De har stået der dagligt i det seneste års tid. Nogle gange spiller de høj slagermusik i timevis. Andre gange råber de med en megafon skældsord ind mod villaen, hvor Pablo Iglesias og Irene Montero bor sammen med deres tre små børn.
Han bliver kaldt »ludersøn«, »bøsserøv« og »parasit«. Hun får besked om at købe et par knæbeskyttere, fordi hun kun dur til at ligge på alle fire og »sutte den af«. Mindst en gang er der opstået klammeri med parrets livvagter. Parret var indtil for nylig begge medlemmer af den spanske regering. Men det er ikke det værste.
»Jeg tør ikke lade mine børn lege frit i haven. De to ældste er godt et par år nu og begynder at forstå, hvad der foregår. Jeg kan heller ikke gå tur med dem og må have andre til at lufte mine hunde,« forklarede den nu tidligere vicepremierminister i retten under en sag, han sidste år anlagde og vandt, mod den mest eksalterede demonstrant.
»Jeg er indforstået med at være mål for protester uden for ministeriet eller ved offentlige arrangementer. Det hører med til jobbet. Men det er ikke rimeligt at fornærme en politiker, når hans små børn kan høre det,« tilføjede han og erkendte, at demonstrationerne påvirkede hans arbejdsindsats.
»Forsvind til Maduros Venezuela«
Belejringen af Iglesias' villa i en mindre by uden for Madrid begyndte, kort efter at hans parti, Podemos, sidste år dannede Spaniens første røde kabinet siden 1930erne med premierminister Pedro Sánchez' socialistparti PSOE.
Og demonstranterne har ikke lagt skjul på deres mål: Den nye venstrefløjs powerpar skulle mobbes ud af spansk politik.
»Pablo og Irene, vi kommer til at stå her hver eneste dag, indtil I giver op og forsvinder til Maduros Venezuela,« som et byrådsmedlem for det højrenationale parti Vox Cristina Gómez i en video formulerede.
Tirsdag fik hun og resten af det højrenationale Spanien delvist deres ønske opfyldt, da Iglesias efter regionalvalget i Madrid sagde farvel til aktiv partipolitik.
Forinden var hans plan om at forlade regeringen og stille op i hovedstadsregionen for som modvægt til den populære konservative leder, Isabel Díaz Ayuso, at sikre venstrefløjen magten endt i fiasko.
Der er således også klare politiske grunde til hans exit. Men de hænger, som Podemos-lederen udlagde teksten på valgnatten, netop sammen med mange spanieres ekstreme personlige modvilje mod ham.
»Under en kampagne, der har normaliseret fascisme, dødstrusler og dehumanisering, er jeg nået frem til den erkendelse, at min person blot virker som en mobiliserende kraft for dunkle og antidemokratiske kræfter,« sagde Iglesias om grunden til sit farvel.
»Tik-tak, tik-tak«
Mindre kan givetvis gøre det. Men det er rigtigt, at Podemos-lederen, siden han med sit nye venstreparti i 2014 vendte op og ned på spansk politik, i ekstrem grad har delt vandene – og ikke kun på højrefløjen.
Med et skarpt intellekt, en endnu skarpere tunge og ubestridelig karisma blev Iglesias fra begyndelsen set som en farlig trussel mod den bestående orden af Spaniens traditionelle partier. Og han gjorde intet for at få dem på andre tanker.
»Himlen erobres ikke via konsensus, men ved at løbe storm mod den,« proklamerede han fra talerstolen med sit evigt indignerede ansigtsudtryk, mens han talte ned til sin bombe under systemet med et »tik-tak, tik-tak«.
Også internt blev der gjort kort proces, og samtlige Podemos' øvrige grundlæggere – en flok universitetsfolk, der også var venner – har undervejs enten forladt politik eller dannet deres egne partier.
Tryk avler som bekendt modtryk. Og paradoksalt nok er det blot vokset i styrke, efter at Iglesias i begyndelsen af 2020 gik på kompromis og i koalitionsregering med det parti, han havde sat sig for at erstatte, PSOE.
Møgsager og politisk politi
Spaniens konservative medier har i årevis bragt den ene afsløring efter den anden om ulovlig finansiering fra Venezuela og Iran samt andre uregelmæssigheder i forbindelse med Podemos og partiets ledere.
Hovedparten af de efterfølgende retlige undersøgelser er dog indtil videre blevet henlagt og har kun i mindre alvorlige tilfælde ført til dom – mindre alvorlige, hvis vi sammenligner med andre spanske partier.
Samtidig tyder meget på, at en særlig politienhed under Mariano Rajoys tidligere konservative regering havde til opgave at finde – og opfinde – smuds mod politiske modstandere, heriblandt fra Podemos.
Den lange række af »møgsager« har – reelle eller ej – slidt på såvel det nye venstreparti som Iglesias personligt. Men det er demonstrationerne uden for hjemmet, der vejer tungest, siger folk tæt på Podemos-lederen om hans exit.
Ifølge ikke blot konservative meningsdannere ligger Iglesias i nogen grad, som han har redt, efter at han for år tilbage undlod at tage klart afstand fra såkaldte »escratche«-aktioner mod konservative ministre.
Det er også rigtigt, at ingen andre spanske politikere har været udsat for samme systematiske kampagne.
»Luk døren efter dig«
Selvransagelsen, efter at Iglesias nu med krænkelserne af sit privatliv som en af de vigtigste årsager har forladt politik, er imidlertid til at overse.
El Mundo, der har ført an i de ikke altid stik- og nagelfaste Podemos-afsløringer, betegner i en politisk nekrolog ganske vist dele af højrefløjens forsvar af hetzen mod Iglesias' familie og uvilje mod at fordømme dødstrusler mod ham som »uhyrlige«.
Men avisen forklarer det med hans »overdrevne og overspillede personlighed«. Og hos Podemos-lederens nu tidligere politiske modstandere er storsindet i endnu højere grad til at overse.
»Du går ikke, demokratiet smider dig ud. Fordi vi ikke vil have mere had, konfrontation og fattigdom,« skriver de konservatives politiske ordfører i parlamentet, Cuca Gamarra, på Twitter.
Vox-lederen Rocio Monastero, der under valgkampen i Madrid nægtede at fordømme dødstrusler mod Iglesias og kaldte dem fake news, nøjes med følgende afskedssalut:
»Luk døren efter dig.«
