Han kaldte coronavirus for »en lille forkølelse«. Nu kan Bolsonaros foragt for menneskeliv koste ham dyrt

Analyse: Brasiliens præsident modarbejdede aktivt brugen af vacciner og værnemidler. Imens døde 600.000 brasilianere under hans håndtering af pandemien. Nu fælder en ny rapport en knusende dom over Jair Bolsonaro.

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, har under hele pandemien forsøgt at tale faren ned og modarbejde såvel forholdsregler mod smittefare som vaccinationsprogrammer. Nu vil en senatskommission have ham retsforfulgt for forbrydelser mod menneskeheden. Evaristo Sa/AFP/Ritzau Scanpix

Sundhedseksperten Miguel Lago var grædefærdig, da Berlingske talte med ham i juni 2020: »Vi er et af de få lande i Latinamerika med et sundhedssystem, som er gearet til kampen mod pandemien. Men Bolsonaro nægter at udnytte det.«

Godt et år senere har 600.000 mistet livet med covid-19 i Brasilien. Og langtfra alle er enige med den brasilianske præsident i, at der »ingen grund er til at græde over spildt mælk«.

For det er ikke rigtigt, når Jair Bolsonaro tilføjer, at »folk nu engang dør under pandemier«. Nedlukninger, påbud om brug af værnemidler og effektive vaccinationsprogrammer kan afbøde katastrofen.

Og præsidentens systematiske bestræbelser på at tale truslen ned og bekæmpe andre myndigheders tiltag har kostet menneskeliv. Det i en sådan grad, at han bør retsforfølges for forbrydelser mod menneskeheden.

Sådan lyder i hvert fald anbefalingen fra en undersøgelseskommission nedsat af senatet, hvis længe ventede rapport onsdag landede som en bombe i brasiliansk politik.

Luftfoto fra en »covid-19-kirkegård« i Amazonas-byen Manaus, der i flere omgange har oplevet dommedagsagtige smitteudbrud. 12,4 procent af verdens dødsfald med covid-19 er brasilianske, selvom brasilianerne kun udgør 2,7 procent af klodens befolkning. Michael Dantas/AFP/Ritzau Scanpix

Bolsonaros lange synderegister

Kommissionen har siden maj afhørt dusinvis af eksperter og politikere, og konklusionen i dens 1.200 sider lange rapport er knusende.

Et flertal af kommissionens medlemmer nedstemte ganske vist anbefalingen om, at Bolsonaro tiltales for massemord mod brasilianerne generelt samt folkemord mod den indfødte befolkning.

Men der er stadig rigeligt med forbrydelser mod menneskeheden at tage af blandt de i alt 11 forhold, som der er enighed om. For præsidentens synderegister er langt:

  • Bolsonaro har systematisk talt truslen ned. Han har kaldt covid-19 for »en lille forkølelse« og indkaldt til massemøder, hvor hverken han selv eller resten af deltagerne bar mundbind.

  • Under et møde i december sidste år i byen Bahia sagde Bolsonaro, at: »Det står helt klart i kontrakten fra Pfizer: Vi (Pfizer) taget intet ansvar for nogen som helst bivirkninger. Hvis De forvandler Dem til en krokodille er det Deres eget problem«.

  • Og da vaccinerne først på året var klar til brug, forhalede han indkøb på et tidspunkt, hvor pandemien krævede tusindvis af daglige ofre.

  • Delstaternes forholdsregler er systematisk blevet modarbejdet. Blandt andet blev rigsadvokaten fyret, da han nægtede at gribe ind over for regionale nedlukninger.

  • Bolsonaro har ikke blot gjort reklame for det virkningsløse medikament hydroxyklorokin, men også sat en produktion af det i gang.

  • Generelt har præsidenten ifølge senatorerne kynisk satset på at opnå flokimmunitet af hensyn til økonomien.

Demonstranter i Brasiliens hovedstad, Brasilia, minder præsident Jair Bolsonaros om landets 600.000 ofre for covid-19. Det er det næsthøjeste antal på verdensplan, kun overgået af USA. Ueslei Marcelino/Reuters/Ritzau Scanpix

Vælgernes dom

Senatet stemmer tirsdag i næste uge om kommissionens anbefalinger. Resultatet er uvist. Men selv hvis et flertal bakker op, vil det næppe føre til en tiltale mod Jair Bolsonaro.

Det er nemlig rigsadvokaten, som skal rejse den. Og han har – ifølge brasilianske medier – ingen planer om at lægge sig ud med præsidenten, der betegner anklagerne mod sig som politiske.

Rapporten er ikke desto mindre alvorlig. Den bekræfter mange brasilianerne i deres vrede over Bolsonaros svigt, der allerede har ført til et voldsomt fald i hans popularitet.

Til næste efterår vælger brasilianerne ny præsident. Og meget tyder på, at Bolsonaro, selvom han i første omgang skulle klare juridisk frisag, bliver fældet af vælgernes dom.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa

Præcisering: Berlingske skrev oprindeligt, at Bolsonaro har udtalt, at vacciner vil »forvandle os til krokodiller«. Den fulde ordlyd af Bolsonaros udtalelse under et møde i december sidste år i byen Bahia er følgende: "Det står helt klart i kontrakten fra Pfizer: Vi (Pfizer) tager intet ansvar for nogen som helst bivirkninger. Hvis De forvandler Dem til en krokodille er det Deres eget problem."