I november fik Morten Messerschmidt hund – det må han være glad for i dag

Man taber ikke venner, man opdager blot, hvem ens virkelige venner er. Men er der overhovedet nogen på Morten Messerschmidts hold? Reportage fra dag fire i Retten i Lyngby, hvor Morten Messerschmidt sidder på anklagebænken i sagen om svindel med EU-midler.

Peter Skaarup indtog en hovedrolle ved dagens retsmøde i Lyngby. Martin Sylvest

Anede man en smule sympati hos Ekstra Bladets udsendte reporter?

Klokken var kvart i 12 ved retten i Lyngby, det var dag fire i den retssag, tabloidavisen i høj grad har medvirket til overhovedet er kommet for dagen, og Peter Skaarup (DF), Dansk Folkepartis gruppeformand, havde lige afgivet sin vidneforklaring, og nu stod han så udenfor, omringet af journalister og mikrofoner.