lyserøde champagne.
Italiens stilfærdigt stålsatte præsident, Sergio Mattarella, har nemlig afvist Draghis afskedsbegæring og givet ham ordre om at undersøge mulighederne for at danne en ny regering.
Politikerne i det sydeuropæiske land har før vist deres evne til at finde kreative løsninger på tilsyneladende uoverstigelige problemer – også dem, de selv med jævne mellemrum skaber.
Onsdagens debat i det italienske parlament bliver en skæbnetime for hele Europa.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
