Donald Trump er ude af det Hvide Hus. I Italien støtter Matteo Salvini den tidligere ECB-chef Mario Draghis regering. Og med Brexit gennemført har Boris Johnson, under indflydelse af kæresten Carrie Symonds (og hendes hund), lagt afstand til de hårdeste brexiteers.
Den nationale højrefløj synes – i hvert fald i sin mest ramsaltede udgave – at være på tilbagetog over alt i den vestlige verden. Men et land går mod strømmen, og det er vel at mærke det land i Europa, hvor man med et enkelt succesfuldt valg kan erobre den største magt.
Kvinden, ingen længere tør afskrive som ny beboer af Élysée-palæet og dermed Frankrigs næste præsident, er døbt Anne Marion Perrine, i daglig tale Marine.
Men hun hedder også Le Pen, og netop det kontroversielle efternavn har hidtil gjort det svært at omsætte en støt voksende opbakning bag hendes parti, Rassemblement National, til indflydelse og magt, både på nationalt og lokalt niveau.
I Frankrig afvikles valg over to runder. Og en instinktiv modvilje mod den historiske højrenationale leder Jean-Marie Le Pen, som hans datter arvede sammen med partiet, har i årevis fået ikke blot venstreorienterede men også mange konservative franskmænd til at stemme taktisk.
Hvis deres favorit røg ud i første runde, støttede de i finalen enhver anden end Le Pen-dynastiet og dets kandidater. Men meget tyder på, at denne såkaldt »republikanske« inddæmning af den yderste højrefløj nu for alvor begynder at slå revner.
»Måske er der brug for et elektrochok«
Da Emmanuel Macron i 2017 besejrede Marine Le Pen, skete det med et tilsyneladende komfortabelt flertal på to tredjedele af de afgivne stemmer.
Reelt satte kun omkring 40 procent af de stemmeberettigede franskmænd for fire år siden kryds ud for den nuværende præsident. I mange tilfælde som det mindste af to onder, hvilket ifølge avisen Libération imidlertid næppe kommer til at ske igen i samme omfang.
Den venstresnoede avis har bedt sine læsere skrive ind og fortælle, hvordan de vil reagere, hvis meningsmålingerne får ret, og anden runde igen ender som en duel mellem Macron og Le Pen. Og tendensen i de hundredvis af henvendelser er klar.
»Jeg har besluttet, at jeg aldrig igen vil stemme »imod« og for at »inddæmme«, som jeg gjorde i 2002 (da valget stod mellem konservative Jacques Chirac og Jean-Marie Le Pen. red.) og igen i 2017,« skriver Hervé.
Han vil fremover kun stemme »for«, og det bliver ikke på Macron, som han »har mistet tilliden til«.
»Måske er det nødvendigt med et elektrochok for at få folk til at vågne op,« vurderer en anden læser, Elisabelle, med henvisning til konsekvenserne af en Le Pen-sejr.
Enkelte, som Vincent, vil ikke nøjes med at blive hjemme eller stemme blankt men direkte sætte kryds ved den højrenationale kandidat i ren og skær trods.
Han er, som mange andre, rasende over Macrons stadig mere udtalte højredrejning i især rets- og værdipolitikken.
Tætteste målinger nogensinde
Libérations læserhenvendelser udgør naturligvis ikke nogen egentlig meningsmåling, og at tendensen derfor skal tages med et gran salt. Ikke mindst på et tidspunkt, hvor valgkampen endnu ikke er gået i gang.
Men der er næppe tvivl om, at Macron må vinke farvel til en større portion »gratis« venstrefløjsstemmer i en sandsynlig ny anden runde-duel med Le Pen. Og så meget desto mere grund er der til at hæfte sig ved de seneste »rigtige« meningsmålinger.
Instituttet Harris Interactive forudsagde i januar en finalesejr til Macron med 52 procent af stemmerne mod 48 procent til Le Pen.
Et ekstremt tæt resultat, der, som avisen Le Figaro bemærker, for første gang efterlader en fornemmelse af, at den højrenationale kandidat rent faktisk vil være i stand til at vinde.
Også fordi Le Pen, efter en groggy periode oven på nederlaget i 2017, igen fremstår som den nationale højrefløjs samlede figur og eneste oplagte kandidat.
Udbrydere fra såvel Le Pens egne rækker som de borgerlige Les Républicains er mislykket med at opbygge slagkraftige alternativer til Rassemblement National. Og den farligste potentielle rival, niecen Marion Maréchal, har afvist at tage kampen op mod sin moster.
Læg dertil den efterhånden livstruende krise på Frankrigs traditionelle højrefløj, der er ved at blive spist op af Macrons La République en Marche ! fra den ene side og Rassemblement National fra den anden.
Der er lagt op til en gyser, når franskmændene i begyndelsen af maj 2022 sætter deres kryds ved præsidentvalgets anden runde.
Og med en »republikansk dæmning«, der ikke længere holder vand, kan det meget vel ende med Le Pen-sejr samt et højrenationalt comeback af europæiske dimensioner.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
