Det nye venstres kvinder indtager Sydeuropas storbyer

Madrid, Rom, Barcelona og Torino regeres alle af kvinder fra venstresnoede protestpartier. Berlingske har mødt den spanske hovedstads borgmester, Manuela Carmena – en bedstemor med slag i, der har både store og små visioner for sin by.

»På kommunalt niveau løser vi konkrete problemer, mens det politiske spil i parlamentet handler mere om magt og ideologiske disputter, og kvinder føler sig nok for de flestes vedkommende bedre tilpas med det første,« fastslår Madrid-borgmesteren Manuela Carmena. Fold sammen
Læs mere
Foto: GUSTAU NACARINO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Manuela Carmena ankommer lettere forsinket til mødet med Berlingske og en række andre internationale medier. Men borg­mesteren i Madrid har en god undskyldning, forsikrer hun:

»Jeg spadserer så vidt muligt altid rundt til mine aftaler, og i går blev jeg stoppet af en mand, der klagede over, at det flyder med affald i hans kvarter. Jeg bad om hans telefonnummer. I morges tog jeg så ud for at se på det. Og når vi er færdige her, ringer jeg til ham, så vi kan få en snak om tingene,« siger Manuela Carmena.

Det er selvfølgelig bare en anekdote, erkender borgmesteren. Men den fortæller noget om, hvordan hun gerne vil regere Spaniens hovedstad, og hvad politik efter hendes mening går ud på eller i hvert fald burde gå ud på: Nemlig at forholde sig til borgernes problemer i stedet for at »iscenesætte ideologiske skænderier ved byrådsmøderne, som er rent teater og mest af alt dybt frustrerende spild af tid«.

Ifølge Manuela Carmenas kritikere på rådhuset og i store dele af medierne handler frustrationen dog i højere grad om, at hun ikke forstår det politiske spil. De ynder at fremstille hende som en småforvirret bedstemor, der blot fungerer som kransekagefigur for den Podemos-allierede borgerliste, Ahora Madrid.

Det er nu svært at forstille sig, at nogen skulle løbe om hjørner med den 72-årige tidligere undersøgelsesdommer, der var medlem af det forbudte kommunistparti under Franco-regimet, og som kun ved et lykketræf overlevede et højreekstremt attentat mod sit advokatkontor i 1977. Til gengæld er hendes status som politisk outsider oplagt. Sagen er blot, at hun langtfra er alene om den.

Feminint lederskab breder sig

Da Manuela Carmena i foråret 2015 erobrede borgmesterposten i Madrid, vandt den tidligere BZer og boligaktivist Ada Colau samtidig kommunalvalget i Barcelona som kandidat for en ligeledes Podemos-venlig liste. Et års tid senere gentog Virginia Raggi og Chiara Appendino, der begge tilhører den italienske protestbevægelse Movimento 5 Stelle (M5S), bedriften i Rom og Torino. Medregner vi Paris’ uortodokse socialistiske borgmester, Anne Hidalgo, har de fleste af Sydeuropas millionbyer for øjeblikket borgmestre, der både er kvinder og står helt eller delvist uden for den traditionelle politiske elite.

Ingen af delene er tilfældige, mener Antoni Gutiérrez-Rubí, der er ekspert i politisk kommunikation.

»Mange vælgere efterspørger en ny type lederskab, der bygger mere på lydhørhed og samarbejde og mindre på at udøve magt oppefra og ned, som det ofte sker i traditionelle partier,« siger Gutiérrez-Rubí og tilføjer:

»Det er en ledelsesstil, som er naturlig for kvinder, og derfor er det oplagt, at de spiller en hovedrolle i de nye politiske bevægelser.«

Artiklen forsætter under grafikken...

Tilbage på rådhuset i Madrid kunne Manuela Carmena ikke være mere enig. Som mange­årig kvindesagsforkæmper i et indtil for nylig ekstremt mandsdomineret Spanien er »feminiseringen« af det politiske rum en af hendes mærkesager.

»Eksempelvis giver Madrid-regionens præsident (den konservative Cristina Cifuentes, red.) og jeg trods vores uenighed om mange ting gerne hinanden et klem, når vi optræder offentligt. Det er selvfølgelig ikke noget, vi som kvinder har monopol på, men vi har i kraft af vores køn bedre fornemmelse for det personlige, hverdagsagtige og praktiske, og borgerne påskønner en mere ligefrem tone og mindre bureaukratisk stil,« siger Carmena.

Ubrugelige partier

Både Podemos og M5S holder af at vise deres kvindelige storbyborgmestre frem som symboler på alternativet til de traditionelle partier. Men ser man nærmere på topledelsen af såvel det venstrepopulistiske spanske parti som den italienske protestbevægelse, er der langt mellem kvinderne. Samtidig forhindrer Podemos-leder Pablo Iglesias’ kokette hestehale ham ikke i at optræde som en aggressiv alfahan, mens M5S-bossen, Beppe Grillo, til tider optræder direkte autoritært.

Carmena har ved flere lejligheder kritiseret Podemos-ledelsen hårdt – ikke mindst for manglende fleksibilitet og intelligens i forbindelse med Spaniens ti måneder lange regeringskrise. Og hun rynker øjenbryn bag brilleglassene, da Berlingske spørger, hvorfor feminiseringen af det nye politiske rum kun fungerer på kommunalt niveau og ikke internt i de partier, der placerer sig i det.

»På kommunalt niveau løser vi konkrete problemer, mens det politiske spil i parlamentet handler mere om magt og ideologiske disputter, og kvinder føler sig nok for de flestes vedkommende bedre tilpas med det første,« fastslår Madrid-borgmesteren.

Hun har for længst meddelt, at hun kun tager én valgperiode og ikke stiller op til andre embeder. Men heller ikke de yngre kolleger i Barcelona, Rom og Torino vil nødvendigvis bruge deres poster som springbræt til en landspolitisk karriere, vurderer kommunikationseksperten Antoni Gutiérrez-Rubí. Han minder om, at 70 ud af verdens 100 største økonomier i dag er private korporationer, og at nationalstaternes evne til at regulere efterhånden er begrænset.

»I stedet spiller byerne en stadig vigtigere rolle som politisk kampplads. Det er på kommunalt niveau, at konflikten mellem almenvellet og særinteresser for alvor er synlig, og lokalpolitiske beslutninger har ofte en meget direkte indflydelse,« siger Gutiérrez-Rubí.

Kommunal »udenrigspolitik«

Mens prestigeprojekterne i mange sydeuropæiske byer før krisen knap kunne blive store nok, er tendensen under de nye kvindelige borgmestre den stik modsatte.

I Rom har Virginia Raggi trods massivt pres fra blandt andre premierminister Matteo Renzi skrottet ideen om at gå efter værtskabet for OL i 2024, og i Barcelona forsøger Ada Colau at tæmme byens guldkalv, turismen, med et stop for nye hoteller. I stedet prioriteres bløde trafikanter, grøn omstilling og fattigdoms­bekæmpelse, samtidig med at flere af byerne er begyndt at føre, hvad der minder om en kommunal udenrigspolitik – ikke mindst på flygtningeområdet.

På facaden af det mastodontiske rådhus i Madrid hænger et stort banner med påskriften »Refugees Welcome«, og trods Spaniens på nationalt niveau meget restriktive flygtningepolitik er der ikke kun tale om en tom gestus.

»Vi kan selvfølgelig ikke som kommune kontrollere landets grænser. Men vi opsøger og tilbyder at hjælpe dem, som kommer gennem byen på vej nordpå efter at have krydset Gibraltarstrædet. Samtidig havde vi afsat midler på 2016-budgettet til flygtninge, som alligevel ikke er dukket op (fordi Spanien som mange andre lande sylter en EU-aftale om fordeling, red.). De penge er vi nu i gang med at overføre til andre steder, hvor der er brug for dem, via aftaler med blandt andet UNHCR,« forklarer Carmena.

»Informationssamfundet har udvisket de nationale grænser og svækket staternes magt. Tilbage står byerne som politiske enheder, hvor borgerindflydelse fortsat er mulig, og hvis vi arbejder sammen, kan vi bremse den apati, som er gift for demokratiet,« forsikrer Madrid-borgmesteren.

Store ord på en varm oktoberdag i den spanske hovedstad. Her og nu handler det imidlertid om et af de små, nære og »feminine« problemer. Manuela Carmena siger farvel og skynder sig ind på sit kontor for at ringe til den utilfredse mand fra i går.