Her er Europas coronajerntæppe: I disse syv lande når coronatallene nye højder

Der tegner sig en klar tendens, hvis man ser på et Europakort over nye døde med covid-19 og smittede. Men ét land skiller sig ud.

Rumænien har den næstlaveste vaccinationsdækning i EU og er nu løbet tør for pladser på intensivafdelingen. På billedet kæmper personalet med at finde plads på den overfyldte intensivafdeling på Bagdasar-Arseni Hospitalet i Bukarest. Inquam Photos/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er, som om et nyt jerntæppe har lagt sig over Europa.

Antallet af nye coronasmittede og -døde nærmer sig sit værste niveau eller slår nye rekorder i en række lande. Og på nær ét befinder de sig alle sammen i Østeuropa.