Det går den rigtige vej og ned ad bakke på den gode måde. Sådan har eksperternes forsigtigt optimistiske dom nu i adskillige uger lydt i Danmark og andre europæiske lande.
Men selv om coronavirussen synes at være på tilbagetog i Europa, fortsætter pandemien globalt med at tage til i styrke. Og de seneste dage er smittespredningen eksploderet i en verdensdel, hvor covid-19 kan få langt mere katastrofale konsekvenser.
Latinamerika har overtaget stafetten som pandemiens nye epicenter, advarede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) allerede i slutningen af maj, og siden er det gået endnu værre.
I sidste uge stod regionen for 55 procent af verdens nye smittetilfælde. Selv om det målt i absolutte tal især skyldes spredningen i enorme Brasilien, er også andre lande hårdt ramt, og det begynder for alvor at koste menneskeliv.
Ingen steder i verden er der for øjeblikket flere covid-19-relaterede dødsfald end i ellers velfungerende Chile, set i forhold til indbyggertallet. Også i Mexico, Peru og Panama er dødeligheden tårnhøj.
Men hvorfor er det gået så galt i Latinamerika, hvor virussen nåede relativt sent frem – hvor man havde bedre tid til at forberede sig og i adskillige lande også gjorde det?
Berlingske har set nærmere på årsagerne og de bekymrende konsekvenser af pandemien. Men har også fundet et overraskende lys i den dystre historie om et i forvejen hårdt prøvet kontinent.
Ikke råd til at være i karantæne
Miguel Lago, der leder den sundhedspolitiske tænketank Instituto de Estudos para Políticas de Saúde i Rio de Janeiro, advarede allerede midt i marts om, at Latinamerika var på vej mod en katastrofe. Og de seneste måneder har, desværre, givet ham ret.
»Vi har to alvorlige problemer i kampen mod pandemien. For det første er de fleste landes sundhedssystemer så skrøbelige, at de helt forudsigeligt kollapser uden strenge forholdsregler mod smittespredning,« siger den brasilianske politolog til Berlingske og fortsætter:
»For det andet gør uligheden det vanskeligt at gennemføre effektive karantæner. De fattigste latinamerikanere har simpelthen ikke råd til at blive hjemme uden en økonomisk kompensation, og det har kun få af landene kapacitet til at give dem.«
Eksempelvis har det ikke hjulpet Peru, der med 209.000 smittede kun overgås af Brasiliens 775.000, at regeringen her udviste rettidig omhu og tidligt indførte karantæne og andre forholdsregler. Landets begrænsede ressourcer har forhindret restriktionerne i at virke tilstrækkelig effektivt.
Det hjælper heller ikke på mulighederne for at inddæmme pandemien, at 81 procent af latinamerikanerne bor i byer – og dermed tættere på hinanden – mod 55 procent på verdensplan.
Problembarnet Bolsonaro
Den fjerde hovedårsag til Latinamerikas svære situation er mindre forudsigelig og tilsvarende paradoksal: I Brasilien, det land, som på papiret er bedst rustet til at håndtere pandemien, har pandemien udviklet sig til en katastrofe med alvorlige konsekvenser for resten af regionen.
Brasiliens offentlige sundhedssystem er et af verdens største, og samtidig råder landet over velfærdsprogrammer, der når ud til hele befolkningen.
»Men en totalt inkompetent regering på det værst tænkelige tidspunkt har gjort os til verdens næststørste offer for covid-19,« siger Miguel Lago.
Berlingske har flere gange beskrevet den højrenationale brasilianske præsidents, Jair Bolsonaros, alternative politik over for coronaepidemien, som han fortsat insisterer på at betegne som »en lille influenza«.
Samtidig deltager Bolsonaro aktivt i demonstrationer mod regionale myndigheders forholdsregler. Hans seneste kontroversielle beslutning om ikke længere at offentliggøre statistik over det samlede antal smittede og døde blev først på ugen omstødt af domstolene.
»Bolsonaros opførsel vækker opsigt, men det værste er, at han ikke udnytter den kapacitet, som vi rent faktisk har, til at bekæmpe epidemien,« siger Miguel Lago.
Værste recession nogensinde
Intet tyder på, at epidemien endnu er toppet i Brasilien. Tværtimod breder den sig nu også hastigt uden for de større byer med skræmmende konsekvenser for brasilianerne og som en trussel mod deres nabolande.
Det gælder især for Argentina og Uruguay, hvor man hidtil har haft held med at begrænse smittespredningen. Også i det sårbare Amazonas-område udgør udviklingen i Brasilien en risiko for et andet af regionens relativt succesfulde lande, Colombia.
Som om det ikke alt sammen var nok, venter der desuden latinamerikanerne en kæmperegning i form af en recession af historiske dimensioner.
Ifølge Verdensbankens beregninger vil den regionale økonomi i 2020 skrumpe med 7,2 procent – markant mere end i forbindelse med den spanske syge og 1930ernes store depression.
Arbejdsløsheden ventes at runde de 20 millioner med voldsomme konsekvenser for de seneste årtiers succesfulde fattigdomsbekæmpelse i regioner, herunder ikke mindst adgangen til fødevarer.
»Vi risikerer et historisk tilbageslag i kampen mod hungersnød,« siger Julio Berdegué, der leder FNs fødevareorganisations, FAOs, regionale afdeling, til den spanske avis El País og minder om, at der i Peru allerede er konstateret fødevareknaphed.
Ærkefjender indgår »coronavåbenhvile«
Gode nyheder er således mere end velkomne i Latinamerika, men de findes heldigvis også. I hvert fald lignede det et decideret mirakel, da de venezuelanske ledere, Nicolas Maduro og Juan Guaidó, forleden blev enige om en aftale.
Venezuelas de facto-præsident, Nicolas Maduro, og Juan Guaidó, der anerkendes af en lang række lande, heriblandt Danmark, som landets retmæssige leder, har de seneste to år udkæmpet en politisk nervekrig med tilbagevendende voldelige sammenstød.
Ikke desto mindre blev de to dødsfjender i sidste uge enige om at overlade ansvaret for bekæmpelsen af coronavirus i landet til den panamerikanske sundhedsorganisation.
Sund fornuft fra en uventet kant midt i en af Latinamerikas mest uforsonlige politiske konflikter, der måske – forhåbentlig – kan tjene til inspiration andre steder i en verdensdel, som coronapandemien har sat på en af de alvorligste prøver nogensinde.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
