Ammunition til et CETME-stormgevær fåes ikke i håndkøb. Det delvist udfasede automatvåben bruges kun af visse enheder i hæren samt i Civilgarden. Så meget desto mere ildevarslende er indholdet af de tre konvolutter, som torsdag ankom med posten til det spanske indenrigsministerium.

Indenrigsministeren Fernando Grande-Marlaska og civilgardechefen María Gámez fik i to af trusselsbrevene ti dage til at ændre politik, hvis de vil undgå at blive »pløkket« – et budskab, der blev understreget af medfølgende CETME-patroner.

Men det tredje brev, stilet til lederen af venstrepartiet Podemos, Pablo Iglesias, var det mest uhyggelige.

Podemos opstod i forlængelse af de tidlige 2010ernes Occupy-bevægelse, og venstrepartiets karismatiske, men også kontroversielle leder, Pablo Iglesias, har længe været ikke blot den yderste højrefløj men også det konservative Partido Populars yndlingsaversion.
Podemos opstod i forlængelse af de tidlige 2010ernes Occupy-bevægelse, og venstrepartiets karismatiske, men også kontroversielle leder, Pablo Iglesias, har længe været ikke blot den yderste højrefløj men også det konservative Partido Populars yndlingsaversion. Juan Medina/Reuters/Ritzau Scanpix

»Pablo Iglesias Turrion, du har ladet vores forældre og bedsteforældre dø,« skrev trusselmagerne med henvisning til, at han som vicepremierminister har haft overordnet ansvar for Spaniens sundhedssektor under pandemien, og tilføjede:

»Din kone, dine forældre og du er blevet dømt til døden. Din tid er ved at løbe ud.«

»Højrefløjen er infiltreret i politiet«

Med forsendelsen fulgte fire patroner – en til hvert familiemedlem – og selvom brevet lige som de to andre var anonymt, er Iglesias ikke i tvivl om, hvem der står bag.

»Det er oplagt, at den yderste højrefløj har infiltreret politiet og de væbnede styrker,« siger han i et interview med avisen La Vanguardia.

Iglesias har, ikke mindst efter at Podemos og socialistpartiet PSOE sidste år dannede Spaniens første »røde kabinet« siden 1930ernes borgerkrig, længe været højrefløjens foretrukne hadeobjekt.

Allerede inden dødstruslerne dukkede op, var stemningen på kogepunktet op til regionalvalget i Madrid på tirsdag. Da det højrenationale parti Vox 7. april holdt valgmøde i bydelen Vallecas, der er en højborg for den yderste venstrefløj, opstod der voldsomme gadekampe mellem demonstranter og politi.
Allerede inden dødstruslerne dukkede op, var stemningen på kogepunktet op til regionalvalget i Madrid på tirsdag. Da det højrenationale parti Vox 7. april holdt valgmøde i bydelen Vallecas, der er en højborg for den yderste venstrefløj, opstod der voldsomme gadekampe mellem demonstranter og politi. RODRIGO JIMENEZ/EPA/Ritzau Scanpix

At han nu har forladt regeringen for som kandidat ved næste uges valg at stille op mod Madrid-regionens kontroversielle, men populære konservative præsident, Isabel Diaz Ayuso, synes kun at have gjort ondt værre.

Endnu en konvolut med patroner fundet af postvæsenet i Barcelona tirsdag aften viser dog, at også højrefløjens ledere er i »skudlinjen«. Den var adresseret til netop Díaz Ayuso.

Psykisk syge trusselmagere er ikke mindre farlige

Trusselsbrevene er, ifølge politiet, professionelt udført, og det er endnu ikke lykkedes at finde hverken dna-rester eller andre elementer, der kan bringe efterforskerne på sporet af afsenderne.

Det ville være synd at sige det samme om den konvolut, som mandag dukkede op i industriminister Reyes Marotos postbunke med nye trusler ledsaget af en foldekniv med blodrester.

I dette tilfælde havde trusselmageren skrevet navn og adresse på bagsiden af konvolutten, og det viste sig da også hurtigt, at der var tale om en psykisk syg person.

Den blodige foldekniv, som turismeminister Reyes Maroto mandag modtog med posten sammen med et trusselsbrev, var afsendt af en midaldrende mand med psykiske problemer.
Den blodige foldekniv, som turismeminister Reyes Maroto mandag modtog med posten sammen med et trusselsbrev, var afsendt af en midaldrende mand med psykiske problemer. Handout/Reuters/Ritzau Scanpix

En omstændighed der straks blev grebet af Vox. Det højrenationale parti har nægtet utvetydigt at fordømme truslerne mod venstrefløjspolitikere, og er blevet beskyldt for at fyre op under den hadefulde stemning.

»Vil Reyes Maroto, nu hvor vi ved, at afsenderen (af den blodige kniv. red.) har mentale problemer, sige undskyld til vores fire millioner vælgere,« spurgte Vox-lederen Iván Espinosa de los Monteros på Twitter.

Sindssyge gør imidlertid, som flere kommentatorer minder om, ikke trusler mod politikere mindre realistiske, nærmere tværtimod.

Den højreekstremist, som op til Brexit-afstemningen myrdede Labour-politikeren Jo Cox, led af psykiske problemer. Ligesom manden, der i 2019 slog borgmesteren i den polske by Gdansk, Pawel Adamowicz, ihjel.

»Samtlige politikere er bevidste om faren, men næppe alle vil opføre sig ansvarligt,« skriver La Vanguardias medredaktør Enric Juliana bekymret.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa