Pariserne blev rasende, da Anne Hidalgo i 2016 spærrede de indtil da travle omfartsveje langs Seinen for biler. Trafikken i byen ville kollapse, lød de vilde protester.
Men borgmesteren stod fast. Da en domstol underkendte grundlaget for initiativet, fandt hun omgående på et nyt. Fire år senere belønnede hovedstadsvælgerne den grønne beslutsomhed med et nyt solidt mandat.
Kan hun også overbevise andre end Paris' hipstere og bobo-borgerdyr? Hidalgo har besluttet at forsøge, og selvom hun får brug for medvind på sine elskede cykelstier, tør ingen dømme hende ude.
Inden borgmesteren søndag præsenterede sit kandidatur til næste års præsidentvalg – langt fra Paris, i Normandiets hovedby Rouen – spåede ingen meningsmålinger hende over ti procent af stemmerne.
Men de otte måneder, som endnu resterer inden første runde 10. april, er en evighed i fransk politik.
Spørg blot den konservative storfavorit fra 2017, François Fillon, der kort før målstregen snublede i en korruptionsskandale.
Samtidig deler Hidalgo en kvalitet med den overraskende sejrherre fra dengang, præsident Emmanuel Macron: Evnen til at udstråle handlekraft og samtidig svæve over vandene i ideologisk forstand.
Flygtede fra fattigdom og forfølgelse
Der er imidlertid også en væsentlig forskel på de to.
Mens Macron muligvis allerede i vuggestuen begyndte at lægge planer for sit indtog i Élysée-palæet, er Hidalgo en outsider på Frankrigs bonede gulve – i mere end én forstand.
Ana María Hidalgo Aleu, som hun oprindelig hed, blev født 1.900 kilometer fra Paris – i den sydspanske havneby San Fernando.
Anne Hidalgo står ved sine sydspanske rødder. Her fremviser hun et medlemskort fra fødebyens fodboldklub.
Farfaren overlevede kun med nød og næppe Franco-regimets fængsler efter 1930ernes spanske borgerkrig. Og i 1961 emigrerede familien til Frankrig, på flugt fra Andalusiens håbløse fattigdom.
Ana Maria, der på det tidspunkt var to år, blev til Anne. Og selvom hun fik både uddannelse og et godt job som inspektør ved arbejdstilsynet, har hun aldrig glemt sin ydmyge opvækst i et af Lyons arbejderkvarterer.
»Intet tydede på, at jeg en dag skulle stå her foran jer med dette budskab,« understregede hun søndag under præsentationen af sit kandidatur.
»Dronningemoderen af Paris«
Hildalgos mange fjender vil mene, at hun så rigeligt har taget revanche, mens hun langsomt men sikkert møvede sig frem i Paris-afdelingen af det engang så magtfulde Parti socialiste.
I bogen »La Reine-maire de Paris« (Dronninge-borgmesteren af Paris) beskriver tre journalister fra den konservative avis Le Figaro en usædvanlig magtsyg, arrogant og selvoptaget politiker.
På de indre linjer får enhver, der siger hende imod, øjeblikkelig »kappet hovedet af«.
Og udadtil skaber hun problemer for sig selv ved at søge konfrontation i stedet for forlig. Eksempelvis i sagen om parkområderne langs Seinens bredder, mener journalisterne at vide.
»Hendes autoritære tendenser tager form af en altdominerede moderfigur,« skriver de.
En pointe, der sofistikeret – og ondskabsfuldt – underbygges af bogens titel: Ordet »maire« (borgmester) er fonetisk identisk med »mère« (mor).
Hidalgo er, med andre og uudtalte ord, som en »dronningemoder«, der kvæler pariserne med sin overbeskyttende »økologiske« omsorg.
650 kilometer cykelstier
Andre vil mene, at hun blot har været hurtigere til at forstå vigtigheden af den grønne omstilling end de fleste andre politikere. I særdeleshed politikere fra de traditionelle partier.
I ly af pandemien har hun eksempelvis indviet 650 kilometer nye cykelstier, der i vid udstrækning følger metrolinjerne rundt i den franske hovedstad.
I slutningen af august trådte en ny maksimal fartgrænse på 30 km/t i kraft. Initiativer, der måske nok vækker modstand – især blandt bilisterne – men som går igen i storbyer overalt i Europa.
Flere af Hidalgos ideer, såsom skabelsen af en række skovområder midt Paris, er ganske vist stødt på virkeligheden i form af manglen på såvel egnet jordbund som midler på de kommunale budgetter.
Men visionerne har givet den socialistiske politiker adgang til den klub af kvindelige »protestborgmestre«, der de seneste år har stået i spidsen for alternative udviklingsmodeller i byer som Barcelona, Madrid, Torino og Rom.
Hidalgo er således langt fra kun kandidat for det socialistparti, der på den landspolitiske scene blev slået til lirekassemand ved præsident- og nationalforsamlingsvalgene i 2017.
Hun er i høj grad sit eget brand, der under de rette omstændigheder kan tiltrække vælgere fra både det grønne parti EELV, venstrepopulistiske la France insoumise og centrumsvælgere, der har fået nok af Macron.
»Man skal aldrig undervurdere hende. Indtil videre har hun opnået, hvad hun har sat sig for,« siger Pervenche Bérès, en partikammerat og tidligere intern rival, til Libération og spørger på hele Frankrigs vegne:
»Kan hun gå hele vejen?«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
