Ekspert kalder Sputnik verdens tredjebedste vaccine – men hun kan ikke engang få sin egen familie til at tage den

Det er mere end et år siden, at Rusland som det første land i verden fik en coronavaccine. Alligevel slår dødstallene igen rekord. Alt tyder på, at Sputnik-vaccinen er en af de mest sikre og effektive i verden, men der er en tragisk forklaring på, hvorfor russerne ikke vil have den.

Rusland kan snart blive det land i verden med flest coronadødsfald. Men mange russere vil tilsyneladende hellere risikere at dø end lade sig stikke med de gratis russiske vacciner. Dimitar Dilkoff/AFP/Ritzau Scanpix

Antja Baranova stopper op midt i sin sætning og griner let opgivende i telefonen.

Fra sin base i Virginia, USA, har den 50-årige virolog skabt sig et navn som en af de mest troværdige, uafhængige russiske kilder om coronavirus. Men når hun ringer hjem for at tale med sine slægtninge i Rusland, kan det være en frustrerende oplevelse: