De seneste dages stormløb mod byen Ceuta er ægte nok. Migranterne, der forcerer EUs eneste grænse i Afrika, svømmende eller til fods, er af kød og blod. Og deres rekordstore antal viser, hvor lynhurtigt presset mod Europa kan eksplodere.
Men de voldsomme scener fra den spanske enklave er næppe forspillet til en ny krise som den i 2015. Tilstrømningen har været nøje doseret, og migranterne fungerede ret beset blot som statister i en storpolitisk nervekrig, som USAs tidligere præsident, Donald Trump, nåede at sætte i gang som en af sine sidste embedshandlinger.
I søndags begyndte rygterne at svirre i de nordlige Marokko: De følgende dage ville der være fri bane ved Ceuta. Titusindvis satte sig i bevægelse mod grænsen, og ganske rigtigt.
Det marokkanske gendarmerie, der normalt arbejder tæt sammen med den spanske civilgarde, så passivt til, mens migranterne forsøgte at trænge ind i enklaven.

Det lykkedes i løbet af mandag og tirsdag for op mod 8.000, hvoraf 1.500 var uledsagede mindreårige, der ikke umiddelbart kan sendes tilbage som led i en repatrieringsaftale mellem de to lande.
Hævn for hjælp til covid-syg leder
Det ellers omfattende spanske beredskab viste sig helt utilstrækkeligt uden samarbejdet med marokkanere. Og da bevogtningen af grænsen onsdag morgen blev genoptaget, havde det nordafrikanske land fået afsendt et effektfuldt signal.
»I forholdet mellem to lande kan visse handlinger få konsekvenser, som man bliver nødt til at leve med,« lød det fra den marokkanske ambassadør i Madrid, Karima Benyaich, inden hun blev kaldt hjem til konsultationer.
Trods den kryptiske formulering var ingen i tvivl om, hvad – og hvem – hun mente.
Brahim Ghali – leder af bevægelsen Polisario, der kæmper for en uafhængig stat i den tidligere spanske koloni Vestsahara – blev for nylig overført til et hospital i La Rioja i kritisk tilstand for at blive behandlet for covid-19.

Marokko annekterede i 1975 Vestsahara og betragter det råstofrige område som en del af sit territorium. Spaniens hjælp til lederen af uafhængighedsbevægelsen opfattes derfor som en fjendtlig handling.
At det samtidig sker på anmodning fra Marokkos ærkefjende Algeriet, der støtter Polisario, og hvor Ghali hidtil har opholdt sig, gør kun ondt værre.
Trump brød med 46 års politik
Spørgsmålet om Vestsahara, der 46 år efter annekteringen fortsat betragtes som besat område af FN og de fleste lande, er følsomt i Marokko. Og Rabat har før reageret skarpt på kritik eller støtte til Polisario.
Men det er aldrig tidligere sket så selvbevidst, med en åbenlys opmuntring til titusindvis af migranter om at løbe storm på grænsen til ikke blot Spanien men også EU. Og det er her Donald Trump kommer ind i billedet.
Trump brød som en af sine sidste embedshandlinger med årtiers amerikansk politik og anerkendte Marokkos overhøjhed over Vestsahara.

Det skete som »betaling« for normalisering af forholdet til Israel og deltagelsen i Trumps diplomatiske prestigeprojekt, der også omfattede et par af de små Golfstater og Sudan, og var en kæmpesejr for Marokko.
Det er det trumfkort, Rabat nu afprøver effekten af i pokerspillet om magtbalancen i den vestlige middelhavsregion, og tidspunktet er – Polisario-lederens sygdom ufortalt – næppe tilfældigt.
Med konflikten mellem Israel og palæstinenserne i lys lue har den nye amerikanske administration brug for støtte fra de moderate lande i den arabiske verden, og tidspunktet er perfekt til at afprøve, om Joe Biden holder fast på sin forgængers kurs i Vestsaharaspørgsmålet.
Overspiller Marokko sin hånd?
Det tyder alt indtil videre på, og dermed kan Marokko fortsætte sin aggressive kurs i kampen for at opnå bred international anerkendelse af retten til Vestsahara.
Landet har eksempelvis ikke holdt sig tilbage med at fremprovokere en diplomatisk krise med Tyskland, der beskyldes for »fjendtlige handlinger mod Marokkos interesser«.

Og med stormløbet mod Ceuta har marokkanerne endnu engang udstillet EUs sårbarhed i migrationsspørgsmålet. Men overspiller de deres hånd?
Spaniens premierminister Pedro Sánchez har mobiliseret 3.000 soldater udstationeret i Ceuta for at vise, at han ikke lader sig koste rundt med. Og Madrid har modtaget klar støtte fra resten af EU.
Det kan godt være, at Europa har brug for Marokko som ekstern grænsevagt. Men Marokko har også brug for sine økonomisk fordelagtige samarbejdsaftaler med EU.
Og udfordringen kan komme til at koste, næste gang de skal forhandles.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa