Gode råd var dyre, da titusindvis af migranter sidste efterår forvandlede den sydlige del af Gran Canaria til én stor flygtningelejr – med streg under dyre.
Op mod 80 procent af migranterne kom ganske vist fra Marokko, som Spanien har en tilbageleveringsaftale med. Men det hjalp ikke meget. For den marokkanske regering havde med henvisning til pandemien suspenderet aftalen.
Lige indtil den spanske indenrigsminister under et besøg i Rabat fik et »godt« tilbud, som han vanskeligt kunne afslå.
Regeringen i Madrid var under hårdt pres fra flere sider.
Lokalbefolkningen på de Kanariske Øer var rasende over ophobningen.
Fra Bruxelles lød diskrete, men bestemte advarsler mod at overføre migranterne til fastlandet for at lette presset på den sårbare øgruppe – for på den måde ville de lettere kunne rejse videre til andre EU-lande.
Også oppositionen udnyttede, i sagens natur, muligheden for at udstille regeringens tilsyneladende magtesløshed.
Der var, med andre ord, ikke andet for end at acceptere marokkanernes ublu betingelser.
Flypriser steg med 400 procent
Regeringen i Rabat gik med til at genoptage hjemsendelserne. Men kun 80 migranter om ugen, fordelt på fire flyvninger. Forsvindende få i forhold de tusindvis, som havde hobet sig op.
El enkeltbillet fra Gran Canaria til El Aaiún i Vestsahara, hvortil migranterne af uransagelige årsager skulle flyves, koster normalt 60 til 80 euro.
Royal Air Maroc, der skulle stå for transporten på ordinære ruteflyvninger, tog – ifølge avisen El País' oplysninger – dog over 300 euro pr. migrant. Og for de ledsagende politifolk var det endnu dyrere.
En god forretning for marokkanerne, der skaffede lidt omsætning til det under pandemien hårdt pressede statslige luftfartsselskab. Og det uden at de behøvede at tage ret mange af deres borgere tilbage.
For spanierne gav aftalen mulighed for at sende et signal til såvel potentielle nye migranter som sine kritikere om, at hjemsendelserne var genoptaget, og at der var styr på situationen.
De pebrede priser og det stærkt begrænsede antal udgør ikke desto mindre en ydmygelse. Og det er formentlig derfor, regeringen hårdnakket nægter at udlevere aftaleteksten til El País, som ellers har fået aktindsigt.
Prisgivet afsenderlandenes luner
Flybilletterne vælter naturligvis ikke det spanske statsbudget, og hjemsendelserne skal nok komme i gang for alvor, når pandemiens undskyldning – forhåbentlig snart – forsvinder.
Men historien viser, i hvor høj grad Spanien er prisgivet Marokkos luner.
Hvis nogen skulle have glemt det, efter at myndighederne i det nordafrikanske land i maj lod titusindvis af migranter løbe storm mod den spanske enklave Ceuta, der over to dage blev invaderet af op mod 8.000 migranter.
Det skete som straf for, at Spanien havde sagt ja til at behandle en covid-19-syg leder af bevægelsen Polisario, der kæmper for et uafhængigt Vestsahara.
EUs andre frontlinjelande, Grækenland og Italien, er på samme måde afhængige af magthavernes forgodtbefindende i Tyrkiet, Libyen og Tunesien.
Og det kan blive både dyrt og besværligt, hvis tilstrømningen af migranter igen tager til, hvilket meget tyder på.
Især på den såkaldt centrale middelhavsrute er trafikken stigende. Italien har i årets første syv måneder modtaget næsten lige så mange migranter som i hele 2020 og tre gange så mange som i 2019.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
