I verdens vildeste tv-serie kæmper de desperate, forgældede og fattige for deres liv. Der er bare et problem. Meget kunne være virkelighed

Den dystopiske Netflix-serie »Squid Game« har taget verden med storm. I virkelighedens Sydkorea sætter den fingeren på en ubehagelig sandhed.

Han har aldrig kæmpet mod dræbervagter med sorte masker og heldragter. Han har heller ikke stået ansigt til ansigt med rivaler, der var ude på at skære hans hals over.

Alligevel forstår Koo Yong-hyun karaktererne i den ultrapopulære Netflix-serie »Squid Game«, der de seneste uger har taget verden med storm. Her bliver 456 forgældede sydkoreanere rekrutteret i en turnering, hvor de kan vinde 186 millioner kroner.